BUSINESS. Når de fleste søndag morgen stadig sover, eller måske lige har sat kaffen over, står lyset allerede tændt i blomsterbutikken på Gl. Landevej 30. Klokken 6 låser Lone Eriksen dørene op til Gardenia Blomster, og fra det øjeblik er der ingen pause før klokken 14. Mors dag er en af blomsterhandlernes mest intense dage på året, og i Erritsø begynder den, før solen rigtig har fået fat.
»Vi har åbent fra klokken 6 til 14 på søndag, og vi binder buketter lige indtil vi lukker. Så hvis man ikke har nået at bestille, kan man bare kigge ind,« fortæller indehaver Lone Eriksen og tilføjer, at selvbetjeningen er åben helt frem til klokken 22.
I gården foran butikken er der sat et stort telt op. Her står de mange forudbestilte buketter klar til afhentning, og for dem, der dukker op uden at have bestilt, er der rigeligt at vælge imellem. »Vi har mellem 100 og 150 færdigbuketter at vælge imellem, hvis man kommer forbi på dagen,« siger Lone.


Skal buketten derimod leveres hjemme hos mor, skal man være tidligt ude. Gardenia Blomster planlægger leveringsruten om morgenen, og bestillingerne skal være på plads, inden chaufførerne sættes i gang. »Vil man have buketten leveret, så skal man bestille senest søndag klokken 9, og jo før jo bedre, så vi kan planlægge ruten ordentligt,« forklarer hun.
Den buket, der viser den største kærlighed
Selv om butikken sælger alt fra gavekurve til chokolade, vin og potteplanter, er det ikke i tvivl, hvad mors dag handler om. Det er buketten, der bærer dagen. »Buketten, det er den, der hitter til mors dag. Det er den, der viser den største kærlighed, det største knus og kram,« siger Lone.
Cirka halvdelen af kunderne vil gerne sammensætte buketten selv, fortæller hun. De kommer ind med en idé om, hvilken farve mor godt kan lide, hvilken vase blomsterne skal stå i derhjemme, eller hvilken sofa de skal matche. »Mange ved, hvilken farve mor godt kan lide, og de ved også, hvilken vase hun plejer at bruge, så buketten skal passe til den, eller til sofaen, eller også skal det være mors yndlingsblomst.« Andre holder sig til klassikeren, den røde rose. »Der er også dem, der vælger den røde rose, for den er jo symbolet på kærligheden til mor,« smiler Lone.

Og så er der dem, der har en mor med grønne fingre, og som hellere vælger en plante, der kan komme udenfor. Men den afskårne buket er klart den mest solgte. Det er, som Lone Eriksen siger, »noget, folk ikke køber til sig selv«.


Sæsonens favorit hedder silkepæon
Lige nu er der særligt én blomst, der får både kunder og personale til at standse op. »Silkepæoner er jo lige nu. De har en kort sæson, og der er rigtig mange, der elsker dem, inklusiv os selv herude,« fortæller Lone.
Generelt har tendensen i de seneste år bevæget sig væk fra den stramme, formede buket og hen mod noget løsere og mere markagtigt med flere farver, mere natur og græs og blade ind imellem blomsterne. »Jeg synes, det, vi har set de sidste par år, er, at der gerne må være lidt flere farver på. Det må gerne være de der høje, luftige buketter, lidt mere mark, lidt mere natur, så det er lidt mere blandet og med græs og sådan nogle ting,« forklarer indehaveren.

Stilen henter formentlig inspiration langt tilbage. Lone genkender den fra sin egen barndom, hvor den højluftige buket var det, man bandt. Men nu er den vendt tilbage med, hvad hun kalder et moderne twist. »En af den blomst og lidt græs, noget statice, lidt brudeslør og eukalyptus. Det bliver lidt mere kunstnerisk og lidt mere loose.«
Hun har sammen med en kunde fundet et udtryk, der efterhånden også er begyndt at gælde for mors dag-buketterne. »Loose with control. Det er et udtryk, jeg fandt på sammen med en kunde til et bryllupsbinderi. Vi kontrollerer buketten, så den sidder, som vi gerne vil have, men den er loose stadigvæk,« bemærker Lone.
Når kunden bare beder om »en mors dag-hilsen«
Selv om mange kunder ved præcis, hvad de vil have, er der også dem, der dukker op i sidste øjeblik uden en plan. Dem tager butikken sig særligt af. »Der er også mange, der kommer ind og siger: Jeg skal have en mors dag-hilsen. Hvad er det så? Så stiller vi nogle spørgsmål og guider dem derhen til, hvad det er, de gerne vil have,« fortæller hun.

Det er den slags vejledning, der er hele forskellen mellem en blomsterbutik og en supermarkedshylde, og det er en af grundene til, at butikken ikke nøjes med at have bundet alle buketterne på forhånd. »Vi har forberedt en masse til dagen, men vi binder også hele dagen, for vi vil gerne yde den bedste service, så de kan give deres mor en god oplevelse,« slutter Lone med et smil.
Sådan binder Gardenia mors dag sammen
Gardenia Blomster har mere end 40 års erfaring i Erritsø, og Lone Eriksen har stået i spidsen siden 2011, da hun overtog forretningen. Sammen med sit team binder hun nu op til endnu en mors dag.
For dem, der ikke når at bestille på forhånd, er døren åben fra klokken 6 søndag morgen, og buketterne står klar i teltet i gården. Mors dag falder i år søndag den 10. maj.



















