Finansministeren har sammen med Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og Akademikerne indgået et overenskomstforlig for de ca. 200.000 medarbejdere i staten. Forliget indebærer en økonomisk ramme på 8,8 pct. over de kommende to år.

Dansk økonomi er sund, og beskæftigelsen er høj. Parterne på det statslige arbejdsmarked har indgået et økonomisk ansvarligt forlig, som giver statens ansatte en markant lønstigning i den kommende overenskomstperiode. Der er aftalt en samlet økonomisk ramme på 8,8 pct. i overenskomstperioden.

Statens medarbejdere løser vigtige opgaver, og det er derfor afgørende, at staten bliver ved med at være en attraktiv arbejdsplads. Med forliget er parterne enige om at have fokus på et fleksibelt arbejdsliv ved bl.a. at give mulighed for opsparing af frihed, mere fleksibilitet i anvendelsen af pension samt forbedre retten til løn under barsel.

Parterne er enige om at afsætte 11 mio. kr. til at løfte de lavestlønnede i staten.

Der er af den samlede ramme prioriteret 50 mio. kr. til at løfte lønnen for de grupper, som varetager særligt udsatte funktioner. Det er de enkelte arbejdspladser, der skal beslutte, hvilke medarbejdere, der varetager de mest udsatte funktioner, men det kan f.eks. være politibetjenten, som ofte møder borgere i konfliktfyldte situationer.

– Det er helt afgørende, at vi fortsat har fokus på, at det skal være attraktivt at arbejde i staten. Vi er afhængige af, at der er dygtige folk, som hver dag bidrager til velfærdssamfundet. Aftalen indeholder blandt andet markante lønstigninger, fleksibilitet i arbejdslivet og anerkendelse af de medarbejdere, som varetager særligt udsatte funktioner, f.eks. politibetjente. Alt dette sker inden for en ansvarlig økonomisk ramme, hvilket har været afgørende for mig som finansminister, siger finansminister Nicolai Wammen.

– Vi har skabt et stærkt resultat, som giver reallønsfremgang ovenpå en periode, hvor alle har lidt reallønstab på grund af høj inflation. Vi har som led i resultatet på 8,8 % aftalt en håndtering af en eventuel ubalance i slutningen af 2025. Forhandlingen skal sikre balancen mellem den private og statslige lønudvikling. Derudover har vi givet den enkelte ansatte bedre mulighed for at kunne tilrettelægge sit arbejdsliv mere fleksibelt. Det har været stærkt efterspurgt af vores medlemmer. Jeg er også meget tilfreds med, at vi har styrket vilkårene for tillidsrepræsentanterne. Vi har samlet set indgået et forlig, som rummer en række gode nyskabelser og øvrige forbedringer, som er med til at skabe attraktive statslige arbejdspladser, siger formand for CFU, Rita Bundgaard.