Nu har de politiske tåbeligheder nået grænsen.
Statsminister Mette Frederiksen undskylder over Danmarks grove og nedværdigende behandling af grønlandske børn og Godhavnsdrengene. I samme åndedrag siger hun at Danmark skal fjerne 50.000 børn fra deres familier årligt! Dette er utopi og politisk manipulation af værste skuffe: Al forskning , nationale som internationale, viser alle uden undtagelser gennem de sidste 20 år, at det har store konsekvenser for barnet, på kort såvel som langt sigt, at blive afskåret fra sin primære omsorgsperson i det daglige liv. Der findes ingen studier der viser en positiv effekt ved at flytte et barn væk fra sin primære omsorgsperson fraset når barnet udsættes for voldsom mishandling i hjemmet eller når der er et stort substansmisbrug.
Ligeledes viser samtlige praktiske erfaringer det samme. Sprogø-pigerne og Erritsøhus er nogle fæle eksempler på dette, og mange flere kan nævnes.
Kommunen bør derfor pålægges at fremlægger dens beviser på, at tvangsfjernelse af børn er et samfundsmæssig positive tiltag til gavn for børn og familier! Her kan “vurderinger” ikke bruges. Alle landets kommunerne har de sidste 15- 20 år kunne nøjes med at “vurdere” alt, og fuldstændig lægge god forskning i graven, fordi kommunens “vurderinger” overtrumfer alt. Diagnosticering og faglig viden er trådt under fode.
Danmark er blevet et fagligt Uland!
Kommunen skal ophøre med at stjæle byens børn! Vi skal alle holde os for øje, at det er barnet og dets tarv der skal stå øverst, når eventuel intervention skal besluttes. Tvangsfjernelse skal være absolut sidste udvej!
Disse emner er behandlet jævnligt i pressen de sidste 15 – 20 år, men intet er sket.
I maj måned fik, jeg kendskab til to lokale tvangsfjernelser, begge var ulovlige fjernelser af børn og fire års indsats fra kommunen var omsonst pga. faglige inkompetencer og inhabilitet. Børne-Ungeudvalget afgørelse var et juridisk overgreb mod familierne. Derfor bør sagerne revurderes og børnene hjemsendes.
Børne -Ungeudvalget består af en dommer, to kommunalpolitikere, den ene formand for udvalget, to-fire ansatte i Familieafdelingen. Disse mennesker har afgjort sagen længe før udvalgsmødet og gennemføre en skueproces hvor familien og barnet med hver sin advokat samt evt. bisiddere /partsrepræsentanter er uvidende om mødets udfald. Mødet går i gang og efter 1-2 timer holdes en pause, hvorefter afgørelsen læses op. Barnet skal tvangsfjernes og afleveres ila. en til tre timer. Familien og barnet er i chok og advokaterne ryster på hovedet over den vanvittige afgørelse, og anker derfor straks til Ankestyrelsen, som følger Børne-Unge udvalgets afgørelse. Også byretten vil oftest følge de trufne afgørelser. Ikke noget at sige til at familier, børn og advokater føler sig totalt magtesløse overfor dette system. Jeg er oplyst om at formanden for Børne-ungeudvalget sidder som uvildigt medlem af ankestyrelsen i København. Lignende ordning gælder for Ankestyrelsen i Aalborg.
Det ene barn blev tvangsfjernet for et år og havde samkvem med forældrene hver anden weekend. Det andet barn blev også tvangsfjernet for et år, men havde kun samkvem med forældrene ca. 20 timer om måneden. Hvad skyldes denne forskel? Sandsynligvis Udvalgets “vurdering”!
Som partsrepræsentant har jeg to gange været til møde med den ene familie i tvangsfjernelsessag på Familie afdelingen, Fredericia kommune. Det var en meget ubehagelig oplevelse. I lokalet sad kommunens sagsbehandlere samt familie med hjælpere og jeg fornemmede, hvordan min far må have oplevet forhøret hos Gestapo/Hipo i Vestre fængsel i 1944. Alle forsvarsmekanismer blinker rødt, sveden løber og hårene rejser sig, En følelse af total afmagt, falsk venlighed, indre uro pga. den helt uforudsigelig situation. Det andet møde var indkaldt fordi sagen var gået i hårknude. Barnet ville ikke tilbage til plejefamilien. Kommunens sagsbehandlere nægtede, mod realiteterne, at der var sket fremskridt i sagen. Der var sket store fremskridt efter lidt over tre måneder og derfor kunne kommunen have indstillet til barnets hjemsendelse. Forældrene frygtede ikke urealistisk for barnets liv, hvis kommunen fortsatte med at jagte familien.
Kommunens budget forhandles for øjeblikket, jeg mener det er på skrømt. Ingen vedvarende løsninger søges gennemført. Fredericia bør være en frikommune, melde sig ud af Kommunernes Landsforening, nedlægge det nytteløse Jobcenteret og den ubrugelige Familieafdeling. Sidstnævnte har op til budgetforhandlingerne haft den frækhed at kræve 40 mil. kr. extra årligt, til de 202 mil. kr. de får nu. Frasige sig al refusion fra staten. Oplysninger om statens refusioner til kommunerne skal frem i lyset.
De opnåede besparelser skal især komme børn, unge og gamle til gavn.
Det der forgår, er efter min “vurdering” magtmisbrug og mishandling af borgerne. Kommunerne skal hjælpe byens borgere, ikke nedgøre og ydmyge dem. Borgerne skal også være aktive i processen. Det skal stoppes omgående. Derfor skal borgerne i byen forlange en offentlig høring hurtigst muligt, hvor familierne fortæller deres historie og kommunen deres. Alt skal fremlægges og hver en sten vendes. Hvis nogle af kommunens medarbejdere truer familierne med repressalier, hvis de fremlægger deres sag, skal disse medarbejdere kræves fyret med dags varsel.
Jeg har haft et leveværdigt liv med mange venner og flere fjender. Jeg er gammel, træt, syg og desillusioneret pga. den ulige kamp mod idioti. Jeg går nu på pension og trækker stikket dags dato.
Tak for kaffe!
Stig Gerdes
