Fredericia Håndboldklub har forlænget kontrakten med den norske forsvarsspecialist Lasse Balstad frem til sommeren 2025.

Four more years, four more years, four more years, four more years har HK Ultras råbt af Balstad på det seneste. Nuvel har Lasse Balstad ikke skrevet under på en fire-årig forlængelse med FHK, men til gengæld har han nu bundet sig til at være i klubben så det i 2025 passer med, at han har været der i fire år.

Balstad kom til FHK i sommeren 2021 fra den svenske klub Ystad. Hurtigt markerede nordmanden sig som en vigtig del af den fredericianske defensiv.

– Lasse har i hans to første år i Fredericia Håndboldklub været en vigtig brik i forsvaret, hvor han med en utrolig god spilforståelse og hurtighed kan neutralisere de bedste skytter fra modstanderholdet. Selvom Lasse får udvisninger, så er han en fair forsvarsspiller og som forsvarsgeneral så viser han vejen med fight og lederskab. Vi er utroligt glade for, at Lasse og familien stortrives i Fredericia, og at vi kan fortsætte det gode samarbejde med Lasse, siger administrerende direktør i Fredericia Håndboldklub, Thomas Renneberg-Larsen.

29-årig Lasse Balstad glæder sig til at fortsætte i den røde FHK-trøje.

– Jeg tror på projektet, og jeg synes, at klubben har taget gode skridt. Nu har vi Gudmundur Gudmundsson som træner, og det arbejder han laver med os som hold, har også haft indflydelse på jeg har lyst til at blive i klubben. Gudmundur er professionel i alt hvad han laver, og stille høje krav, og det trives jeg med, siger Balstad.

I denne sæson er Lasse Balstad noteret for 19 udvisninger i 24 ligakampe. Det gør ham til den spiller i ligaen med flest udvisninger.