Thomas' kærlighedserklæring til Fredericia skal spises

Thomas Borch er selv ny i byen, og det er måske derfor, han har kunnet se den så tydeligt, for det er ofte den, der lige er kommet, som får øje på det, de fastboende er holdt op med at lægge mærke til. Menuen, han har lagt på bordene på Restaurant Ryes i efteråret, er tænkt som en hyldest til Fredericia og naturen omkring byen, og man kan læse den, som man læser en digtsamling, for den er skrevet med en idé, der holder hele vejen igennem, fra den første østers til den sidste kage. Idéen er, at man skal kunne spise sig gennem Fredericia, fra vandkanten og ned under overfladen, ind i skoven, ud på marken og tilbage på stranden, og at havet hele vejen skal smages i forhold til det land, der begynder, hvor bølgerne trækker sig tilbage. Råvarer som hamachi, snekrabbe og trøffel kommer langvejsfra, men fundamentet er lokalt med ørredrogn fra Vejle Ådal, østers fra Limfjorden, kaviar fra Lyksvad ved Vamdrup og grønt fra restaurantens egen baghave, og for køkkenchefen giver de fremmede indslag mening i fortællingen, fordi Fredericia er en havneby bygget på import og eksport, og menuen afspejler den udveksling mellem det nære landskab og de have, der forbinder byen med den store verden. Landskabet er det, man ser fra skrænten ved Trelde Næs en morgen i oktober med saltet i luften og skovbunden lige bag sig.