TikTok-videoer påvirker børn og unges indtag af usunde fødevarer

0
Lille dreng sidder på gulvet og spiser pizza

Unges indtag af usunde fødevarer bliver stærkt påvirket af sociale medier. Derfor opfordrer Hjerteforeningen nu til en kortlægning af markedsføringsområdet

TikTok, Instagram, Facebook, Snapchat, BeReal. De sociale medier er mange, og efterhånden er børn og unge til stede på langt de fleste platforme.

Her går det lynhurtigt, og for forældre kan det være svært at følge med og guide – og børnenes forbrug af sociale medier har desværre en usund slagside.

For i en kortlægning af den eksisterende litteratur på området har Hjerteforeningen sammen med Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium identificeret, at børn og unges indtag af og holdninger til usunde fødevarer påvirkes kraftigt af digital markedsføring.

– Vi ser en tydelig sammenhæng mellem, at hvis man bliver eksponeret for de her usunde fødevarer, så vil man også have større tilbøjelighed til at synes godt om disse og endda i højere grad købe og indtage produkterne, siger Natasha Selberg, som er ernæringsfaglig chefkonsulent i Hjerteforeningen.

Samtidig viser internationale undersøgelser, at den markedsføring, som børn og unge eksponeres for, særligt er for de usunde fødevarer, forklarer Natasha Selberg:

– Det er desværre en meget bekymrende tendens, at børn og unge i høj grad påvirkes af den digitale markedsføring af usunde fødevarer. Det kan have den konsekvens, at de får usundere kostvaner, som i sidste ende potentielt kan lede til overvægt og hjertekarsygdomme, siger hun.

Det kan nemlig være svært for børn og unge at gennemskue, om det egentlig er et produkt, der markedsføres, når man møder digital markedsføring på eksempelvis sociale medier.

– Det kommercielle budskab er ofte meget målrettet og skjult bag sjove historier, konkurrencer og andre kommunikationsformer, end vi kender fra de mere traditionelle medier og tv-blokke. Så det kan være svært at afkode, siger Natasha Selberg.

Brug for kortlægning

Derfor opfordrer Natasha Selberg og Hjerteforeningen til, at der fra officielt hold laves en kortlægning af den digitale markedsføring, børn og unge eksponeres for og påvirkes af, men også hvordan vi kan sikre en bedre beskyttelse, så der skabes et bedre indblik i området.

– Det er oplagt at overveje, hvorvidt digital markedsføring af usunde fødevarer skal begrænses. Men skal vi det, skal vi have undersøgt, om det nuværende regelsæt egentlig beskytter børn og unge godt nok – noget kunne i hvert fald tyde på, at børn og unge ikke beskyttes godt nok i de nuværende regelsæt, siger Natasha Selberg.

I lande som England, Portugal og Spanien har man allerede indført lovgivning, der skærper reglerne for markedsføring rettet mod børn og unge, og måske er det, hvad der er brug for i Danmark.

En undersøgelse fra september 2021 viser i hvert fald, at befolkningen generelt er for, at man lovgiver mod reklamer for usunde fødevarer, når det gælder børn og unge.

Fakta:
Digital markedsføring: Verdenssundhedsorganisationen, WHO, definerer digital markedsføring som en salgsfremmende aktivitet leveret gennem et digitalt medie, hvor man derigennem har mulighed for at maksimere effekten til modtageren gennem kreative og/eller analytiske metoder.

Usunde fødevarer: Usunde fødevarer er defineret som HFSS-produkter, som er en forkortelse for fødevarer med et et højt (H) indhold af fedt (F), salt (S) og sukker (S). HFSS-produkter er en samlet term for fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer med et højt indhold af fedt, mættet fedt, transfedt, sukker og/eller salt. En betegnelse, WHO også bruger, og det er produkter som sodavand, drikkevarer med tilsat sukker, kage, slik, meget sukkerholdige morgenmadsprodukter, is, pizza, chips og noget fastfood og en række færdigretter mv.

Søstrene Grene og kunder sender rekordstor donation til PlanBørnefonden

0

I 2022 indsamlede Søstrene Grene med deres kunders hjælp mere end 1,1 millioner kroner til PlanBørnefondens arbejde for at sikre pigers og unge kvinders ret til at bestemme over deres egen krop og fremtid. I alt er årets donation steget med hele 49 procent sammenlignet med 2021.

Søstrene Grene lancerer løbende produkter i samarbejde med PlanBørnefonden, hvor en del af prisen doneres til organisationens vigtige arbejde for at sikre afrikanske pigers og unge kvinders rettigheder.

Donationen for 2022 sætter rekord og runder for første gang nogensinde en million kroner. Helt præcist kan Søstrene Grene med hjælp fra deres kunder donere 1.141.181 kr. til PlanBørnefonden.

– Vi er dybt taknemlige for den rekordstore donation fra Søstrene Grene. Takket være deres støtte kan vi fortsætte med at sikre piger og unge kvinders ret til at bestemme over egen krop og deres fremtid i en række afrikanske lande. Det er helt afgørende, at virksomheder som Søstrene Grene støtter vores langsigtede udviklingsarbejde, siger CEO i PlanBørnefonden, Dorthe Petersen.

Kunders støtte er afgørende

PlanBørnefonden og Søstrene Grene har siden 2018 haft et tæt samarbejde, der har fokus på at styrke pigers og unge kvinders kamp ud af fattigdom. En del af samarbejdet består i, at Søstrene Grene introducerer en række produkter, hvor en del af prisen går til PlanBørnefondens arbejde, og i 2022 er der ud over muleposer og vandflasker også solgt penalhuse, puslespil notesbøger og kosmetikpunge til fordel for PlanBørnefondens arbejde.

Kundernes støtte og interesse i Søstrene Grenes Plan-produkter har overgået virksomhedens egne forventninger og er en væsentlig forklaring på, at den samlede donation for 2022 sætter rekord og er steget med hele 49 procent sammenlignet med 2021, hvor det totale donationsbeløb var 767.722 kr.

– Jeg er umådeligt stolt over, at vi med vores kunders hjælp er nået over 1 million kr. i donation til PlanBørnefondens vigtige arbejde for udsatte piger i Afrika. Donationens størrelse overgår vores forventninger og tidligere års donationer. Vi er rigtig glade for, at vi på den måde kan hjælpe endnu flere piger og unge kvinder til at få en uddannelse og dermed skabe et bedre og mere trygt liv for dem selv og deres familier. Det gør mig stolt, at Søstrene Grene kan være med til at bidrage til det, siger Mikkel Grene, CEO og medejer af Søstrene Grene.

Nye projekter skal styrke piger og unge kvinder i Vestafrika

I begyndelsen af 2022 forlængede PlanBørnefonden og Søstrene Grene samarbejdet til udgangen af 2024.

Fra i år har Søstrene Grene fået mulighed for at støtte to nye projekter i Vestafrika, der arbejder for at styrke og hjælpe piger og unge kvinder i seks lande. Det ene projekt hedder My Health, My Rights og går ud på at nedbringe antallet af børneægteskaber, teenagegraviditeter og vold mod piger, hvilket blandt andet gøres med indsatser, hvor PlanBørnefonden underviser piger og unge kvinder i hygiejne, prævention, sygdomme/HIV. Det andet projekt går ud på at hjælpe unge kvinder, som er blevet mødre i en tidlig alder med at blive forretningskvinder. Her tilbydes kvinderne blandt andet kurser på erhvervsskoler og bliver undervist i forretningsforståelse, regnskab og iværksætteri.

Fakta om samarbejdet

– Siden 2018 har PlanBørnefonden og Søstrene Grene haft et tæt samarbejdet
– I 2022 donerer Søstrene Grene 1.141.181 kr. til PlanBørnefondens arbejde med styrke pigers og unge kvinders kamp ud af fattigdom.
– Fra 2023 støtter Søstrene Grene gennem PlanBørnefonden to projekter, som er etablerede i Togo, Benin, Burkina Faso, Sierra Leone, Guinea-Bissau og Guinea.
– For hver solgte Søstrene Grene x PlanBørnefonden-mulepose doneres 5 kr., mens der doneres 75 øre for hver solgte vandflaske.
– Plan-produkterne sælges i alle Søstrene Grenes mere end 260 butikker fordelt på 16 europæiske markeder samt på otte webshopmarkeder.

Derfor spiller flere tandlæger i Fredericia musik

0
Foto: Unsplash

Lagde du mærke til, om der spillede musik, sidst du var på en tandlægeklinik i Fredericia? Det er meget normalt i dag, hvor det er almindelig kendt, at musik kan virke angstdæmpende. Hvis du har tandlægeangst, kan musik hos tandlægen derfor være en stor fordel.

I løbet af de sidste 10 års tid er man blevet meget klogere på musikkens indvirkning på krop og sind. Og den er faktisk ikke så lille. Tværtimod kan musik påvirke alt fra blodtryk til hjerterytme og åndedræt. Af samme grund er den rette musik også i stand til at berolige dig, når du læner dig tilbage og åbner munden i tandlægestolen.

Tandlægeangsten dæmpes med musik 

Der er lavet en del forskning vedrørende musikkens indvirkning på patienter med hjertesygdomme, patienter under store medicinske indgreb og patienter hos tandlæger. Forskningen viser, at musik kan nedbringe kortisol, som er et stresshormon – det vil sige en stor del af grunden til, at du oplever den såkaldte tandlægeangst.

Hos tandlægen vil du sandsynligvis opleve, at det er blød, rolig musik, som spilles i venteværelset såvel som i behandlingslokalet. Det er fordi, at musikkens rytme, tempo og temperament har en stor betydning for, hvordan den påvirker dig. Er musikken langsom, og med mange pauser, vil den kunne nedsætte din hjerterytme og dit blodtryk.

Hvis din tandlæge omvendt spillede hård rockmusik eller måske tekno, ville det næppe føles lige så afslappende. Stimulerende musik kan nemlig hæve din hjerterytme, så du i stedet for at slappe af bliver mere energisk og måske endda stresset – hvilket jo ikke er at foretrække hos tandlægen.

Intentionel brug af musik

Du kan med fordel lade dig inspirere af din tandlæge og selv begynde at bruge musik med et mere intentionelt formål for øje. Hvis du skal slappe af derhjemme, kan du lytte til beroligende musik. Måske er det et smukt stykke klassisk, der skal til, for at du får ro i kroppen. Det kan også være gavnligt, hvis du har svært ved at sove.

Musik kan også sætte stemningen ved særlige lejligheder. Hvis du har svært ved at komme ud af døren, kan det hjælpe at sætte energisk og opkvikkende musik på. Det kan også sætte dig i den rette stemning inden en fest, hvor humøret skal være højt og friskt. 

Musikken kan også gøre underværker i romantiske sammenhænge. Skal du servere en romantisk middag for din partner, kan lækker, blød musik virkelig sætte stemningen. Sensuel og sanselig musik kan ligeledes sætte dig i den rette stemning, hvis du skal mødes med escort piger eller på date. 

Det handler altsammen om at vælge den helt rigtige musik til den helt rigtige lejlighed, så krop og sind påvirkes efter intentionen.

Uønsket bakterievækst i mayonnaise

0

Stryhns Gruppen A/S tilbagekalder Mayonnaise, Neutral, på grund af risiko for uønsket bakterievækst, som gør mayonnaisen uegnet som fødevare.

Mayonnaisen er solgt i ABC Lavpris butikker i Jylland og på Fyn. Forbrugere bør kassere produktet eller levere det tilbage i butikken, hvor det er købt.

Supermarkedet har målt en for høj pH-værdi i produktet. En høj pH-værdi gør, at der er risiko for vækst af uønskede bakterier i mayonnaisen, og produktet kan få en afvigende lugt og smag, som gør det uegnet som fødevare.

Kent Illum Petersen, den evige unge musiker

0

Hver måned sætter AVISEN fokus på et af de mange musiktalenter, vi har i Fredericia. De unge, de nye og de mere etablerede.

Marts måneds musikprofil i Fredericia er Kent Illum pop-, danse- bigband- og jazzmusiker af guds nåde, en mand, der altid ser glad ud, når han har et af sine mange instrumenter i hænderne. Jeg kalder det gerne musikalsk livsglæde.

Det musikalske værksted, småt men godt. Foto: AVISEN

Som yngre autodidakt musiker spillede Kent Illum på danserestauranter rundt omkring i Skandinavien og Tyskland med musikere af forskellig nationalitet herunder danske, svenske, norske og italienske musikere.

Kent Illum er ingen vårhare mere, men han er ”still going strong”. I dag spiller han mest jazzmusik, han spiller i mange sammenhænge, uanset størrelse stiller Kent Illum op. Der er naturligvis forskel på, om man har en opgave for en trio, kvartet og kvintet eller bigband, men er stilen inden for jazz, rammer det Kent Illums hjerteblod.

En beskrivelse af Kent Illum er nem, det er musik, musik og musik, selv om det ikke er hans levevej, så er det en hobby, der fylder meget i hverdagen. Lige efter militæret startede Kent Illum med at afprøve musikken som levevej, han spillede derfor i nogle år som professionel musiker. Ja alt det, han havde lyst til i flere forskellige orkestre i Norden, noget han aldrig har fortrudt, da det nu er afprøvet, erfaringen fra landvejen er noget, der positivt fylder godt i den musikalske rygsæk alle musikere bærer rundt på. 

– Jeg fik prøvet det rigtig af, siger Kent Illum med stolthed i stemmen. 

Overvåges af mesteren selv i studiet. Foto: AVISEN

De fleste musikere dengang var selvlærte, konservatorier o.l. uddannelser var kun for eliten, noget Kent Illum med ærgrelse lægger vægt på i samtalen. Harmonilære dengang var ved at se andre live fremføre det og via sammenspil med andre afprøve nye ideer.

Noget, der nok var med til at give Kent Illum en god musikalsk start på livet, var at han tidligt begyndte med at lære noder, da han spillede trompet i spejderkorpset. Her skulle han lære at gå i takt og spille ”Brass Music” efter noder.

Kent Illum understreger sjovt nok, at hans personlige udvikling trods mange år på landevejen først startede, da han begyndte at undervise på musikaftenskolen i sin fritid? Da han skulle grave sig dybere ned i musikkens forunderlige verden og på den måde tegnsætte det. Ja, der er langt fra hans første tre akkorder på en ukulele over de første guitarakkorder ved lejrbålmusik til de svære jazzakkorder, han mestrer i dag.

Et solidt værktøj, det bliver ikke meget bedre. Foto: AVISEN

Kent Illum spiller forsat i Seven Up Jazzband og Fredericia Bigband, begge i næsten 50 år, samt i mindre besætninger ved specielle arrangementer, eks. ved messehallernes udstillinger, i Fredericias gågader og andre arrangementer, hvor hans tenorbanjo kan få luftet strengen.

Tro det eller ej, Kent Illum er fra før dansktoppens start, derfor startede han med evergreens og arbejdede sig op til, hvor han er nu via ”learning by doing”. På spørgsmålet om, hvor det lange liv på den musikalske landevej har givet ham størst læring og påvirkning, nævner han harmonikaspilleren, Robert Green og Elmo Pedersen fra Vejle, det nuværende ”big band” med deres mange store solister og de arrangementer, der blev opsat der, hvor de forskellige store solister også kaldet ”læremestre” som Thad Jones, Ole Koch Hansen, Jesper Thilo, Per Gade, Niels Jørgen Steen, gav god viden fra sig.

Den nuværende musik ændrer sig og selvom Kent Illum kan lide alt musik, er det meget de jazzprægede jameftermiddage, han går til. Spillestederne bliver færre og færre. Guldaldermusikkens udøvere mindskes, de danske sange som han kan lide, holder forsat fast, men der er ikke mange steder, de fremføres. Kent nævner herefter den stribe af spillesteder, der var i fortidens Fredericia, ja man bliver misundelig over den svundne tid, hvor der ofte var dans mere end en gang om ugen. De manglende spillesteder påvirker også dagens unge musikanter. 

Wall of fame, minderne har man da lov at have. Foto: AVISEN

Som inspirationer nævner han selv, Barney Kessel og Johnny Smith, to af de stor amerikanske Jazz guitarrister. På spørgsmålet om hans udvikling i spillestil, siger han selv, at han er blevet mere jazzet med de musikalske figurer, han nu bruger.

På spørgsmålet om instrumentvalg er han som passioneret jazzguitarist begejstret for sin D’Angelico jazzguitar og ved andre typer musik bruges ofte en Fender Stratocaster.

Et råd til de unge, der starter er, de skal lære noderne og harmonierne og hvordan man binder dette sammen, lærer de grundlæggende teknikker, husk det kræver tålmodighed. Brug ordentlige strenge, hvis du er guitarist. Kent viser herefter sit plektrum, der er overraskende stift, som han siger, det giver en bedre tone. 

Kent Illum Petersen er veteran på musikscenen, på spørgsmålet om, hvad der holder ham i gang, er det korte svar: “Jeg elsker musik.” På spørgsmålet om åbenhed for nye ideer er det simple svar, han kan ikke lade være og afprøver det meste. 

Af specielle oplevelser nævnes, at Seven Up Jazz band skulle stå på kajen og spille for Kongeskibets gæster, de fik straks ordre til at komme ombord og spille på agterstavnen for de prominente gæster, til sidst blev de hentet ind i salonen for at spille videre. Ved afgang fik de et håndtryk af både Dronningen og Prinsen, en stor oplevelse. Deres sidste nummer blev så spillet fra kajen, imens kongeskibet stævnede ud fra kajen.

Kent Illum indrømmer, at han er en heldig kartoffel, laver det han kan lide og er nu begyndt også at lave musik på computeren, hvor han blandt andet i samarbejde med musikalske venner lavede sin første CD. Som selvlært musiker til, hvad han musikalsk er i dag, flittig brugt i flere sammenhænge, lidt studiemusiker for andre og mange ad hoc opgaver, et godt hjem og en sød kone, hvad mere kan man ønske sig? 

Hvad laver en musiker, der altid tænker på musik, i Kents tilfælde bliver det til lidt havearbejde og konen kigger på ham med et blik, som jeg ikke lige kunne tyde. Kort sagt denne mand er musiker, han lytter mest til Jazz musik i fritiden ikke til en larmende plæneklipper. Familien har dog flittigt brugt ferien til at rejse forskellige steder hen.

På Blåkjærsvej er der ikke støv under sengene, men guitarer. En musiker af guds nåde, der altid er klar og velforberedt til forskellige musikalske opgaver, samt en meget forstående kone med norske rødder, der accepterer en musikers ofte uforstående adfærd, når den musikalske hest lugter savsmuld.

En lang snak med et varmt menneske og hans dejlige kone kommer til ende, en god dag at være musikanmelder. 

Poul Rand, Musikanmelder, Fredericia AVISEN.

Analyse: Taktiske justeringer har givet FHK succes

0

Tidligere på sæsonen var FHK’s forsvar meget offensivt, men efter VM-pausen er det knap så offensivt, og det har givet pote.

https://www.youtube.com/watch?v=k08T08dXyH0

FHK har i de seneste par sæsoner praktiseret et meget aggressivt forsvar. Det blev for første gang introduceret under Jesper Houmark fra sæsonen 2021/22, da der kom tilgang af Lasse Balstad, og i den forbindelse fik nordmanden en nøglerolle med at være den fremskudte i midterblokken.

Når det lykkedes var det et forsvar, som alle hold havde svært ved, men når de gik galt, var det virkelig galt. Der manglede stabilitet over det, og det samme var tilfældet under Gudmundur Gudmundsson i det første halve år, hvor han fortsatte med at praktisere samme forsvar.

Efter VM-pausen er der kommet nye boller på suppen. Einar Olafsson er kommet ind som en mere fast bestanddel af midterforsvaret med Lasse Balstad. De to har vist sig at kompensere hinanden godt. De står mere fladt end tidligere, og det gør, at hullerne ikke bliver så store til modstanderens angrebsspillere. Der har man tidligere været afhængig af, at Thorsten Fries kunne redde de frie chancer.

Nu er man ikke længere afhængige af en god målmandspræstation for at holde modstanderen fra at score. Startende med kampen mod SønderjyskE på udebane har FHK-forsvaret stået bundsolidt. Mod Aalborg formåede fredericianerne at holde dem på 13 mål i første halvleg, hvilket var styrkeprøven af den nye forsvarsformation, der viste sig at holde selv mod det allerbedste hold i Danmark.

En anden taktisk justering har givet FHK succes på den kortere bane. I glimt så man i efteråret, at James Junior Scott og Reinier Taboada spillede samtidig, men det skete ikke kontinuerligt. Det gør det nu, hvor den fransk-cubanske duo er de fortrukkende højrehænder i FHK’s bagkæde. Når de rammer dagen, som de gør for tiden, er de det rene gift for modstanderens forsvar. På skift har de stukket ud med store, indviduelle præstationer, og fremfor er alt er deres bundniveau blevet højere. 

Meldingen fra FHK har hele tiden været, at Taboada og Scott ville blive bedre som sæsonen skred frem, og den profeti har vist sig at holde stik. Mod SønderjyskE var det Taboada, der stak ud med ni mål, og med hele 13 mål mod Aalborg, fik Scott skudt nordjyderne i sænk. Det er lovende takter, og fortsætter de, vil FHK kunne komme til at spille en faktor i slutspillet i forhold til sidste sæson, hvor FHK hurtigt udspillede deres rolle. 

Med de taktiske justeringer bliver FHK spændende at følge, og senest mod Aalborg beviste fredericianerne, at de ikke er nogen nem modstander, og måske for nogen hold, gerne vil være et hold man undgår at komme i slutspilspulje med. 

Ohøj oho, hold kæft, hvor var I go’

0

Sådan var forældre, bedste- og oldeforældre begejstrede efter musicalen SKATER-ØEN, som Fredericia Friskole fremførte i Eksercerhuset på årets første forårsdag. Over 150 dygtige elever kunne efter to ugers arbejde kulminerende med en veloverstået forestilling modtage velfortjent anerkendelse og gå glade hjem.

Hele skolen – store som små – havde været i sving. Der var på tværs af alle årgange arbejdet med at øve rollerne, lave kostumer, fremstille kulisser, øve musik og sang og udføre alt PR-arbejdet. De sidste to dage i Eksercerhuset, hvor hele scenografien og koreografien skulle samles til en større enhed.

Et virkeligt fællesskabsgivende projekt, som alle de medvirkende givet vil huske langt ud i fremtiden. 

Netop den mulighed gik på mange af byens andre skoler delvis fløjten med indførelsen af tre-trins-deling og senere distriktsskoler med indskoling, mellemtrin og overbygning. 

Små, større og store elever kan på mange fronter virkelig lære noget af hinanden !!!

Skater-øen

Musicalen Skater-øen er skrevet af Jan Værum og bygger på Robert Louis Stevensons roman Skatteøen udgivet i 1883. Skater-øen er fyldt med humor. Spækket med talrige referencer og tråde, der bevæger sig frem og tilbage i tid, og ud og ind i rum til anden litteratur, tegneserier, film og karaktererne herfra. Vi møder bl.a. figurer fra Pirates of the Caribbean, Peter Pan, Tintin, Styrmand Karlsen, Sørøver Sally og Kaptajn Fusk.

Alle de mange skuespillere/elever udførte rollerne glimrende, så komikken kom ud over scenekanten.

Ud over at huske sine replikker var det også en udfordring at dele mikrofoner, da der ikke var en headset-mikrofon til alle. Det blev klaret med bravur. 

Musikken

Det levende elevorkester akkompagnerede os alle igennem musicalen med koncentration og præcision. Der blev leveret musik til 15 numre, der næsten alle lugtede lidt af saltvand. Fra bl.a. ”Skibet skal sejle i nat”, ”Jutlandia”, ”I am sailing”, ”Highway to hell” til ”Alle sømænd er glade for piger”. Ind imellem hørtes også Niels Viggo Bentzons simple, men geniale treklange D/Eb/Bb (udtales D-S-B).

Charmerende 

Når børn og unge optræder er det altid vildt charmerende, når en i et børnekor med begejstret overdreven iver overdøver alt og alle. ”Nu skal jeg vise dem derude!”

Desuden var det bedårende, når henrivende Ella midt blandt de store drenge dybt fokuseret stryger på sin dekorative cello.

Sidst men ikke mindst ungdommeligt modigt og sejt, da ungersvendene indtog scenen og viste, hvad de kunne på deres skateboards til tonerne af Avril Lavignes ”Sk8er Boi”. Godt de ikke røg i orkestergraven…

Klap nu i – rigtigt

Jeg husker tydeligt, da Sebastian for mange år siden spillede med sit band til en koncert i Musik & Ungdom på et fyldt Fredericia Teater. Midt i et nummer slog han af og afbrød dermed musikken. Og så blev publikum ellers kølhalet! Han gad ikke høre på klap på 1 og 3.

De fleste nulevende er opvokset med rytmisk musik, hvor man oftest kan tælle til fire, og man behøver altså ikke være konservatorieuddannet for at fatte, at i rytmisk musik klappes på 2 og 4. Lyt blot til lilletrommen!

Så kære publikum. Med Kaptajn Haddocks ord: Vaffelhjerner, torskenakker, fæstningsaber, slimdyr, ostefluer og store bededagssurmulere. Lad nu klappepølserne ramme hinanden rigtigt!

Efter tæppefald

Efter tæppefald takkede Skoleleder Carsten Jensen alle. De synlige medvirkende på scenen – skuespillere, musikere, sangere – men også alle pr-folk og alle dem, der havde lavet de flotte kostumer og kulisser. Ud over eget personale sendtes en særlig tak til personalet tilknyttet Eksercerhuset, der med tålmodighed igennem de sidste to dage havde hjulpet de mange elever og voksne.

Tankevækkende genforening

Efter forestillingen tog jeg mig tid til at betragte genforeningen af familierne. De voksne fandt igen deres egen lille skat. Rørende var det, da en ikke helt afsminket elev fik en krammer med et ”Hold kæft, hvor var du sej!”. Trods anerkendelsen løftede låget sig på skatten og ud sprang tårer! Nu blev det ophobede forventningspres og spænding udløst. Jeg fornemmede, at han følte, at alt i hans øjne ikke havde været helt korrekt. Ikke noget nogen som helst blandt publikum havde bemærket. Alligevel trængte følelserne sig på hos den ambitiøse elev. 

Jeg kom til at tænke på den perfekthedskultur, der i tiden florerer. Godt at have vilje til at gøre sit bedste. Men vi skal passe på vore børn og unge. Hvordan? Her i denne afsluttende scene blev svaret netop fundet med ægte kærlighed: Du er altid elsket og en uvurderlig skat. 

Geniale Gasolin genfortolkninger

0
Foto: Lars Krogh Andersen

Girlpower-kvintet fra København hylder landets bedste band og spiller landets mest skattede album.

Først tror man, at det er Gas.

Så tænker man, at det er løgn og latin.

Så siger man til sig selv, at det er et farverigt fatamorgana.

For til sidst at ringe 112 og bede om straks at blive indlagt på den lukkede afdeling.

SÅ meget sprængfarlig Gasolin’ kan nemlig tage livet af selv den bedste fredericia-borger!

Men stop en halv….

Take 5. ..

Ro på. ..

Hold your horses..

Den er faktisk god nok.

Fem fantastiske femme fatale går planken ud og svømmer tørskoet i land efter at have kastet sig ud fra 100 meter vippen og påbegyndt en meget modig musikalsk svømmetur gennem hele “Værsgo”.

Dvs. solo-pladen med Kim Larsen fra 1973, for så ind imellem at levere en håndfuld af de klassiske Gasolin’ sange.

Først en præsentation af bandet, Gasoline:

Line Mönster-Swendsen på vidunderlig vedkommende vokal

Birgitte Bjørn på landtidsholdbar leadguitar og kor

Annette Bork på bundsolid bas og kor

Lisbeth Rysgaard på raffineret rytmeguitar og kor

Ditte Brodde på triumferende tight trommer og kor.

Det kræver masser af hår mellem brysterne at fortolke Gasolin’s sangskat.

Og det kræver negle af stål, ryg af cement samt hofter af sten at lave en hel turne, hvor man fejrer 50 året for udgivelsen af det i kulturkanonen indlemmede album, “Værsgo”.

Men med masser af musikalitet, forførende fortolkninger og et hjerte på størrelse med universet for både Gasolin’ og Kim Larsens “Værsgo” blev koncerten en tordnende triumf.

Intet mindre!

Hele de forrygende 2 sæt var en anarkistisk gennemspilning af de 17 numre, der dækker “Værsgo”.

Pladen er altså også – med god grund – kåret som det bedste danske album EVER.

Foto: Lars Krogh Andersen

De Fem Kvinder.

Ikke et eneste svagt punkt blev oplevet denne aften i min fødeby, Thisted.

Derimod kilometervis af kuldegys fremkaldende højdepunkter.

Som f. eksempel når Line M-Swendsen på sang frygtløst kastede sig ud i potent personlig indlevelse i hvert eneste ord og strofe under sangen, “Sylvesters drøm”. Kim Larsen ville give thumps up for den version.

Birgitte Bjørn, der pt. også er en fast bestanddel af bandet Frede Fup, kendte helt sikkert alle Franz Beckerlee’s guitar-tricks.

Men hun valgte at gå egne smukke og inderlige veje, og hun fik vredet de arme strenge til ukendelighed i flotte, følsomme soli.

Foto: Lars Krogh Andersen

Annette Borks eventyrlige elegante evner på bassen ville på et splitsekund have rettet synet på den skeløjede halvsvensker, Wili Jönsson, til 100 procent at se den samme vej med begge øjne, havde han oplevet Borks berigende, bjergtagende basspil.

Gasolin’s uforlignelige Søren Berlev, alias Charlie Bom Bom, ville slå et ekstra tung slag i bar benovelse, hvis han oplevede, hvor modig, melodisk og majestætisk Brodde bankede bunden ud af rytmen, uanset hvor blidt eller vildt numrene var arrangeret.

Sidst men ikke mindst legede Lisbeth “Larsen for en aften” som bandets gedigne guitar-rytmiske omdrejningspunkt. Fingerspillet sad lige i øjet.

Så alle 5 forrygende femme fatale bidrog således til at gøre den hyldest-koncert til en fest, der helst ingen ende måtte have…..

GAS hyldest.

Andet sæt var så en hyldest til både Larsen og Gasolin.

Her bør nævnes ” Som Et Stref Af En Dråbe” som et af koncertens mange højdepunkter. Hvis nogen overhovedet skulle fortolke netop den sang bedre end Gasolin’ selv, måtte det jo være et rent kvindeband.

Og kopien overgik, næsten, originalen.

Fordi de tog sangen et helt andet sted hen.

Befriende bramfrit og eventyrlig enkelt. Men sikke meget liv, nerve og energi i Gasoline versionerne.

Gasoline blev dannet for 10 år siden. De har sidenhen udviklet sig til en konstruktiv kvintet, der har kastet kaskader af nyt liv og ild i benzin-drengenes årtier gamle sange.

Foto: Lars Krogh Andersen

Med den forrygende fest, som publikum fik i lørdags, så spår jeg, at Line, Birgitte, Annette, Lisbeth og Ditte også om 10 år stadig har “Masser af succes ” og dermed fortsætter med at give os danskere “Det bedste til mig og mine venner”.

Det var ganske enkelt geniale Gasolin’ genfortolkninger med stor respekt for sangenes oprindelige udtryk.

Gasoline, kendt i branchen som Gasolin’s smukke lillesøster, kommer i øvrigt til vores del af landet, når kvintetten lørdag den 17. juni er på plakaten til Sommerfest i Hvidbjerg ved Børkop.

Værsgo at købe billet pronto, inden de er solgt til “Kvinde Min”, ” Lille Henry”, “Smukke Linda” samt “Inga, Katinka og smukke Charlie”!!!

Millioner til etablering af landstrømsanlæg

0

ADP har den 5. marts 2023 modtaget tilsagn om støtte på 8 millioner kroner til 50/50 medfinansiering til etablering af landstrømsanlæg til RO/RO færger.

I Infrastrukturplan 2035 blev der af forligspartierne aftalt en havnepulje på 50 millioner kroner til medfinansiering af infrastrukturprojekter i de danske erhvervshavne. Puljen åbnede for ansøgninger fra havnene medio 2022, og ud af i alt 28 indsendte ansøgninger, har 10 ansøgere den 5. marts 2023 modtaget tilsagn fra Trafikstyrelsen om medfinansiering til de ansøgte projekter. Til puljen indsendte ADP en ansøgning om medfinansiering til anlæg af landstrømsanlæg på Fredericia Havn til den internationale RO/RO færgetrafik. 

I Infrastrukturplan 2035 blev der aftalt en havnepulje, hvor danske erhvervshavne kunne søge tilskud til op mod 50 procent af projektsummen til projekter inden for eksempelvisetablering af kajanlæg, moler, vejinfrastruktur på havnen og infrastruktur til landstrøm.

Af Trafikstyrelsens hjemmeside fremgår det, at i alt 28 projekter til en samlet projektsum på ca. 109 millioner kroner havde søgt om tilskud ved ansøgningsfristens udløb. Forligspartierne har den 5. marts 2023 godkendt udmøntningen af sammenlagt 49,5 millioner kroner til 10 projekter. 

I kriteriet for tildelingen af puljemidlerne lyder det bl.a. fra Trafikstyrelsen: 

– Det vurderes, at projektet i høj grad opfylder puljens kriterie om at bidrage til den grønne omstilling af skibsfarten og investeringen forventes at have en høj effekt i forhold til dette, da der er tale om jævnlige anløb med større skibe.

Hos COO i ADP A/S, Morten Højrup, bringer nyheden stor glæde:

– Med den kommende havneudvidelse har vi netop tænkt udviklingen af Fredericia Havn ind i en grønnere fremtid, hvor lanstrømsanlæg skal understøtte den grønne omstilling af skibsfarten og sikre, at vi imødekommer vores kunders efterspørgsel efter en mere klimavenlig transport. Landstrømsanlægget bliver et delprojekt i den kommende udvidelse af Fredericia Havn, hvor havnens eksisterende RO/RO terminal flyttes og moderniseres til en fremtidssikret RO/RO terminal med landstrøm, siger Morten Højrup, COO i ADP A/S.

Fredericia Havn er én af Danmarks største transport- og logistikknudepunkter med betydelige mængder af import og eksport for produktions Danmark. Havnens containeraktiviteter og RO/RO aktiviteter er i de senere år blevet væsentlig styrket som følge af de generelt positive konjunkturer og som et resultat af ADP’s udvikling, hvor havnen kobles med Taulov Dry Port, som tiltrækker øgede mængder af gods til området via skib og jernbane. 

Udvidelsen af Fredericia Havn bliver et fremtidssikret projekt, hvor kapaciteten udvikles til en fordobling af containerkapaciteten og en betydelig vækst i RO/RO kapaciteten. Den ny RO/RO terminal får kapacitet til to skibe i stedet for den nuværende terminal med plads til et skib. RO/RO terminalen placeres i umiddelbar tilknytning til et nyetableret areal til RO/RO trailergods, så intern transport på havnen reduceres væsentligt, hvilket forbedrer logistikken og klimabelastningen fra havnen. 

Havneudvidelsen bliver en fremtidssikret bæredygtig løsning, idet der etableres landstrøm i kajen på RO/RO terminalen og forberedes til landstrømstilslutning på den ny containerterminal. Dette vil reducere støjbelastningen samt sikre opfyldelse af ADP’s klimamål. 

Udvidelsen af Fredericia Havn har i 2022 været i myndighedsbehandling og det samlede havneudvidelsesprojekt vil efter en forventet godkendelse i foråret 2023 igangsættes.  

Læs mere om puljemidlerne på Trafikstyrelsens hjemmeside: https://www.trm.dk/nyheder/2023/danske-erhvervshavne-faar-stoette-fra-havnepuljen

Teater Malstrøm er klar til Festen

0
Foto: Tina Liv

Når publikum inviteres indenfor på Det Bruunske Pakhus i Fredericia fra premieren 9. marts og frem til 22. april venter der en intens oplevelse, hvor man må forvente at blive rørt.

Teater Malstrøm melder nu ’klar scene’, som man siger i teatersprog, lige før en forestilling går i gang. De seneste dage har skuespillerne øvet i den færdige scenografi i Det Bruunske Pakhus, og holdet glæder sig nu til at mærke publikums reaktioner på stykket, når det har premiere på torsdag. 

Teaterleder Martin Bach Sørensen uddyber: – Det er nok den mest gribende af de 21 forestillinger, vi efterhånden har sat op på Malstrøm. Det har vi kunnet mærke under hele prøveforløbet, både på os selv og på de få udefra, der har fået lov at overvære prøverne. Så der venter publikum en sjældent intens oplevelse denne gang.

Scenografi bringer publikum helt tæt på

Det Bruunske Pakhus egner sig godt til intime teaterforestillinger, men til Festen udnyttes mulighederne til fulde, da scenografien er etableret, så handlingen foregår midt ude i salen. 

Instruktør Nanne Siff Rasmussen er meget begejstret for udnyttelsen af teaterrummet: – Publikum vil være i direkte kontakt med skuespillet fra alle siddepladser, og det vil føles som om man er med til festen, der foregår rundt omkring én i salen.

Festen får os til at reflektere

Manuskriptet til teaterudgaven af Festen ligger sig tæt op ad Thomas Vinterbergs og Mogens Rukovs film, som udkom for 25 år siden. Men der er alligevel forskel på at se handlingen på en skærm og opleve det fysisk foran én, mener kunstnerisk leder Maria Cordtz: 

– Til Festen skaber vi en slags totalteater, hvor man som publikum har svært ved ikke at blive helt opslugt i handlingen. Det kan man glæde sig til som publikum, og samtidig skal man være forberedt på at stykket sætter tanker i gang om ens egen familie og måske også hvordan man har håndteret svære sandheder.

Da stykket har gjort stort indtryk på hele holdet på Teater Malstrøm, ser alle nu frem til at tale med publikum og høre om deres oplevelser fra premieren og frem.

Faktaboks

Festen spiller fra 9. marts til 22. april 2023 i Det Bruunske Pakhus, Kirkestræde 3, 7000 Fredericia.

Forestillingen spiller torsdag, fredag og lørdag kl. 19.30 samt en matinéforestilling lørdag kl. 14

Billetter kan købes på billetten.dk på dette link Billetten.dk – Festen

De 15 medvirkende i ”Festen” er:

Mikkel Aarestrup, Line Frank Karlson, Mikkel Nordfang Philipsen, Poul Erik Petersen, Merete Skovly Nielsen, Maria Winther, Bjørn Valentin, Lars Kristensen, Bjarne Jønsson, Anne Lise Holm, Kristina Linneberg Storm, Bjarne Pedersen, Nina Løyche Pedersen, Noah Thomsen og Signe Jensen