Af Maria Radoor, folketingskandidat for Socialdemokratiet

Alene i 2025 er 16 kvinder blevet dræbt af deres partner, tidligere partner – eller udelukkende fordi de var kvinder. Seks af dem alene i juni måned. Det er brutale og dybt tragiske drab, som aldrig burde være sket. Når en kvinde dræbes, mister et barn sin mor. En mor sin datter. En familie går i stykker. Og samfundet – det svigter igen og igen.

Sidste år blev en 13-årig pige tævet ihjel af en ekskæreste. Det er så ubærligt, at man næsten ikke kan rumme det. Men vi skalrumme det. For det er virkeligheden – og det kræver handling, ikke bortforklaringer.

Der er et gennemgående mønster hos de mænd, der dræber deres partner. Vi kan godt identificere advarselssignalerne. Og vi kan forebygge drabene. Men det kræver, at vi prioriterer kvinders sikkerhed – også økonomisk og politisk.

Socialdemokratiet indfører nu omvendt fodlænke som forsøgsordning. Det betyder, at det er den voldelige part – og ikke den voldsramte – der skal holde sig væk. Det er et skridt i den rigtige retning, men vi ved også, at fodlænker ikke løser alt. Derfor har regeringen lanceret en national handlingsplan mod partnervold og partnerdrab, som skal sikre, at vold bliver opsporet langt tidligere, og at vi handler, før det ender fatalt.

Men vi er ikke i mål. Alt for mange kvinder står alene. Jeg hører igen og igen fra kvinder, der anmelder vold, stalking, chikane – og får beskeden: “Der er ikke nok beviser.” Når politiet ikke indsamler overvågningsbilleder, ikke tager vidneudsagn og ikke prioriterer sagerne, svigter vi dem, der har allermest brug for vores beskyttelse. Hvis problemet er ressourcer, så må vi finde de midler, der skal til. For det er ikke acceptabelt, at kvinder og børn lever i frygt – og får at vide, at samfundet ikke har de nødvendigeressourcer og tid til at beskytte dem.

Regeringens nye strafreform sender et stærkt signal, og tager et nødvendigt skridt i den rigtige retning, men vi bliver nødt til at handle nu og sikre at både børn og kvinder ikke står alene i voldelige relationer.

Vi skal tage fat langt tidligere – allerede i børnehaven. Forebyggelse skal prioriteres langt højere. Det handler om oplysning, sociale indsatser og om mod til at tage de svære samtaler. Det gælder både i familier, skoler og foreninger.

Og vi skal stå fast på, at social kontrol aldrig kan accepteres.Hvis piger og kvinder nægtes retten til selv at bestemme over deres liv og krop, så er det vores pligt at sige fra – og handle.

Vi er altid på ofrenes side. Det skal vi også være i praksis. Det kræver hurtige og virksomme indsatser, strengere straffe, tryghedsskabende teknologi og et samfund, der ikke vender blikket væk.

Danmark skal ikke være et sted, hvor kvinder dør, fordi vi ikke greb ind i tide. Det er vores ansvar – og vi skal tage det på os.

Annonce

Jeg anerkender det er en solid præstation at tiltrække en global aktør som Brookfield, en kapitalforvalter med omfattende ekspertise inden for infrastruktur, grøn omstilling og havnedrift. Det vidner om ADP’s position og potentiale, her fortjener både selskabets direktion og forhandlingsparterne anerkendelse for at have gennemført en transaktion af international kaliber.

Jeg har tillid til, at ADP’s erfarne og strategisk orienterede ledelse har foretaget en grundig due diligence og truffet beslutningen på et veldokumenteret og oplyst grundlag. Det forpligter både ADP og ejerkommunerne til at sikre løbende transparens, risikostyring og strategisk ansvarlighed,især i forhold til, hvordan kapitaltilførslen konkret konverteres til varig værdiskabelse for både selskabet og lokalsamfundet. Der stilles ikke spørgsmål ved Brookfields finansielle styrke eller kompetencer. 

Men hvad er den fremadrettede kontrol, beslutningskraft og afkastmodel, som nu potentielt forskydes i takt med, at kommunen reducerer sit ejerskab.

Det ville have klædt byrådet og administrationen at kommunikere med større klarhed og ærlighed omkring baggrunden for den indgåede aftale med Brookfield Asset Management. Når 350 millioner kroner, halvdelen af det indskudte beløb, øjeblikkeligt reserveres til en potentiel skattesag, er der i realiteten tale om en finansiel nødforanstaltning forklædt som en strategisk grøn vækstsatsning.

Det er dog et udtryk for rettidig omhu, at kommunen søger at sikre fundamentet for den lokale velfærd, netop i lyset af den økonomiske usikkerhed, som skattesagen med Ørsted udgør. 

Kommunen sælger dog ud af sin ejerandel i et strategisk aktiv, det økonomiske guldæg, uden samtidig at give offentligheden indsigt i centrale forhold som værdiansættelsesprincipper, governance-struktur, fremtidig ejerstrategi eller eventuelle vetorettigheder og kapitalbindinger.

Hvis vi fremover skal beskytte kommunens økonomiske handlekraft og uafhængighed, må vi sikre, at denne type dispositioner ikke blot adresserer kortsigtede udfordringer, men bidrager til langsigtet robusthed. For næste gang budgettet bløder, har vi muligvis ikke mere havn at sælge.

Poul Rand, byrådskandidat (Liberal Alliance)

Annonce