Om få timer tændes lysene på Tøjhusets udendørsscene, og mere end hundrede stemmer rejser sig i det, der er døbt Musicalens Kæmpekor, anført af Nanna Rossen. I to dage forvandles Fredericia til noget, ingen anden dansk by kan kalde sig med samme ret: et folkemøde om musical. MGP-vinderen Anna Frida synger, 6. Juli-Garden marcherer, Szhirley og Carsten Svendsen taler om livet bag kulisserne, og lørdag aften lukkes det hele med en koncert på teatret, før Queen of Denmark spiller op til efterfest. Det ser ud som en fest, og det er det også. Men en fest er sjældent kun en fest. Den er som regel resultatet af noget, der blev besluttet længe før, nogen tænkte på at danse.
For at forstå de to dage, der venter, må man et kvart århundrede tilbage. I år 2000 indrettede man en musicaluddannelse i en nedlagt fabriksbygning nede ved havnen, dér hvor Kanalbyen siden langsomt har rejst sig. Det var ikke en oplagt beslutning. Fredericia var en garnisons- og industriby, en by af volde og skorstene, ikke af scenelys. Men nogen så en mulighed i at gøre det, ingen andre gjorde, og byrådet bakkede op. Siden har akademiet hvert år sendt otte nye performere ud i landet. Det lyder ikke af meget. Otte mennesker om året. Men beslutninger af den slags måles ikke i det år, de træffes. De måles i de årtier, der følger.
Og der findes ingen renere prøve på den slags end et generationsskifte, der lykkes. Søren Torpegaard Lund blev optaget på akademiet som sytten-årig, den yngste nogensinde, og stod i februar på en scene i Frederikshavn og vandt Dansk Melodi Grand Prix. Da to vindere med Fredericia i rygsækken den måned tog hjem fra hvert sit grandprix med fjorten dages mellemrum, var det ikke et lykketræf. Det var et mønster, der endelig blev synligt for alle andre end dem, der havde set det komme. Denne uge gentog historien sig i det stille: afgangseleverne stod på teatrets scene i SHOWCASE med uddrag af Kinky Boots og Lizzie, og nogle af dem synger landet hører om få år.
Det er værd at huske, hvor tæt den fortælling var på at ende. For seks år siden stod byens teater som et konkursbo, og man kunne have ladet det blive ved det. Mange byer ville have gjort det. Fredericia gjorde det modsatte, stiftede et nyt teater på de samme mure og holdt fast, da det havde været nemmest at give slip. Resultatet taler nu for sig selv. Under teaterdirektør Thomas Bay er Fredericia Musicalteater blevet det eneste musicalteater i Norden med fast plads på finansloven, og til efteråret venter piratmusicalen Fang Vinden, til foråret Guldlok og de tre Bjørne, og til december julekoncerten, som familier i byen har gjort til tradition. Et hus, der for nylig var lukket, planlægger nu sæsoner år frem.
Det er her, de to dage får deres egentlige betydning. Et folkemøde er i sin grundform et sted, hvor en sag gøres fælles, hvor det, der ellers tilhører fagfolk og indviede, lægges åbent frem på torvet og bliver alles. Når Fredericia kalder sin musicalfest et folkemøde og ikke en festival, ligger der en pointe i ordvalget. Genren tilhører ikke kun dem på scenen. Den tilhører også barnet med ansigtsmaling, familien til fællessang på Volden og den nysgerrige, der aldrig før har sat sin fod i en teatersal. Det er en demokratisk tanke, klædt i scenelys.
Man skal passe på med at gøre en by til en fortælling om sig selv. Fredericia har rigeligt at slås med, som ikke synger: et sparekatalog, der er det største i nyere tid, en økonomi, der følger valgperioden tættere end konjunkturerne. Festen på Volden løser ingen af de ting, og det skal den heller ikke foregive. Men den minder om noget, der er let at glemme, når regnearkene fylder. En by er ikke kun det, den skærer fra. Den er også det, den vælger at dyrke. Fredericia valgte engang at synge, dengang det hverken var oplagt eller gratis, og byen synger højere i dag, end den gjorde, før den var ved at miste stemmen.
I de kommende to dage får man lov at høre, hvad det valg lyder som. Man skal bare møde op på Volden og lytte.
