20.9 C
Copenhagen
søndag 6. juli 2025

Bog om Rahbek Fisk blev præsenteret

0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Virksomheden Rahbek Fisk har en stor betydning for den fredericianske historie. Det er der nu blevet udgivet en bog om af forfatter Thomas Kvist Christensen, der efter samarbejde med en række aktører som Turan Savas og Lars Rahbek Hansen har skrevet bogen.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Formand for Lokalhistorisk Forlag, Jørgen Runge Madsen, bød velkommen i i 3Fs mødelokale og overlod efterfølgende ordet til Borgmester Jacob Bjerregaard.

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

“Jeg har brugt en del tid på at skrive forordet til bogen og har besøgt Rahbek Fisk adskillige gange, hvor jeg har haft Turan Savas med mig og jeg har hilst på mange af jer, som har arbejdet dernede. For Fredericia er det et stykke erhvervs- og familiehistorie. Derfor er det ikke en tilfældig bolsjebutik, der er lukket -det er noget andet – det er en del af jer. Derfor glæder jeg mig over, at mange er kommet her i dag og det vidner om noget,” sagde Jacob Bjerregaard og fortsatte:

“Jeg er stolt over at være Borgmester i en kommune, hvor vi har en progressiv fagbevægelse som er med hele vejen, både når man har medarbejdere af sted som slås for os og også, når man skal afvikle og hjælpe folk videre.”

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Næste tale i rækken var Turan Savas, der er tidligere mangeårig tillidsmand på Rahbek Fisk.

“Det bedste ved at være her i dag er at se alle de glade kendte ansigter. En dag ringede telefonen, og det var en gammel journalist, der havde fulgt virksomheden i lang tid og spurgte om det ikke var en god ide at skrive en bog om Rahbek Fisk og så spurgte han om vi skulle drikke kaffe. Han havde gjort sit forarbejde, så jeg tænkte, at det var et godt udgangspunkt og jeg tager bare tingene fra det. Thomas blev anbefalet som forfatter, så jeg tog fat i ham og vi talte om råstoffet, men det var ikke så nemt som jeg troede,” sagde Turan Savas med et smil på læben,” sagde Turen Savas, der overlod ordet til Lars Rahbek Hansen efterfølgende:

“Det er som at kigge ned ad nostalgiens gade. Det er i dag fars 100 års fødselsdag, så det er specielt, og hvis han hører efter vil han være stolt over det notat, som er kommet i dag,” sagde Lars Rahbek Hansen og fortsatte:

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

“Et år før jeg blev kaldt ind til samtale om bogen, var det et andet hold, som skulle køre det her projekt. Det er ligesom på et fodboldhold, hvor nogle sidder på bænken og man skifter ud og ind. Jeg havde siddet på bænken uden at vide det, da der var to skadede spillere, som hoppede fra efter det første års tid. Det blev jeg beæret over.”

“Et år før fade døde sagde han, at han: Jeg har fra 1947 og frem alle papirer, breve, dokumenter og billeder, som vi har været igennem hele Rhbeks historie. det skal du tage med hjem – det kan være du får brug for det en dag. Flere har sagt hvorfor skriver du ikke bogen, jeg har sagt nej, da det kunne tolkes som selvhævelse. Jeg blev opfordret og det er noget andet.”

Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

Sidste taler var forfatter Thomas Kvist Christensen, der blandt andet sagde følgende:

“Der er noget særligt, når man står med et antal flyttekasser, for sådan startede det med 4-5 stykker, der rykkede ind i mit hjem med materiale fyldt med gamle billeder, avisartikler og mødereferater. Der er noget særligt over det, når man om få måneder skal gøre noget til et manuskrift, der kan ryge i bogtrykken med historie og billeder,” sagde Thomas Kvist Christenen.

Om RAHBEK FISK 1955 – 2013. Et internationalt fabrikseventyr om fisk og færdigretter.

Virksomheden Rahbek Fisk har gennem rigtig mange år været en ganske betydelig arbejdsplads på havnen i Fredericia, hvor især kvinder – men også mange mænd – fik en arbejdsplads, som de blev meget glade for, og som derfor kom til at betyde meget for Fredericias erhvervsliv generelt.

På en så stor arbejdsplads har man naturligvis ikke helt kunnet undgå twister med arbejdsnedlæggelser og afskedigelser på grund af råvaremangel m.v., men der har alligevel altid været tale om en populær arbejdsplads med et socialt islæt, hvor virksomheden også havde øje for de ansattes problemer med andre ting, fx børnepasning, når forældrene skulle på arbejde. Dette medførte derfor til etableringen af virksomhedens egen børnehave, Pelicanen.

Et andet socialt initiativ var oprettelsen af en sportsklub, Pelicanen, som på en anden facon kunne ryste medarbejderne sammen. Disse tiltag v ar bl.a. så anderkendte, at Rahbek Fisk ofte havde venteliste til job på fabrikken.

Den store iværksætter og direktøren for det hele i de fleste af årene siden etableringen i 1955 var Poul Rahbek Hansen, som præger de fleste af siderne i bogen, godt suppleret af sønnen, Lars Rahbek Hansen, der også fik sin livsopgave i firmaet.

Thomas Kvist Christiansen har formået på fornem vis at skrue tingene sammen omkring de to hovedpersoner, men har derudover interviewet en lang række relevante personer for at gøre fremstillingen så bred og reel som overhovedet mulig.

Da Lokalhistorisk Forlag i august 2018 fik opfordringen til at gå ind i opgaven med at få udgivet en bog om virksomheden Rahbek Fisk, var bestyrelsen ikke i tvivl om, at en sådan bog vil kunne indgå som en væsentlig del af Fredericias lokalhistorie.

https://www.fredericiavin.dk/

Ugens Kurt: Henrik Troelsen

0
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Denne uges Kurt er 55 år gammel, han er lige flyttet til Middelfart efter 18 år i Fredericia – og så er han afdelingsdirektør i Middelfart Sparekasses afdeling i Fredericia. Der er selvfølgelig tale om Henrik Troelsen.

Denne fredag morgen startede tidligt på Kurts Kaffebar i hjertet af Fredericia. Jeg havde aftalt at mødes med Henrik allerede fra morgenstunden til en kop kaffe.

Lidt før tid kom Henrik ind med et stort smil og en paraply i hånden – hvis det danske sommervejr skulle finde på at byde på en regnbyge eller to. Vi slog os ned, selv var jeg på en kop sort kaffe, og Henrik nappede en dobbelt espresso til at starte dagen på.

Middelfart, Østre Skole og Handelsskolen

Vi lægger ud, lige på og hårdt, med at tage 55 år tilbage til de spæde år for Henrik, en tid, der bringer os til både Kolding og Middelfart.

– Jeg er født i Kolding, men efter et års tid fik mine forældre job i Middelfart, og så flyttede vi derover, fortæller Henrik og fortsætter:

– Jeg gik på Østre Skole i Middelfart, men det var ikke, fordi jeg fandt skolen særlig spændende. Der gik meget mere tid med venner, fritid og knallert. Det skulle vist bare overstås, siger Henrik med et grin.

Derfra bragte livet ham til Fredericia, hvor Handelsskolen Fredericia/Lillebælt kaldte. Måske ikke det oplagte valg for en, som ikke fandt skolen super spændende – men for Henrik var det et rigtigt valg.

– Dengang var det enten at tage på gymnasiet eller handelsskolen, eller også skulle man gå håndværkervejen – og det sidste skulle jeg i hvert fald ikke. Jeg ville gerne noget med kontorarbejde, så der var kun én vej,” fortæller han.

Hvordan var tiden på Handelsskolen?

– Det var en god tid, vi havde et super godt kammeratskab, og så gik der selvfølgelig også en del fest i den. Jeg hilser stadig på mange af dem fra dengang, men der er også nogle, der er spredt langt væk, men det er der jo altid, siger Henrik.

Bankverdenen fangede Henrik i sit spind

Da Henrik var færdig på Handelsskolen, blev han fanget i et spind, et spind han stadig ikke er kommet ud af – og det er han meget glad for.

– Jeg søgte flere stillinger, da jeg var færdig på Handelsskolen, og jeg nåede faktisk at få tilbudt et job som kontorassistent, men den takkede jeg nej til, fordi jeg havde fået en elevplads i Københavns Handelsbank. Og ja, siden da har bankverdenen fanget mig, forklarer Henrik.

– Det var i 1984, jeg fik elevpladsen, og det her med at have med mennesker at gøre, fangede mig med det samme. Jeg synes, det er super spændende at tale og interagere med mennesker. Man kan gøre en stor forskel i bankverdenen, man kan hjælpe folk med at opfylde deres drømme, stort som småt, fortsætter han.

– Vi fusionerede i ’88 eller ’89 til Danske Bank, og i 1991 søgte jeg væk fra banken, og her blev jeg ringet op af Middelfart Sparekasse, om ikke jeg ville komme dertil. Det takkede jeg ja til, først i Middelfart-afdelingen og kort efter som souschef i Strib-afdelingen, fortæller Henrik Troelsen.

– Og det var her, jeg fandt ud af, at det her med ledelse fanger mig rigtig meget også. Det med, at man kan hjælpe sine kollegaer til at vokse, og at man kan være med til at få forretningen til at vokse. Det føles næsten som at have sin egen forretning, lyder det fra Henrik.

Fredericia – et eventyr for sig selv

Middelfart Sparekasse er blevet Henriks anden familie. Han har været der siden han i ’91 kom til Middelfart, men i 2001 skiftede han Fyn ud med fastlandet. Fredericia blev hans nye hjemstavn.

– I 2001 kom jeg her til Fredericia som leder af afdelingen. Vi startede ude på Vesterbrogade, så flyttede vi til Prinsessegade i 2004 og brugte et år på at sætte den i stand. Så rykkede vi ind i 2005, siger Henrik og fortsætter:

– Det var bare god timing med alt det, der sker nede omkring havnen. Det var de røde lygters kvarter engang, men det løfter sig helt vildt.

– Det er også noget, der gør mig stolt, det er, at vi lige har været med til at give et stort sponsorbidrag til Kanalbyen, så vi kan være med til at integrere kunsten i den bydel, fortæller Henrik.

Hvad kræver det at være bankmand?

Der er mange stereotype forestillinger om bankfolk, at de er kedelige og tørre talnørder, men her er Henrik Troelsen beviset på det modsatte. Der er masser af liv i ham. Han har også ændret sig efter mange år i bankverdenen, fortæller han.

– Det er svært at sige, hvordan de har ændret mig. En ting er, at man bliver ældre og mere rummelig, og så har jeg altid haft rigtig meget empati, siger Henrik og fortsætter:

– Empati er helt sikkert vigtigt, man skal kunne afkode mennesker med det samme. Når man møder dem første gang, skal man kunne læse, hvem man står overfor. Det handler meget om tillid. Det er lidt det samme som at køre sin bil til service, vi vil gerne vores kunder det bedste, og give dem deres valgmuligheder.

Nu startede du med at fortælle, at du godt kan lide at hjælpe folk med deres drømme, men der må da også være mange drømme, du slukker?

– Det er mindst ligeså vigtigt at kunne håndtere et afslag. Det handler ikke om at give et afslag, men om at rådgive til, hvordan man kan nå derhen, hvor kunden gerne vil, forklarer han og fortsætter:

– Det hører vi faktisk også ofte, at de kunder, vi måske giver et afslag, melder positivt tilbage, at de forstår, hvorfor de ikke kan realisere drømmen her og nu. Så kan vi jo byde dem ind til kaffe, når de er kommet i den rigtige retning.

Bliver det aldrig kedeligt?

– Nej, nej, nej, lyder det prompte, inden han fortsætter:

– Det er jo alt det, der sker i samfundet, det handler om også. Så snart jeg har fri, er jeg jo stadig lidt på arbejde, for det er sjovt at følge med i samfundets udvikling, udviklingen for verdensøkonomien. Der er så mange ting, der kan have indflydelse på almindelige mennesker, så det er altid spændende. Lige nu har vi jo eksempelvis en konverteringsbølge, hvor folk i massevis konverterer deres lån, netop fordi samfundsøkonomien har udviklet sig.

Teenagekærligheden, der holdt ved

Noget, vi slet ikke havde nået at tale om ellers, var kone og børn, for det er der også i Henriks liv. Ja, faktisk har Annette været der siden de unge dage i Middelfart.

– Så skal vi jo spole helt tilbage til teenageårene i Middelfart, hvor jeg mødte Annette. Og ja, vi har lige haft sølvbryllup, så vi har holdt ved lige siden, fortæller Henrik.

Sammen har parret tre børn, Sofie på 31 år, Tobias på 29 år og Emma på 25 år. Sofie har fået tre børn med sin mand, og Tobias skal være far inden så længe. Så CV’et for Henrik handler ikke kun om bankverdenen, nej, her kan han også skrive far, morfar og ja, inden længe også farfar på.

Det var en stor dag, da Sofie kom til verden, en dag, som Henrik ikke glemmer foreløbigt.

– Jeg husker den morgen klokken 05:30, da vi fik den første, og jeg skulle gå om morgenen ned gennem Svendborg for at fortælle kollegerne, at jeg var blevet far. Så ændrer man sig bare, der bliver noget at passe på på en anden måde, siger Henrik.

Hvordan udvikler man sig, når man bliver far?

– Mit arbejde har jeg aldrig været i tvivl om, at det er det, jeg brænder for. Men personligt har jeg udviklet mig. Man oplever meget positivt og selvfølgelig også udfordringer. Det er bare med til at gøre dig til et mere helt menneske, svarer Henrik.

– Det har været en fornøjelse, at de har været så tæt på hinanden. De to ældste især havde meget gavn af hinanden, og har også taget sig godt af den yngste. Det er så sjovt at se, hvordan de skaber deres familierammer nu, fortsætter han.

– Det er stort at blive morfar, det er stort. Vi har lige haft dem med i Rom, det var dejligt at være tæt på hinanden i en uge, både børn og børnebørn, det var en gave, fortæller Henrik.

Med Sofie bosat i Vejle og Tobias og Emma i Aarhus, er der heller ikke langt mellem dem – og det glæder også Henrik, for han er en rigtig familiemand.

– Vi er privilegerede af tre dejlige børn, og det går dem godt. Det er det vigtigste, når man når hertil, at det går dem godt, fortæller han.

Fremtiden er langt væk

Med en snak om fortiden følger også en snak om fremtiden, selvom Henrik synes, det er lige lidt langt væk. Vi starter med at tænke ti år frem, her vil Henrik være 65 år gammel og have et langt liv bag sig.

– Om ti år er jeg ved at nå en pensionisttilværelse, og så ligger vi stadig afdelingsmæssigt i et smørhul her, og jeg tror også på, at der om ti år vil være personlig kontakt mellem mennesker, siger han og fortsætter:

– Men der er også løsninger, der bare er nødt til at blive truffet ved at afveje muligheder, det giver bedst mening med en rådgiver. Så er der selvfølgelig en masse robotter og sådan inden for vores verden, der kan overtage en del, og så kan det være, at betalingsmønstre og sådan ændrer sig. Vi er et af de ældste pengeinstitutter, så jeg tror, vi også er her i fremtiden.

Vi kigger også lidt længere frem, 25 år frem i tiden, langt frem, men der må være noget, som Henrik glæder sig til, når han får mere fritid.

– Om 25 år, så er jeg på pension. Det er samvær med min familie, simpelthen. Børn, børnebørn og oldebørn. Der skal i høj grad familietid til igen. Men det er langt ude, det er langt væk, lyder det med et grin fra Henrik.

Ugens Kurt: Ole Nikolajsen

0
Foto: Patrick Viborg Andersen, Fredericia AVISEN

UGENS KURT. Ole Nikolajsen er et kendt ansigt i Fredericia. Han er blandt andet manden bag mange triathlonstævner i byen og har tidligere stået i spidsen for Fredericia Håndboldklub, men driver i dag firmaet ProPrint. Ole er kommet i den varme stol på Kurt’s Kaffebar, hvor han tager os med på sin rejse.

Ole og jeg har aftalt at mødes klokken 11:00. Jeg er i god tid og sætter mig ved et ledigt bord klokken 10:45 for at forberede mig lidt på snakken med Ole, der ankommer 10:58 og lige hilser på lidt folk udenfor, inden turen går ind i varmen.

Til at starte med siger Ole med et smil:
»Patrick, du kender jo det meste af min historie.«
Jeg griner lidt, nikker og beder Ole starte med fortællingen helt fra sin barndom. Ole fortæller, at han er født og opvokset i det gamle Snoghøj.

»Jeg husker det som en ekstremt tryg og god barndom. Jeg er så privilegeret, at mine forældre ikke er skilt, så jeg har kun oplevet trygge rammer,« siger Ole, der startede på Erritsø Centralskole, men flyttede til Samsø fra 3. klasse og frem til 8., da hans far fik job på øen.

»Jeg skulle rykke teltpælene op, og jeg husker, at jeg syntes, det var spændende. På det tidspunkt var jeg udadvendt og fik derfor hurtigt nye venner, særligt gennem sporten. Allerede efter en uge var jeg meldt ind i både fodbold- og håndboldklubben. De seks år på Samsø er vel seks af de bedste år i mit liv. Vi har siden haft sommerhus derovre, og jeg kommer der stadig og arrangerer også et maratonløb derovre.«

Hvad skete der efter skoletiden?

»Det var meningen, at jeg skulle i lære som smed, men de havde ikke noget at lave, så jeg skulle i 10. klasse. Jeg havde en kæreste, hvis far var chef i Føtex, hvor der var en ledig læreplads, som jeg søgte, men ikke fik. Jeg fik dog mod på detailbranchen og blev uddannet butiksslagter i Brugsen på Nymarksvej. Jeg var glad for faget og fik 56 ud af 60 mulige point til eksamen, hvilket betød, at jeg fik mange jobtilbud,« forklarer Ole og fortsætter:

»Jeg skulle i militæret og aftjene min værnepligt. Jeg fik muligheden for at blive frømand, da de manglede dykkere. Problemet var, at man skulle tegne en kontrakt på fem år, og det ville jeg ikke. I stedet blev jeg slagtermester i Brugsen i Nr. Aaby som meget ung, og der var jeg i et halvt år.«

Efterfølgende tog Ole Nikolajsens erhvervskarriere en drejning. En bytur medførte, at han ville være Falck-vagt.

»Jeg mødte op som 20-årig og ville søge stillingen som Falck-vagt, men man skulle være 21 år og have stort kørekort. Den 31. oktober på min fødselsdag afleverede jeg ansøgningen, og jeg fik jobbet den 1. december. Jeg var der i fire år, inden jeg blev fyret pga. nedskæringer. Jeg startede hos Shell efter min tid hos Falck og var der i otte år. Jeg var chauffør hos dem et par år, men det var ikke mig, og så blev jeg kørselsleder i stedet,« siger Ole.

Sportseventyret

Ole Nikolajsen har altid været bidt af sport, og i en årrække levede han også af det.

»I 1999 blev jeg købt fri til at arrangere triathlonstævnerne. Jeg levede af sporten, kombineret med at jeg dyrkede min egen karriere. Jeg havde tre år, hvor jeg slet ikke lavede andet end triathlon, og det var virkelig fantastisk. Jeg blev så arrangementchef i byen, og mens jeg var det, skulle triathlonforbundet have ansat en sportschef på fuldtid, og den stilling blev jeg opfordret til at søge. I min tid som sportschef oplevede jeg to olympiske lege helt inde fra som coach,« siger Ole, der efterfølgende fortsatte i sportsbranchen:

»Jeg blev kontaktet af den daværende forretningsfører i FHK, Klaus Bernhardt, der ville have mig som ny leder af håndboldklubben. Det tog Klaus et halvt år om at overbevise mig, da jeg ikke var helt hooked på idéen til at starte med. Jeg kunne godt mærke på familien, at det var hårdt for dem, når jeg tit var væk. Men jeg tænkte også, at det kunne være interessant, da jeg selv har set håndbold siden de glade 70’ere med Europa Cup-kampe, og FHK er mit hold. Mik Hagenbo var træner på det tidspunkt, og jeg kunne godt lide hans stil med offensivt forsvar, som var jugoslavisk inspireret. Jeg tænkte, at jeg som jyde kunne samarbejde med københavneren Hagenbo,« forklarer Ole.

»Jeg fik at vide, inden jeg startede, at der manglede 200.000 kroner i kassen, og de skulle findes, men inden revisoren og jeg var færdige med at åbne skuffen, manglede der to millioner kroner. Jeg fik heldigvis lavet en aftale med Compass, og vi fik hurtigt etableret et aktieselskab til at drive klubben. For at overleve skulle vi rejse 2,5 millioner kroner. Det lykkedes lige før deadline at finde pengene, da værftet kom til. Jeg blev direktør, men det passede mig ikke helt. Jeg var fejlplaceret og kom væk fra det sjove, nemlig at være omkring spillerne. Efter et halvt år som direktør blev min stilling ændret til teamchef og sælger på deltid, og samtidig startede jeg ProPrint,« siger Ole.

»Vi fik René Hamann-Boeriths som træner, og vi havde et godt samarbejde. Jeg begyndte på håndboldagentuddannelsen, men fandt ud af, at det ikke var mig. Vi ansatte Tine Hvalkof som direktør, og da min kontrakt skulle forlænges, blev den ikke forlænget. Jeg var afklaret med, at sådan var vilkårene, og forlod klubben uden bitterhed.«

ProPrint-eventyret

Ole fokuserede efter FHK fuldtid på ProPrint:

»Jeg bankede ProPrint op til seks ansatte, men efter at have mistet to store kunder besluttede jeg at være 3-4 ansatte med fokus på hurtig levering i små oplag. Det fungerer godt,« siger Ole, der også ejer en pølsevogn sammen med sin søn Magnus.

Ole og Team Rynkeby

Ole har været engageret seks år i Team Rynkeby, efter at han og hans kone Susanne mistede datteren Laura til kræft:

»Det gav mening at støtte det gode formål, og gennem årene har jeg fået venner for livet. Min søn Magnus cyklede med i 2017, hvilket var stort,« slutter Ole.

Fakta – Ole Nikolajsen:

  • 53 år
  • Født på Sct. Joseph
  • Gift med Susanne på 28. år
  • Har børnene Line på 27 år og Magnus på 19 år

Ugens Kurt: Lone Eriksen

0
Foto: Thomas Lægaard, Fredericia AVISEN

Lone Eriksen har de sidste 25 år været en fast bestanddel af Gardenia Blomster i Erritsø. Siden 2011 har hun stået i spidsen for forretningen, hvor mange fredericianere køber deres blomster. Fredericia AVISEN satte Lone i stævne på en råkold tirsdag i oktober.

Da jeg træder ind ad døren på Kurts Kaffebar, er Lone allerede kommet. Hun har fundet sig til rette i en lænestol, men vi flytter os til et bord i stedet. Lone har været hurtig – hun har allerede bestilt en café latte.

Jeg kender kun Lone fra de gange, jeg har været forbi Gardenia Blomster, men det er tydeligt at mærke hendes hjertevarme allerede fra starten. Vi starter snakken med at tage helt tilbage – til Lones opvækst i Skærbæk.

“Jeg kommer fra Skærbæk, hvor jeg er født og opvokset. Jeg har altid set mig selv som den mere stille pige, men gennem tiden har jeg nok udviklet mig til at turde mere, til at turde livet mere. Det helt store vendepunkt kom, da jeg i en alder af 23 mistede min mand til en arbejdsulykke. Mit liv gik ligesom i stå. Men jeg har formået at komme ud på den anden side. Det ligger stadig dybt i mig, men livet går videre, og jeg har brugt det til at blive stærkere. Det har givet mig modet til at tage flere chancer, for man skal nyde livet, så længe man har det,” fortæller Lone.

“Men opvæksten i Skærbæk var tryg. Jeg tror, at tryg er det helt rigtige ord at bruge. Jeg gik i skole på Skærbæk Skole, hvor jeg knyttede mange gode venskaber. På skolen var der et netværk og et nærvær. Man fik et tæt forhold til sine lærere, og lærerne kan da stadig huske mig den dag i dag, når vi mødes. Skolen står for mig som et symbol på tryghed. Vi var trygge med lærerne, men vi var også meget trygge ved hinanden,” siger Lone og fortsætter:

“Når vi havde fri, var jeg altid sammen med nogen. Der var altid en klassekammerat, jeg var sammen med. Jeg husker mange gode minder, blandt andet at vi efter skole hoppede på cyklen og tog en tur i skoven. Det er egentlig meget modsat, hvordan jeg oplever, at mine egne børn lever nu. Jeg kunne sagtens lægge en seddel, hvor der stod, jeg ikke lige spiste hjemme, men der går ikke en dag, hvor jeg ikke hører fra mine børn i løbet af dagen. Jeg ved altid, hvor de er, og hvad de laver. Det er jo egentlig nok hårdt for dem. Jeg tror, jeg selv har levet meget mere selvstændigt, hvor vi gjorde ting uden at skulle spørge om lov først.”

“Efter tiden på Skærbæk Skole skulle vi ind til den store skole i Taulov. Men derefter tog jeg en treårig HH, det der svarer til en HHX i dag. Derfra gik jeg i lære på kontor, for jeg troede, det var det, jeg skulle. Men 14 dage før jeg var udlært, fandt jeg ud af, at det ikke var det, jeg ville. I radioen hørte jeg et radiospot for et kursus på AMU-centret. Det valgte jeg at springe ud i – et otte ugers kursusforløb, hvor vi blandt andet lærte om blomster, maling og ansøgningsskrivning. Allerede dér hæftede jeg mig ved blomsterne, og her har jeg jo så været lige siden,” fortæller Lone Eriksen levende.

“Jeg var så heldig, at jeg fik en praktikplads og senere en fastansættelse i Gardenia Blomster. Jeg husker stadig den dag, jeg kom ind første gang. Jeg kom i min røde frakke og blev mødt af Karen Marie. Jeg spurgte, om jeg kunne komme i praktik, og hun sagde, at det kunne vi da godt finde ud af, men hun ville ikke garantere, at jeg kunne blive. Men det var en stor kontrast til den verden, jeg kom fra – men en god kontrast. Allerede efter tre uger kom Karen Marie til mig og sagde, at jeg havde talent for det, at det faldt mig meget naturligt,” fortsætter Lone.

“Jeg faldt hurtigt for det, og det faldt mig meget naturligt at være kreativ. Dengang jeg var 18-19 år, gik jeg på aftenskole med min mor, der også elskede blomster og haven. Og siden jeg startede i Gardenia tilbage i 1993, er min kærlighed til blomster kun vokset,” lyder det fra Lone Eriksen.

“Butikken har ofte været bandet langt væk”

I 2011 gik Lone Eriksen en ny tid i møde. En tid som almindelig lønmodtager blev skiftet ud med en tid som selvstændig erhvervsdrivende. Lone Eriksen kunne efter 18 år i Gardenia Blomster overtage forretningen, som hun siden har kørt videre. Det kom ikke bag på Lone, at hun skulle overtage efter Karen Marie.

“Der er meget andet arbejde ved at være indehaver fremfor almindelig ansat. Der er en masse kontorting, der skal være styr på, så jeg har kunnet bruge de ting, jeg lærte fra HH. Og så har Karen Marie altid været god til at tage mig med ind, så jeg også lærte det helt fra starten,” siger Lone Eriksen.