Fredericia Håndboldklub har en ambition om at blive dansk mester senest i 2029, og til næste sæson kan klubben stå over for at spille i Champions League, men det bliver udenbys, da thansen Arena ikke opfylder kravene. En ny arena er derfor en nødvendighed, hvis byens håndboldflagskib skal spille i postnummeret 7000.

Fredericia Idrætscenter fik en stor renovering og stod topmoderniseret i 2018. Særligt facaden og arenaen fik et stort løft, men allerede nu seks år senere er Fredericia Håndboldklub ved at vokse sig ud af rammerne, og det giver en potentiel problematik frem mod næste sæson.

FHK har kvalificeret sig til DM-finalen, og dermed er der potentielt Champions League på programmet til næste sæson. Det kan enten ske ved at vinde mesterskabet eller ansøge om et wildcard i tilfælde af sølv, og historisk set har dansk håndbold stået med gode kort på hånden i den henseende, og det er derfor forventeligt, at FHK vil være en seriøs bejler. Ikke mindst grundet Gudmundur Gudmundsson som træner og de ellevilde fans, som klubben.

Sådan så det ud, da FHK indviede thansen Arena. Foto: AVISEN

Der er bare et problem. thansen Arena opfylder ikke tilskuerkapaciteten til Champions League, hvor kravet er, at man skal have plads til 4.000 tilskuere, og med 2.400 pladser, skal der altså yderligere 1.600 til. Det er ikke bare sådan til at trylle frem henover sommeren, hvis det skulle blive tilfældet, at FHK skal spille med i det allerfineste selskab. Samtidig har FHK slået fast, at klubben ikke kommer til at benytte sig af Sydbank Arena i Kolding, da det er lokalrivalernes hjemmebane. Derfor skal der formentlig kigges mod Odense.

For at undgå det scenarie på sigt, også taget i betragtning at FHK har ambitioner om at vinde DM-guld senest i 2029, vil en ny arena i Fredericia derfor være en noget nemmere løsning, der vil kunne holde FHK inden for postnummeret 7000, hvis der skal spilles Champions League.

– Vi må tage et skridt ad gangen. Vi kan ikke trylle en Champions League-hal frem til i morgen. Det bliver formentlig i Odense, vi skal spille. FHK er i en liga, hvor vi skal tale sammen om, hvad vi gør nu og i fremtiden, siger Kultur- og Idrætsudvalgsformand, Peder Tind (V).

Peder Tind: Arkivfoto: AVISEN

Peder Tind er selv til stede til hovedparten af FHK’s hjemmekampe. Han er passioneret omkring byens sports- og kulturliv, som han favner så meget, han kan. Tind slår dog fast, at det ikke er lige til at bevillige kommunale midler til en ny arena.

– Kæmpe cadeau til FHK, og det sætter Fredericia på danmarkskortet, og jeg indgår gerne i en dialog og set med FHK’s briller. Omvendt er det en kendt sag, at servicerammen er presset, så vi ikke har midler til at smide mange millioner efter en ny arena endnu, og det ved FHK også godt. Så vi skal finde en dialog, hvor vi skal se, hvad der kan lade sig gøre. Uanset om vi finder et beløb, står der ikke en hal klar om et år. Vi skal have briller på til et længere perspektiv. Som FHK selv har sagt, er gået hurtigere, end de havde regnet med, og vi skal sætte os ned og høre om deres planer, forklarer Peder Tind.