Den konservative politiker Kirsten Hassing Nielsen ser tilbage på en travl og spændende start på det politiske byrådsliv i Fredericia. I et interview deler hun sine erfaringer og tanker om sit arbejde som politiker, samt udfordringerne med sociale medier og vigtigheden af iværksættere i kommunen.

At være i og arbejde med politik er enormt spændende, fortæller Kirsten Hassing Nielsen, der gik ind i politik for at opnå indflydelse og repræsentere borgerne på vegne af konservative værdier. Hun udtrykker også overraskelse over mængden af arbejde, der er forbundet med politik, og understreger vigtigheden af en forstående arbejdsgiver, der giver plads til politisk arbejde.

– Jeg ville gerne have indsigt i og erfaringer med hvordan det her fungerer. Jeg er blevet bekræftet i, at man kan få indflydelse, siger Nielsen.

Hun fremhæver den positive udvikling i Fredericia, med mange spændende satsninger og muligheder inden for det grønne område og erhvervslivet. Nielsen opfordrer til at tale positivt om kommunen og byen, da det giver det bedste afsæt for udvikling og tiltrækning af tilflyttere og turister.

– Det er fedt at være politiker i Fredericia. Fredericia er en positiv historie. Vi har så meget at byde på som by og kommune. Vi har en masse natur og en hyggelig by. Historien fremhæver vi rigtig tit. Men fordi vi ikke er så stor en kommune, kan vi fremhæve rigtig meget, og vi har en enorm mangfoldighed. Vi har et rigt erhvervsliv og en masse iværksættere, vi ikke taler nok om. Vi har rigtig mange spændende ting i den her by og rigtig mange spændende mennesker, som også vil noget for byen, siger Nielsen.

Når det kommer til erhvervslivet og erhvervspolitik lægger hun stor vægt på at fremhæve iværksættere og deres bidrag til vækst og arbejdspladser i kommunen. Hun mener, at politikere skal være imødekommende over for iværksættere og bakke op om deres arbejde.

– Det ligger mig meget på sinde, at vi husker iværksætterne, dem er vi tilbøjelige til at overse. De bidrager med utrolig meget og skaber vækst og arbejdspladser. De mennesker kan noget helt særligt, det skal fremhæves. Tit er iværksætteriet noget andet end de store virksomheder, der er noget iderigdom i dem, forklarer politikeren..

Men ikke alt har været godt. Hun kan godt blive bekymret over tonen på de sociale medier, som hun mener er hård og ofte krydser grænsen.

– De sociale medier har overrasket mig. Tonen er tit meget hård. Det gør mig faktisk ked af det, når politikerne tager det ind, både når de går med og når de tager det med i det politiske arbejde. Det påvirker arbejdet for meget og det bliver ofte personligt. Tonen er hård og tenderer ofte chikane mod enkelte politikere. Det er ærgerligt, og nogle bliver næsten forfulgt.

Hun fortsætter med at påpege, at politikerne selv må tage ansvar for at ændre denne dynamik:

– Vi får ikke gjort op med det, hvis vi politikere ikke selv gør op med det. Man skal stå fast og tage afstand. Det fjerner fokus fra det politiske arbejde. Meget af det, der bare foregår her i kommunen, er langt over grænsen, og meget af det virker til at være helt bevidst, især når politikerne selv går ind i det.

Nielsen advarer om konsekvenserne af denne adfærd: – Vi bliver ikke bedre, og vi får ikke et bedre samfund af det. Det påvirker unødigt det politiske arbejde. Det kan skræmme unge væk fra politik, det må ikke ske. Det skader demokratiet. Så kan man synes om politikere, hvad man vil, men personangreb hører ingen steder hjemme. Man skal huske, at den gruppe af mennesker, der er tilbøjelig til at brokke sig, den er ofte ikke særlig stor. De fleste af os er optimister og vil gerne fremgangen. Vi skal tilbage til politikken, siger hun og fortæller om sine store forventninger til netop politik, hvor hun i et nyt nedsat udvalg skal arbejde med udvalgsstrukturen.

– Hele debatten om velfærden, hvordan kan vi forbedre de her områder. Det er rigtig spændende, og jeg glæder mig til at arbejde med det. Måske nogle nye måder, måske konservative i Fredericia har noget i ærmet. Måske nogle anderledes politiske visioner. Det er spændende at arbejde med, slutter Kirsten Hassing Nielsen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her