Varmen på vej tilbage: Over halvdelen af EWIIs kunder har igen stabil forsyning

0

Et nedbrud på Skærbækværket betød onsdag morgen, at fjernvarmen forsvandt fra radiatorerne hos store dele af EWIIs 36.900 kunder i Fredericia, Kolding og Vejle. Timingen er langt fra ideel med de seneste dages vedvarende frost.

Ved middagstid melder EWII Varme, at mere end halvdelen af kunderne igen har stabil varmeforsyning. Men i dele af Kolding samt Snoghøj, Erritsø og Egeskov arbejdes der fortsat på at få varmen tilbage.

Ifølge EWII Varme kan det variere fra husstand til husstand, hvornår varmen vender retur, men forsyningen genetableres løbende.

AVISEN følger sagen.

Nu kan du stå på skøjter udendørs i Fredericia igen

0

LOKALT. Det er et par år siden, at man sidst kunne stå på skøjter under åben himmel i Fredericia. Den gamle kunstfrosne skøjtebane på Gasværksgrunden blev lagt i mølpose, og siden har byen manglet et sted at trække i de blanke meder.

Men nu har frosten gjort, hvad hverken kommunekasse eller køleanlæg kunne. Fredericia Idrætscenter har fyldt 30 centimeter vand i søen i Madsby Legepark, og kulden har gjort resten. Fra i dag klokken 12 slår de dørene – eller rettere isen – op for skøjteløbere. »Vi åbner søen nede i Madsby Legepark her i dag klokken 12,« fortæller Rasmus Hygum fra Fredericia Idrætscenter.

Søen i Madsby Legepark er klar til skøjteløb. Fredericia Idrætscenter har fyldt 30 centimeter vand i søen og ladet frosten gøre resten.

Afspærret og tjekket hver morgen

Selvom isen er tyk, tager man ingen chancer. Der løber våger under isen enkelte steder i søen, og de områder er spærret af, så skøjteløberne kun kan færdes på det sikre. »Der er nogle steder, hvor der løber våger under isen, og dem har vi spærret af, så der er et bestemt område, man må være på,« forklarer Rasmus Hygum.

Hver morgen går personalet ned og måler isen for at sikre, at den stadig kan bære. For der er ikke udsigt til, at vinteren varer evigt. »På lørdag bliver det tøvejr, så vi må tage den derfra. Folk skal nok ikke vente alt for længe, hvis de vil nå at prøve i den her omgang,« siger han.

Medbring selv skøjter – foreløbig

I første omgang skal man selv have skøjter med. Der er altså ingen udlejning ved søen endnu, men Fredericia Idrætscenter arbejder på at finde en løsning. »Vi er ude i at se, om vi kan få lov at låne nogle skøjter, som vi kan stille til rådighed. Lige så snart vi ved mere, melder vi det ud på vores Facebook-side,« siger Rasmus Hygum.

Søen i Madsby Legepark åbner for skøjteløb onsdag klokken 12. Personalet tjekker isen hver morgen.

Indtil da gælder det om at rode kælderen eller garagen igennem – og skynde sig ned til Madsbyparken, mens frosten holder.

Søen i Madsby Legepark er åben fra i dag klokken 12. Medbring selv skøjter. Hold øje med Madsby Legeparks Facebook-side for løbende opdateringer om is og åbningstider.

Frosten bider sig fast: Gammel Havn er lagt i is – men Lillebælt kæmper imod

0

VEJRET. Hvem der de seneste dage har gået en tur langs Gammel Havn i Fredericia, har kunnet se et sjældent syn. Det stillestående vand i havnen ligger under et lag is, og det er fristende at tro, at Lillebælt er ved at fryse til.

Men det er det ikke. I hvert fald ikke endnu. »Lillebælt er ikke frosset til, men fjordene er hårdt ramt, mange steder med drivis i en grad, så det generer sejlads,« forklarer oceanograf Jacob Woge Nielsen fra Danmarks Meteorologiske Institut.

Det, der holder bæltet isfrit, er strømmen. Der løber ofte stærk strøm gennem Lillebælt, og vand i bevægelse fryser nødigt – uanset hvor koldt det er i luften. »Strøm og vind har stor betydning. Vand i bevægelse fryser nødigt. Det er velkendt, at fugle kan holde en våge åben i ellers solid is på søer i meget lang tid, simpelthen ved at padle rundt,« siger Jacob Woge Nielsen.

Gammel Havn i Fredericia har lagt sig i is under den seneste uges kulde. Sidst Danmark oplevede noget nær en isvinter var i 2010/11.

Tæt på den magiske grænse

Havtemperaturen i Lillebælt ligger lige nu på omkring nul grader. Saltvand fryser dog ikke ved nul som ferskvand – det kræver lidt mere. Saltholdigheden i Lillebælt svinger typisk mellem 15 og 20 promille, og det betyder, at vandet først fryser ved minus 0,7 til minus 1,0 grader.

For at vurdere, hvor tæt vi er på en egentlig tilfrysning, bruger DMI det, der kaldes en kuldesum – en samlet opgørelse over frostdøgn ved danske kyststationer. Når kuldegraden rammer 50, begynder de åbne farvande erfaringsmæssigt at fryse til.

Og netop nu nærmer vi os det tal. »Vi er ved at nå op omkring en kuldesum på 50,« fortæller Jacob Woge Nielsen, men tilføjer at sammenhængen er rent statistisk. Kraftig blæst kan forhindre isdannelse, selv når det har været meget koldt.

Længe siden sidst – men ikke unormalt

Sidste gang Danmark oplevede noget, der mindede om en isvinter, var vintrene 2009/10 og 2010/11. Før det skal man tilbage til 1995/96. Ved egentlige isvintre når kuldegraden typisk op på mindst 150 – og under de hårdeste vintre under Anden Verdenskrig ramte den helt op omkring 500.

Historisk set har isvintre ramt Danmark en til to gange pr. årti, men de seneste tre årtier har budt på bemærkelsesværdigt få hårde vintre. »De sidste cirka 30 år har der været bemærkelsesværdigt få hårde vintre, og nogle har nærmest virket som ét langt efterår,« siger Jacob Woge Nielsen.

Så det, vi oplever nu, er inden for normalen for danske vintre. Det er bare længe siden sidst.

1.500 tons vejsalt og tre gange så stort forbrug

At vinteren har bidt sig fast, mærkes også i Fredericia Havn. Fredericia Shipping har netop omlæsset 1.500 tons vejsalt fra skib til lastbil, og tempoet har i perioder været så højt, at saltet næsten er kørt ud, lige så hurtigt som det er blevet sækket op. Ifølge virksomheden er der på nuværende tidspunkt brugt cirka tre gange så meget salt som på samme tidspunkt sidste år – og vinteren er endnu ikke forbi.

Nyd synet mens det varer

Med tøvejr i prognoserne fra weekenden er det uvist, hvor længe isen i Gammel Havn holder. Kuldegraden kan nå den historiske grænse – men strøm, vind og et par plusgrader kan ændre billedet hurtigt.

Så hvis man vil se Gammel Havn i is, er det nu, man skal gå en tur ned langs kajen.

Varevogn brød i brand ved tankanlæg i Fredericia

0

En varevogn brød onsdag morgen klokken 4.25 i brand ved Ingo-tankstationen på Vejlevej i Fredericia. Branden spredte sig til tankanlægget, som fik skader. Der var kraftig røgudvikling.

Føreren var kørt frem for at tanke, da vedkommende lugtede brændt. Føreren åbnede motorhjelmen og konstaterede, at det brændte i motoren.

Branden tyder på en teknisk fejl i køretøjet. Politiet foretager sig ikke yderligere, og oprydning og erstatning skal afgøres mellem parterne.

Det oplyser Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi onsdag morgen.

Tusindvis uden varme i Trekantområdet: Skærbækværket ude af drift

0

Fjernvarmen er onsdag morgen forsvundet fra radiatorerne i store dele af Fredericia, Kolding og Vejle. Årsagen er et nedbrud på Skærbækværket, der leverer varme til størstedelen af EWII Varmes 36.900 kunder i området.

EWII Varme oplyser i en pressemeddelelse, at alle fjernvarmekunder kan være påvirket, men at det varierer fra husstand til husstand, hvornår og hvor hårdt man mærker det.

Selskabet arbejder på at få en nødforsyning op at køre og forventer, at varmen vender gradvist tilbage i løbet af formiddagen.

Butikstyveri endte med fund af amfetamin

0

En 47-årig mand er sigtet for tyveri efter et butikstyveri på Jupitervej i Fredericia i går eftermiddag. Manden stjal to pakker Lego til en samlet værdi af 374 kroner.

Personalet forsøgte at holde ham tilbage, men han forlod stedet og satte i løb. Han blev indhentet af politi og butiksdetektiv.

I forbindelse med anholdelsen fandt politiet 0,31 gram amfetamin i hans jakke.

Det oplyser Hans Hoffensetz fra Sydøstjyllands Politi onsdag morgen.

Melvin Kakooza besøgte IBC og valgte vinderidé til Fredericia-kampagne

0

LOKALT. Det begyndte som en tanke i en imagegruppe hos Business Fredericia. En ambition om at samle midler og skabe initiativer, der kan styrke fortællingen om Fredericia.

Det endte i auditoriet på IBC Fredericia Middelfart, hvor otte elevgrupper præsenterede deres bud på en kampagnefilm med Melvin Kakooza i dommerpanelet. »Jeg er blevet inviteret af IBC i forbindelse med en Løvens Hule-dag sammen med Business Fredericia, hvor eleverne har fået lov til at pitche deres bud på, hvordan Fredericia skal præsenteres,« fortæller han.

En selvironisk fortælling om byen

Hos Business Fredericia var tanken om et nyt videoprojekt allerede i gang, før eleverne blev koblet på. I en såkaldt imagegruppe arbejder organisationen med at samle midler fra forskellige foreninger og omsætte dem til konkrete initiativer, der kan markedsføre Fredericia. »Vi har lavet en imagegruppe, som har til formål at pulje midler fra forskellige foreninger og lave tiltag, der kan markedsføre Fredericia,« fortæller Malou Trabjerg, medie- og eventmanager hos Experience Fredericia / Business Fredericia.

I den proces opstod idéen om at tage udgangspunkt i Melvin Kakooza. »Melvin er meget aktuel lige nu, og han har en stærk relation til Fredericia. Han vil byen, og det ville vi gerne bygge videre på. Derfor opstod idéen om at lave et videoprojekt med ham som omdrejningspunkt og vise Fredericia frem med en selvironisk vinkel.«

Malou Trabjerg, medie- og eventmanager hos Experience Fredericia / Business Fredericia, og eventkoordinator Lotte Fenneberg var med til at stå bag Løvens Hule-dagen på IBC. Foto: Fredericia AVISEN

I stedet for at bestille en færdig produktion udefra valgte man at inddrage eleverne på IBC og gøre idéudviklingen til en del af et længere undervisningsforløb. Arbejdet begyndte i starten af efteråret 2025 og har strakt sig over flere måneder. »Det har været en lang proces, og eleverne har været med hele vejen derfra,« siger Malou Trabjerg.

Forskellige bud – én idé gik videre

På selve dagen kulminerede forløbet i auditoriet på IBC Fredericia, hvor otte grupper præsenterede deres bud på, hvordan Fredericia kan fortælles i en kampagnefilm. I dommerpanelet sad repræsentanter fra IBC og Business Fredericia, Melvin Kakooza selv samt de fagfolk, der efterfølgende skal føre projektet videre her, Anders Christiansen, indehaver af Nordisk Media, og Allan Sørensen fra bureauet Superego.

For Melvin Kakooza var spændvidden i idéerne tydelig. »Vi har set meget forskellige, men rigtig gode bud – lige fra mere dokumentariske pitches til short-form og fiktion. Det har været spændende.« Han hæfter sig ved, at flere af eleverne valgte at tænke ud over deres egen målgruppe. »Det er unge elever på 18-19 år, men flere af dem har valgt at fokusere på en lidt ældre aldersgruppe. Det synes jeg er modigt.«

Efter præsentationerne var det Ashmita Budathoki og Cecilie M. Nielsen fra 3.a, der blev udpeget som vindergruppe. Ifølge Melvin var det især deres greb, der gjorde forskellen. »Det er en gruppe, der har formået at få humor ind i fortællingen om byen og komme bredt omkring. Og så havde de valgt en stil, som lå tæt op ad det, jeg selv laver, for eksempel i Helt sort. Derfor kunne jeg godt se, hvor inspirationen kom fra, og det gjorde det nemt for mig at gå ind i det og bygge videre sammen med dem.« For ham handler det ikke kun om en god idé på papiret, men om et udtryk, han kan genkende sig selv i og arbejde videre med.

Ashmita Budathoki og Cecilie M. Nielsen fra 3a vandt Løvens Hule-dagen på IBC med deres bud på en humoristisk kampagnefilm om Fredericia. Læs også deres reaktion på sejren og historien bag idéen her på avisen. Foto: Fredericia AVISEN

Mere end en kampagne

Med kåringen af vindergruppen begynder næste fase. Idéen skal nu omsættes til et egentligt storyboard og udvikles i et samarbejde mellem Melvin Kakooza, Business Fredericia og de professionelle aktører. »Næste skridt er, at vi mødes og får udviklet en historie sammen med de andre, der har været med til at vælge idéen. Og så skal vi lave den, og på et tidspunkt får I lov til at se resultatet,« siger Melvin Kakooza med et smil.

Ifølge Malou Trabjerg bliver arbejdet organiseret i flere led. Først skal konceptet konkretiseres og forfines, så det kan danne grundlag for produktionen. Derefter skal Anders Christiansen fra Nordisk Media stå for optagelser og den endelige film, mens Allan Sørensen og bureauet Superego udvikler kampagneuniverset omkring materialet. »Nu skal det laves til et færdigt storyboard, og Melvin skal være med i processen, fordi det er ham, der skal kunne se sig selv i det.«

Planen er, at kampagnen rulles ud i løbet af 2026. For Malou Trabjerg har dagen imidlertid handlet om mere end at finde en vinder. Den har også været et eksempel på, hvordan unge kan arbejde med en konkret opgave, hvor idéerne har reelle modtagere og en mulig fremtid uden for klasselokalet. »De unge mennesker har taget det meget alvorligt. Man kunne mærke, hvor meget tid og energi de har lagt i arbejdet,« siger Malou Trabjerg. Undervejs er projektet vokset i både omfang og ambition. »Det er blevet større, end vi havde forventet.«

Kitzchen er bygget til at samle

0

GASTRONOMI. Der er et særligt tempo i mennesker, der har haft deres hverdag i et køkken siden barndommen. Det kan høres i måden, de taler på, i sætninger, der falder hurtigt, men alligevel rammer præcist. Og det kan mærkes i blikket for helheden: evnen til at se en forretning som en række små bevægelser, der enten spiller sammen eller falder fra hinanden, alt efter hvordan de bliver håndteret.

Mads Täkker er 36 år, og han har været en del af restaurationsbranchen, siden han var 13. Et arbejdsliv, der begyndte helt nede ved opvasken og gradvist har flyttet sig op gennem køkkenets hierarkier. »Jeg startede som opvasker. Som 16-årig kom jeg i lære på Hannerup Skov i Fredericia. Jeg var udlært som 19-årig, og siden har jeg egentlig ikke set mig tilbage,« fortæller han.

Det er mange år i en forholdsvis ung alder, som han også selv bemærker. Alligevel er det ikke længden på karrieren, der står som det mest markante. Det er snarere det sted, han befinder sig i dag, et sted, hvor han langsomt har bevæget sig væk fra den forestilling, han engang havde om sit arbejdsliv. »Det har udviklet sig undervejs. Jeg troede, jeg skulle bruge livet på at lave mad. I dag bruger jeg langt mere tid på den anden side af køkkenet. Jeg er mere administrativ, end jeg er kok,« siger han.

Han producerer stadig det meste i huset, understreger han, men den primære tid går med at drive, styre og udvikle. Det er et skifte, mange i branchen før eller siden oplever. Man begynder med hænderne i råvarerne og ender med blikket rettet mod helheden. Pludselig er man den, der skal få det hele til at hænge sammen, ikke kun på en travl lørdag aften, men gennem et helt år, hvor råvarepriser, bemanding, gæstestrømme og forventninger hele tiden er i bevægelse.

At Mads skulle finde sin vej i restaurationsverdenen, var han aldrig i tvivl om. Spørgsmålet var snarere, hvordan han skulle tage de første skridt. »Min onkel har haft et hotel i 25 år på Vestkysten, hvor mine forældre havde sommerhus. Når vi var der om sommeren, kunne jeg sidde ude i skuret og skrælle gulerødder og kartofler,« fortæller han. Det var dér, noget satte sig fast. Og da han senere stod i 10. klasse og skulle vælge retning, blev kontrasten tydelig. »Jeg stod ved en skillevej: handelsskolen eller kokkevejen. Men jeg kunne også mærke, at jeg havde mere energi end de fleste i min alder. Jeg var i praktik i en tøjbutik. Jeg skulle have været der i 14 dage, men jeg holdt fire. Det var ikke mig,« siger han.

Han beskriver det som et spørgsmål om at få kanaliseret den energi, han bar rundt på. Kokkefaget lå tæt på, både i temperament og i familien. Hans storebror er slagter, og de voksede begge op med duften af råvarer, arbejdet i hænderne, og den tavse forståelse af, at man gør sig umage, fordi nogen skal spise det, man laver.

Vejen frem mod Kitzchen

Kitzchen kom ind i Mads Täkkers liv i 2020. Men som med de fleste afgørende skift begynder historien et stykke før det tidspunkt, hvor det hele får et navn.

Fra 2013 til 2016 var han køkkenchef på Gram Slot. Herefter kastede han sig ud i livet som selvstændig og drev fra 2016 til 2019 stedet Perhaps i Fredericia. Da fornemmelsen af, at projektet havde haft sin tid, meldte sig, blev det udfaset stille og roligt. Han vendte derefter tilbage til Gram Slot – denne gang som hotelchef – og stod i spidsen for driften, indtil han valgte at sige op. »Jeg kunne mærke, at det ikke var dér, jeg skulle være. Jeg skulle hjem til min kone, og hun var gravid med nummer to. Så jeg sagde jobbet op, uden egentlig at have noget andet,« fortæller han.

Kort efter ringede Jan Zederkof.

Kitzchen er tænkt som et sted, hvor børn, forældre og bedsteforældre kan være sammen uden at vælge side.

Mads kendte ham ikke i forvejen. Men Jan havde spurgt rundt – blandt andet på skolen – om der var nogen, der kunne være interessante. Og i en branche, hvor mange har fulgt hinanden gennem årene, går den slags hurtigt. »Der var en på skolen, som kendte mange af eleverne godt. Han vidste, at jeg havde sagt op, og at jeg var ledig,« siger Mads. Han blev ansat til at styre virksomheden. Til at arbejde videre med det, der allerede var, og give idéen en skarpere form. Til at pudse udtrykket, samle trådene og gøre retningen tydeligere.

Kitzchen er bygget som en foodcourt, men med en klar indre sammenhæng. Her handler det ikke om adskilte boder, men om ét samlet køkken med flere udtryk og en fælles tanke bag. »Kitzchen er en foodcourt, det er det, stedet er bygget til, og det, det skal være. Tanken er at samle meget forskellig mad under samme tag. Vi har taget det, vi selv kan lide, kørt en rød tråd igennem det og samlet det i ét køkken,« fortæller han.

Bag idéen ligger ønsket om at skabe et sted, hvor flere generationer kan være sammen. Et sted, hvor rammerne er brede nok til, at både børn, forældre og bedsteforældre kan finde sig til rette, uden at man først skal afklare, hvem middagen egentlig er tiltænkt. »Jan ville lave et madkoncept, som ikke var her i forvejen. Han ville bygge noget, der er for alle generationer, og et sted, hvor jeg kan komme med mine børn og også tage mine bedsteforældre med,« forklarer Mads.

Derfor bredden. Pizza og fritter til dem, der vil have det. Andre retter til dem, der søger noget mere. Og det hele samlet i en form, der gør det muligt at mødes på tværs, så stedet opleves åbent og inkluderende for alle, der træder ind ad døren.

Rammer, der skal kunne holde til både travle lørdage og stille hverdage.

Men lige da Mads stod klar til at tage fat, indtraf det, som de fleste stadig husker tydeligt. Coronaen ramte, og hverdagen blev sat på pause, før den for alvor var begyndt. »Jeg skrev under på kontrakten og skulle starte en måned senere, og så kom coronaen. Jeg begyndte med en meget lang ferie, fordi jeg ikke måtte være her. Vi havde lukket, og det var frygteligt for os alle sammen,« fortæller han.

Det var en hård tid. For medarbejderne. For forretningen. For hele branchen. Men midt i stilstanden opstod også et rum, hvor tempoet blev tvunget ned, og hvor der pludselig var tid til at se på Kitzchen med nye øjne. Ikke i driftens hast, men i ro. Og det var i den pause, forandringen begyndte.

På det tidspunkt arbejdede Kitzchen med tre adskilte koncepter: et italiensk køkken, et amerikansk køkken og et asiatisk køkken. På papiret gav det god mening for en foodcourt. I praksis viste det sig at være mere begrænsende end befriende. Koncepterne satte rammer, som var svære at bevæge sig frit indenfor. »Vi ændrede det til kold-, lun- og brødkøkken for at give os selv frihed. Før var vi låst. Folk kunne kigge op og sige: tapas. Og så stod vi der, fordi en anden gæst kunne sige: Det er ikke tapas, for tapas er spansk, og det har I ikke,« fortæller han.

Det kan lyde som en sproglig justering, men i virkeligheden var det et afgørende greb. For det er ofte i detaljerne, en forretning enten bliver smidig eller tung. Med den nye opdeling blev køkkenet åbnet op, og der opstod plads til at kombinere, tilpasse og sammensætte retter på tværs, uden at skulle forklare eller forsvare dem. »Nu kan vi kalde det, hvad vi vil. Vi kan lave de sammensætninger, vi vil, fordi vi ikke er bundet af en bestemt kasse,« siger Mads.

Det gav en anden frihed. Ikke bare i menuen, men i hele måden at tænke Kitzchen på. Et skridt væk fra faste kategorier, og tættere på det, stedet i virkeligheden gerne ville være.

Når inde og ude hænger sammen

Udendørs folder en anden del af fortællingen sig ud. Skolebussen, burgerne og ishuset står som forskellige udtryk for den samme idé og hænger tættere sammen, end det umiddelbart kan se ud.

Mads beskriver det som én samlet helhed, hvor rammerne skifter, men gæsterne er de samme. Familien følger med, uanset om dagen kalder på is i solen, en burger under åben himmel eller et længere måltid indenfor, når vejret ændrer sig. »Jan ville fra starten have et ishus, og han er også en passioneret burgermand, så han ville samle det. Mange rådede ham til at lade være, fordi de mente, han ville kannibalisere sig selv. Men hans tanke var, at han kunne trække familien: børn og mor vil have is, far vil have en burger. Så kan de mødes derude. Og når hele generationen skal med, tager de herind, fordi der er det hele samlet,« siger Mads.

I praksis fungerer det netop sådan, fortæller han. De samme gæster bevæger sig mellem rammerne, alt efter hvordan dagen arter sig. »Om sommeren kan vi på regnvejrsdage fylde op herinde. Når solen skinner, fylder vi op derude. Jeg tror, vi har de samme gæster uanset hvad. Det handler mest om, hvor vi fordeler dem,« siger han.

Isen er et kapitel for sig. Her bliver Mads næsten undervisende, og ikke for at imponere, men fordi han mener, forskellen både kan smages og ses. Og fordi kvalitet for ham ikke er et abstrakt begreb, men noget meget konkret. De bruger Kastberg Is, som han uden tøven kalder noget af det bedste, man kan få i Danmark. For at forklare hvorfor, tager han fat i et eksempel, der er svært at glemme. »Pistacieis er et godt eksempel. De almindelige er helt grønne. Pistacieis fra Kastberg er hvid, fordi pistacienødder ikke farver,« bemærker han. For Mads handler det ikke om at tale andre ned, men om at vise, hvad kvalitet betyder i praksis, helt nede på råvareniveau. »Det siger noget om, at der ikke kommer et forarbejdet produkt ind ad døren. Der kommer friske råvarer, som står og modner. Det er verdensklasse.«

Han har selv været på besøg hos producenten og set arbejdsgangene på tæt hold. Det er den slags detaljer, han hæfter sig ved. »De skulle lave banana split. Der kom en palle bananer hjem, og så sad de alle sammen i kølerummet og pillede bananer, fra direktøren, og helt ned til fejedrengen. Det siger ret meget,« fortæller han.

Kvalitet begynder med mennesker

I Kitzchen handler kvalitet imens om mere end råvarer og håndværk, indskyder Mads senere. Den handler også om mennesker og om den måde, arbejdet bliver gjort på i hverdagen. Han beskriver sig selv som mere administrativ end operativ. De unge medarbejdere står i driften, mens han selv sætter retning, rammer og struktur. »Vi har lagt ansvaret hos de unge. Jeg sætter retningslinjerne og hjælper dem i den rigtige retning, men det er dem, der står i det til daglig,« siger han. Derfor ser han også Kitzchen som en læringsplads, og et sted, hvor ansvar ikke bare gives, men mærkes. »Når vi har 15-16-årige i ishuset, lærer de at tage imod en ordre, udføre den og tage ansvar for den. Det er sund læring,« siger han.

I Mads’ måde at tale om ledelse og kultur på fylder trivsel det meste. For ham er det fundamentet, som resten af forretningen står på. »Jeg bruger den tid, det kræver, på at medarbejderne har det godt. Glade medarbejdere giver en langt bedre oplevelse for gæsterne. Trivsel kommer først,« siger han. Hans værdikompas kan i virkeligheden koges ned til én sætning: »Jeg skal kunne mærke, at du vil det.«

Evner kan læres, forklarer han, men engagement kan mærkes. Og der skal også være plads til, at unge mennesker tager deres liv med sig på arbejde, både på de gode dage og på dem, hvor det hele fylder lidt mere. »Du må gerne have en rigtig dårlig dag. Du skal bare sige det, når du kommer,« siger han. For når det bliver sagt højt, kan hverdagen justeres, opgaverne flyttes, og både mennesket og forretningen fungere videre. »Så flytter vi rundt på opgaverne, og så har vi alle sammen vundet,« bemærker han og smiler.

Et ben mere at stå på

Ved siden af den daglige drift er der også et ben, der stille og roligt er vokset frem: Mad ud af huset.

Erfaringen har Mads haft med sig længe. Allerede i sin læretid arbejdede han meget med mad ud af huset, men da han begyndte i Kitzchen, fyldte det kun en mindre del af forretningen. Under corona blev der eksperimenteret med takeaway, mens han selv var hjemsendt. Erfaringen viste dog hurtigt, at det ikke var den rette vej for stedet. »Det fungerede ikke for Kitzchen,« siger han.

Mad ud af huset er blevet et vigtigt ben i forretningen.

I stedet begyndte de langsomt at bygge noget andet op: selskaber, større bestillinger og arrangementer, hvor maden ikke bare skal ud ad døren, men passe ind i en større sammenhæng. Det har taget tid, fortæller han, og det har kostet penge. En proces, hvor tålmodighed har været lige så vigtig som håndværk. Nu begynder det at give sig udslag. »Vi er nået derhen, hvor bestillingerne bare kommer. Konfirmationer skriver: Vi fik mad fra jer sidste år, og vi vil gerne have den samme menu igen. Kan vi hente den på den og den dag? Så kan jeg svare ja, booke det, og så er vi i mål,« siger han.

For Mads er det endnu et eksempel på, at forretningen skal hvile på flere ben. Ikke fordi ét ben er svagt, men fordi helheden bliver stærkere af det. Han lægger ikke skjul på, at restaurationsbranchen sjældent er det, der gør folk rige. Derfor handler det om balance og om at have flere indtægtsstrømme, der kan støtte hinanden. »Burgerne kan hjælpe os. Isen kan hjælpe os. Den almindelige drift herinde kan hjælpe os. Og nu kan vi også sende mad ud,« siger han.

Tænkt ind i byen

For Mads handler balancen ikke kun om økonomi, men også om sted og sammenhæng. Forretningen skal give mening, ikke bare på bundlinjen, men i den by, den er en del af. Det afspejler sig i den måde, han tænker Kitzchen ind i Middelfart og i hverdagen omkring stedet.

Der kommer jævnligt ansøgninger fra Odense, fortæller han. Det er ikke så mærkeligt i en branche, hvor konkurrencen om arbejdskraften er hård. Men når han kan vælge, foretrækker han medarbejdere fra nærområdet. »Jeg vil helst have medarbejdere lokalt. Vi har et stort gymnasie her i byen, og vi har masser af unge mennesker. Hvorfor skulle vi ikke bruge dem? Det giver god mening for mig,« siger han.

Det er ikke et princip, der er skrevet ind i en plan, men en måde at tænke forretning på. Når de unge bærer store dele af hverdagen i Kitzchen, hænger det naturligt sammen, at de også har deres liv i området. »Jeg ved godt, at når jeg ansætter en, så følger familien ofte med. Når de skal ud at spise, ligger vi også i baghovedet,« siger han.

Også placeringen ser han som en styrke. Kitzchen ligger ikke midt på torvet, men til gengæld tæt på det meste, der får hverdagen til at hænge sammen. »Der er masser af parkeringsmuligheder, og der er omkring 12 minutters gang til togstationen. Det gør det nemt at komme hertil, også hvis man ikke bor lige rundt om hjørnet,« siger han og peger på, at det samme praktiske hensyn også præger den måde, forretningen udvikles på.

At holde skruen i vandet

Når Mads kigger fremad, gør han det uden store armbevægelser. Udviklingen skal ske med omtanke og i et tempo, hvor forretningen kan følge med. »Lige nu holder vi skruen i vandet og passer på os selv. Fødevarepriserne er stadig høje, og med et så stort koncept kræver det, at vi træffer beslutninger med ro,« siger han.

Derfor har Kitzchen valgt en linje, hvor noget af presset bliver taget internt, frem for at blive sendt videre med det samme. »Vi har taget noget af slaget selv,« siger han. Samtidig er Mads ikke typen, der læner sig tilbage. For det gør man ikke, mener han, hvis man vil have en forretning til at leve. »Man må aldrig stoppe op og sige, at alt er fint. Så går forretningen i stå,« slutter han.

Derfor ligger der allerede planer klar. Ikke store forkromede visioner, men konkrete justeringer i hverdagen: en månedsburger i bussen, hvor gæsterne selv kan byde ind med idéer. En ombygning af ishuset, så afviklingen kan gå hurtigere på de travle dage. Mere hygge udenfor, nye parasoller, og i foråret også lidt mere øl, når samarbejdet med Møn Bryghus folder sig ud. Det handler ikke om store forandringer, men om løbende justeringer. Små greb, der tilsammen får tingene til at fungere lidt bedre, lidt mere smidigt.

Og måske er det akkurat dér, Mads står i dag. Ikke kun som kok, men som den, der skal få helheden til at hænge sammen – for gæsterne, medarbejderne og de generationer, Kitzchen i sin tid blev skabt til.

Analyse: FHK har niveauet – men ikke disciplinen

0

Fredericia Håndboldklub viste tirsdag aften både det bedste og det værste i 30-32-nederlaget til Kadetten Schaffhausen. Analyserer man kampen koldblodigt, er det mest slående, at FHK faktisk havde kvaliteten til at vinde. Det var disciplinen, der manglede.

Lad os starte med det, der fungerede. For det er vigtigt at forstå, at dette ikke var en kamp, hvor FHK blev kørt over af et bedre hold. Det var en kamp, FHK selv smed væk.

Skudeffektiviteten lå på 71 procent – højere end Kadettens 68. Anders Kragh Martinusen scorede på seks af syv forsøg. Evgeni Pevnov, Kristian Hubert Larsen og Kasper Palmar scorede med 100 procent. Det er tal, der burde vinde kampe.

Men så er der det andet tal. Det grimme tal. 12 tekniske fejl. Og en samlet angrebseffektivitet på bare 45 procent, fordi så mange angreb endte uden et skud blev løsnet. Det er der, analysen begynder.

Boldtabene: Et mønster, ikke tilfældigheder

Det er fristende at kalde de mange boldtab for uheld eller nervøsitet i en stor europæisk kamp. Men ser man nærmere på, hvornår fejlene kom, tegner der sig et mønster.

FHK tabte bolde i tre situationer: I 7 mod 6-spillet, i kontraløb og i opbygningsfasen under pres. Det er ikke tilfældige fejl. Det er strukturelle problemer, som Kadetten bevidst udnyttede.

Schweizerne pressede højt i deres forsvar i perioder, varierede mellem 5-1, 6-0 og 3-3, og tvang FHK til hurtige beslutninger. Når FHK’s spillere så skulle aflevere under pres, opstod fejlene. Og hver gang en bold røg i hænderne på Kadetten, stod der en Odinn Rikharðsson eller en Luka Maros klar i den anden ende til at straffe det.

I 7 mod 6-spillet var problemet endnu tydeligere. Når det fungerede, scorede FHK. Men når afleveringerne ikke sad – og det skete for ofte – lå et tomt mål åbent, og Kadetten scorede gratis. Det er en ren cost-benefit-beregning, og tirsdag aften kostede det mere, end det gav.

Rikharðsson-problemet

Kadettens taktik var i virkeligheden enkel: Giv bolden til Odinn Rikharðsson og lad ham løse det. Og FHK fandt aldrig et svar.
Islandingen scorede ni mål på ti forsøg – en effektivitet på 90 procent, der er nærmest umulig at forsvare sig imod. Han scorede fra fløjen, fra syv meter, i kontraer og i tomt mål. Han fremprovokerede en angrebsfejl ved klogt at stille sig i vejen for Mads Thymann. Han var simpelthen involveret i alt. Det interessante er, at FHK’s forsvar i perioder faktisk stod godt.

Pelle Segertoft kæmpede bravt, og der var flere stærke parader i forsvarsrækken. Men Rikharðsson spillede ikke centralt, hvor FHK’s forsvar var stærkest – han opererede på fløjen og i overgangsspillet, hvor FHK var mest sårbare. Det er en taktisk udfordring, som Houmark og hans stab skal arbejde med inden returkampen.

Mønsteret er genkendeligt fra Bambuni Herreligaen. FHK kan spille i perioder, der matcher de allerbedste. Men de kan ikke gøre det i 60 minutter. Og på europæisk niveau straffes det.

Taktiske spørgsmål til trænerbænken

Houmark viste handlekraft med sin timeout ved 4-8 og sit målmandsskifte til Kalle Nissen Møller i anden halvleg. Men der er taktiske valg, der efterlader spørgsmål – og en nagende følelse af sjusk.

Det mest iøjnefaldende: Hvorfor spillede Kasper Palmar hele anden halvleg? Palmar scorede to mål og havde fine momenter, men da kampen var tættest, og FHK havde mest brug for at finde rytmen i angrebsspillet, manglede den bagkæde, der rent faktisk har vist, at den fungerer.

Tænk tilbage på kampen mod TTH Holstebro torsdag aften. Da FHK kæmpede sig tilbage fra minus fem, var det med Kjeldgaard, Thymann og Martinusen i bagkæden. Det var den kombination, der skabte flowet, der fandt hinanden, og der leverede under pres. Tirsdag aften fik de tre ikke et eneste sekund sammen på banen.

Det er svært at forstå. Når man har en bagkæde, der har bevist, at den kan levere i de afgørende minutter – hvorfor samler man den så ikke, når kampen er på spil? Det er et spørgsmål, Houmark skylder et svar på. Men lederne på banen med den karismatiske og ekstremt venlige Martinusen må også hive op i trøjen på sig selv og de andre FHK-spillere. Han sagde inden forårssæsonen startede, at noget af det vigtigste var at vise en vilje og en gejst i spillet. Den mangler stadig over 60 minutter. Men jeg er ikke i tvivl om, at det kan vende. FHK er ved at bygge op, og det har været en turbulent sæson på alle parametre, så er det vanskeligt at levere; også på banen.

Og mens vi er ved spørgsmålene til bænken: Hvad har William Moberg gjort for at beholde sin plads? Den svenske playmaker var stort set usynlig tirsdag aften og bidrog minimalt i begge ender af banen. Jonas Kruse sad kamp efter kamp på bænken – og det er svært at argumentere for, at han kunne have gjort det dårligere. Når rotationen ikke fungerer, og de samme spillere får chancerne uden at levere, begynder det at ligne vanetænkning frem for taktik.

Kasper Young havde desuden en vanskelig aften med fire mål på syv forsøg – og det var ikke kun statistikken, der var problemet. Det var tidspunkterne. Brændere i afgørende øjeblikke, hvor et mål kunne have vendt det hele. Alligevel blev der ikke justeret.
Det efterlader en følelse af, at der manglede en klarere plan for, hvordan de sidste 25 minutter af kampen skulle gribes an. En følelse af sjusk, der ikke hører hjemme på europæisk niveau.

Fortet er faldet

Der var engang, hvor ARENAEN i Fredericia var et fort. Hvor modstanderne vidste, at de gik ind til en kamp, der ikke kun skulle vindes mod syv spillere, men mod en hel hal. Hvor larmen, gejsten og den ottende mand på tribunen kunne afgøre tætte kampe.
Tirsdag aften var der 1.115 tilskuere. Det er ikke nok. Og det kunne mærkes.

HK Ultras vågnede først for alvor, da FHK udlignede til 15-15 i anden halvleg. Inden da var hallen for stille til en europæisk aften. Der manglede den intensitet fra tribunen, der tidligere har løftet FHK i de afgørende momenter. I en kamp afgjort af marginaler – og det var denne kamp – kan stemningen i hallen være den forskel, der tipper balancen.

Det er ikke kun et spørgsmål om, at folk skal møde op. Det er et spørgsmål om, hvilken identitet FHK vil have. Klubben spiller Europa League og havde Champions League-kampe mod Paris Saint-Germain sidste sæson. Det er en bedrift, der burde fylde hallen. At det ikke gør det, bør bekymre alle i og omkring klubben.

For gnisten manglede tirsdag aften – ikke bare på banen, men også udenfor den. Og de to ting hænger uløseligt sammen.

Hvad nu?

Nederlaget er ikke en katastrofe. FHK har stadig tre kampe tilbage i gruppen, og returkampen i Schaffhausen den 10. marts giver mulighed for revanche. Men kampen mod Kadetten blotlagde svagheder – på banen, på trænerbænken og på tribunen – som skal løses, hvis drømmen om avancement skal holdes i live.

FHK har talentet og viljen. Det viste comebacket fra 4-8 og den eksplosive start på anden halvleg. Men europæisk håndbold kræver mere end perioder med godt spil. Det kræver 60 minutters disciplin på banen, klare taktiske valg fra bænken og 60 minutters opbakning på tribunen.

Næste opgave er allerede lørdag, når Aalborg Håndbold gæster Middelfart Sparekasse Arena i ligaen. Det er endnu en kamp, hvor marginalerne vil afgøre det hele. Spørgsmålet er, om FHK – og Fredericia – har lært af tirsdagens dyre lektie.

Læs også

Nyt stemningsafsnit skal samle de yngste FC Fredericia-fans

0

SPORT. FC Fredericia Fanklub sætter nu gang i et nyt initiativ målrettet klubbens yngste tilhængere.

I samarbejde med FC Fredericia bliver der fra hjemmekampen mod Silkeborg den 1. marts oprettet et særligt børne- og ungestemningsafsnit på stemningstribunen. Her skal unge fans have deres eget område, hvor de kan synge med på klubbens sange og være en aktiv del af opbakningen.

Ifølge fanklubben er tanken at skabe et frirum for ligesindede og alderssvarende unge, som vil være med til at løfte stemningen på stadion.

For at få initiativet godt fra start inviteres alle interesserede børn og unge til en opstartsworkshop lørdag den 28. februar klokken 13.00 til cirka 14.30 i fanzonen i Monjasa Park.

Workshoppen byder blandt andet på mulighed for at lære stemningssangene bedre at kende, få en rundvisning på stadion, møde nogle af spillerne og tale med de frivillige voksne, som bliver tilknyttet det nye afsnit.

På selve stemningsafsnittet vil der være tryghedsskabende, frivillige voksne til stede, som kan kontaktes ved behov. Udgangspunktet er, at afsnittet er forbeholdt de unge, mens forældre og andre voksne er velkomne til workshoppen for at høre mere om tiltaget og rammerne.

Det er gratis at deltage i workshoppen, men tilmelding er obligatorisk, og alle børn og unge skal trække en billet, så arrangørerne har overblik over deltagerantallet. Ledsagende voksne skal ikke have billet.

Som en ekstra opstartsgave får alle tilmeldte børn og unge en lille ting fra fanklubben samt en gratis billet til stemningsafsnittet til kampen mod Silkeborg den 1. marts.

Med initiativet håber fanklubben at styrke fællesskabet blandt de yngste fans og skabe en endnu stærkere kulisse på Monjasa Park.

Storesøster og lillebror i samme hal: For Janni og Mike blev...

FRIVILLIGHED. Janni Rasmussen meldte sig som frivillig i 2019, dengang FHK var på vej mod ligaen. Klubben havde sat en annonce ind, hvor de...