Standup trækker fuldt hus i Fredericia: »Folk er super grineparate, når de kommer herind«

0

EVENTS. Urbania Street Food har for alvor fået comedy ind under huden. Onsdag den 4. februar er der igen lagt op til en aften, hvor grinene sidder løst, når tre markante navne fra den danske standupscene gæster Fredericia: Jakob Thrane, Simon Tang og Johnny Robertson.

Ifølge Brian Løkkegaard fra Urbania Street Food er der tale om tre komikere, som – trods deres unge alder – allerede har masser af erfaring i bagagen. »Det er unge knægte i comedymiljøet, men allerede med meget erfaring. De rammer bredt, og flere af dem har været synlige på sociale medier og også haft tv ind over. Det er nogle energiske energibomber, som kommer herned, og som rammer ret hårdt,« fortæller han.

Latter fra første replik

Comedy Night på Urbania har på kort tid udviklet sig til et fast trækplaster, og det skyldes ikke mindst stemningen i lokalet. Her er der ikke langt fra scene til publikum – hverken fysisk eller mentalt. »Stemningen er altid super intim, meget nærværende og eksklusiv god. Vi har et publikum, som går ind ad dørene med en klar parathed til at grine,« fortæller Brian Løkkegaard.

Den oplevelse bliver ikke kun bemærket af arrangørerne selv. Også komikerne, der står på scenen, vender igen og igen tilbage med den samme tilbagemelding efter deres optrædener på Urbania. For dem er det tydeligt, at publikum i Fredericia er med fra første øjeblik. »Næsten hver gang får vi at vide, at det er en ekstremt god stemning. Normalt skal man lige bygge noget varme op i et lokale, men hernede er folk klar fra første strofe. De er simpelthen super grineparate,« siger han.

Ifølge Brian Løkkegaard er det heller ikke usædvanligt, at latteren begynder, allerede inden showet for alvor er i gang. »Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har lagt mærke til, at folk nærmest griner, allerede når den første siger velkommen. Det siger noget om den nærværende stemning, vi har hernede,« siger han.

Udsolgt – igen og igen

At Comedy Night på Urbania Street Food har ramt noget rigtigt, kan også ses direkte i billetsalget. Publikum i Fredericia har for længst fået øje på aftenerne, og mønstret gentager sig gang på gang. »Vi har kun omkring 150 pladser herinde, så alle kan se. Det er dem, der bliver sat til salg, og så løber vi udsolgt. Det ved vi,« siger Brian Løkkegaard.

Den begrænsede størrelse er samtidig en del af forklaringen på den særlige stemning, hvor publikum sidder tæt på scenen, og komikerne hurtigt mærker reaktionerne. Men det betyder også, at der ikke er plads til at vente, hvis man vil være sikker på en billet. »Vil man være sikker på en plads, så er det nu, man skal være hurtig, plejer vi at sige.«

Onsdag den 4. februar åbner dørene på Urbania Street Food klokken 16.00, mens Comedy Night går i gang klokken 20.00. Aftenen byder på street food, kolde drikke – og ifølge arrangørerne – en stemning, hvor latteren hurtigt fylder rummet.

Gør AI os dummere – eller bare mere utålmodige?

0

Vi har overlevet to verdenskrige, atombomben, fjernsynet, internetpanikken og sociale medier. Nu er turen kommet til kunstig intelligens, og dommen falder hurtigt: “Nu bliver vi alle dummere.”
Historien viser noget andet: Når en ny teknologi kommer, flytter den kravene til, hvad vi skal kunne – den slukker ikke hjernen.

Da lommeregneren kom, frygtede man, at børn aldrig ville lære at regne. I dag er problemet ikke plus og minus – men om vi forstår renter, statistik og data i en verden, hvor tal styrer alt fra privatøkonomi til klima og sundhed. Med AI: Mister vi ikke forstanden. Vi risikerer at miste tålmodigheden – og modet til at omstille os.

AI er meget mere end chatbots og sjove billedgeneratorer. Det er mønstergenkendelse og forudsigelser i stor skala – allerede brugt til at finde kræftknuder på scanninger, optimere trafik og energiforbrug, afsløre svindel og styre logistik og planlægning. Ekstremt effektiv matematik på steroider.

AI bygger i delvis på maskinlæring/Deep Learning: systemer der lærer mønstre fra enorme datamængder og gætter kvalificeret på “hvad der nok kommer næste gang”. De kan generalisere og finde sammenhænge, vi overser. Det er statistisk intelligens, ikke menneskelig dømmekraft.

Derfor er AI heller ikke et væsen, vi skal skændes med. Det er et værktøj. God tænkning bliver tydeligere. Dårlig tænkning bliver farligere.

AI ændrer også læring – for alle aldre:

  • Børn kan få individuel støtte og forklaringer i flere niveauer, især hvis de kæmper med læsning og skrivning. Men uden voksne rammer risikerer vi klik-videre-kultur i stedet for “jeg prøver lige én gang til”.
  • Unge kan bruge AI som stærk sparring og kreativ motor – eller som genvej til copy–paste og overfladisk viden, hvis vi kun måler produktet og ikke forståelsen.
  • Voksne får en kæmpe chance for livslang læring og omskoling i et arbejdsmarked, der skifter hurtigere end nogensinde – men kun hvis vi lærer at lede teknologien og ikke bare følge den.

Nyhedsstrømmen er som et højhastighedstog: hurtigt, højt – og ofte tyndt. AI skruer op for tempoet: flere tekster, flere billeder, mere manipulation, mere støj. Det gør kildekritik og troværdige redaktionelle filtre vigtigere, ikke mindre. Vi har brug for kvalitet over klik – også når det går stærkt.

Hvis vi overlader teknologien til frygten – eller til dem, der kun ser profit – taber vi. Hvis vi insisterer på sund fornuft, kultur, dannelse og kritisk tænkning i maskinrummet, så skal det nok gå. Det har menneskeheden faktisk en tendens til.

Demenspatienter i Region Syddanmark venter næsten dobbelt så længe som loven tilsiger

0

Demenspatienter i Region Syddanmark venter i gennemsnit næsten dobbelt så længe på at få stillet en diagnose, som sundhedsloven giver dem ret til. Det viser nye tal, der har fået folketingsmedlem Christian Rabjerg Madsen til at råbe op og efterlyse en national demensplan.

Ifølge sundhedsloven har borgere krav på at blive udredt for demens inden for 30 dage, hvis det er fagligt muligt. Alligevel er den gennemsnitlige ventetid i Region Syddanmark 54 dage fra udredning til diagnose. Tallene stammer fra Mit Sygehusvalg.

Christian Rabjerg Madsen, der er valgt i Kolding og er politisk ordfører for Socialdemokratiet, kalder tallene dybt alvorlige.

»Det er ærligt talt skræklæsning. Når man har krav på at blive udredt inden for 30 dage, men i praksis må vente næsten dobbelt så længe, så er det et system, der svigter mennesker i en ekstremt sårbar situation,« siger han.

Selv om Region Syddanmark ifølge tallene klarer sig bedre end flere andre regioner, er ventetiden fortsat markant længere end lovens rammer. Og det har ifølge folketingsmedlemmet store konsekvenser for både patienter og pårørende.

Over halvdelen af demenspatienterne får først stillet diagnosen, når sygdommen allerede er moderat eller svær. Det forringer mulighederne for tidlig behandling, støtte og rådgivning.

»Demens er en af de mest forfærdelige sygdomme, vi kender. Ikke kun for den, der bliver syg, men også for familien, der langsomt ser et menneske forsvinde. Vi kan ikke helbrede demens, men vi har et ansvar for at gøre forløbet så ordentligt som muligt,« siger Christian Rabjerg Madsen.

Tallene peger samtidig på, at udfordringen ikke kun er regional. På landsplan blev kun 26 procent af patienterne udredt inden for 90 dage i 2024, selv om hurtig udredning er afgørende for at kunne planlægge behandling og støtte tidligt i sygdomsforløbet.

I sin nytårstale varslede statsministeren, at regeringen i år vil fremlægge en ny national demensplan. Ifølge Christian Rabjerg Madsen er det nu afgørende, at løftet omsættes til konkret handling.

»Vi må erkende, at vi ikke har gjort nok – heller ikke i vores region. Det her kalder på en fælles national indsats, hvor vi får styr på ventetiderne, styrker udredningen og giver langt bedre støtte til de pårørende,« siger han.

Omkring 100.000 mennesker vurderes i dag at leve med demens i Danmark, og antallet forventes at stige i de kommende år. Det gør ifølge folketingsmedlemmet behovet for handling endnu mere presserende.

»Det skylder vi de tusindvis af danskere – også her i Sydjylland – som lige nu venter alt for længe på hjælp,« siger Christian Rabjerg Madsen.

Fredericia rækker ud mod Odense for at finde fremtidens akademikere

0

BUSINESS. Fredericia var for nylig rykket midlertidigt til Odense – i hvert fald i overført betydning. På invitation fra Jobcenter Odense deltog bosætningskonsulenten Iben Bonne Jensen fra Business Fredericia nemlig i et oplæg målrettet ledige akademikere, hvor fokus var på jobmuligheder, erhvervsliv og livet i Fredericia.

Formålet var klart: at gøre Fredericia mere synlig for højtuddannet arbejdskraft og vise, at der uden for de store studiebyer findes attraktive job- og karrieremuligheder. »Det var i virkeligheden en opdatering. Vi fortalte om Fredericia, om erhvervslivet og om, hvordan det er at bo her,« fortæller hun.

Som en del af oplægget havde Business Fredericia inviteret Energinet med. Valget var ikke tilfældigt. »Det er en af de største vidensvirksomheder, vi har i Fredericia. Derfor gav det rigtig god mening at have dem med, og det blev en rigtig god dag. De holdt et stærkt oplæg – både om Energinet og om det arbejde, der foregår med energi og miljø i Fredericia,« siger hun.

Efter oplæggene var der dialog med de omkring 50 akademikere, der deltog. Og reaktionen var ifølge bosætningskonsulenten markant positiv. »De var virkelig overraskede over, hvor meget Fredericia har at byde på. Mange kendte slet ikke bredden i de brancher og virksomheder, vi har her,« fortæller hun.

I stedet for et klassisk jobopslagsfokus valgte hun en anden tilgang. Hun opfordrede deltagerne til at starte et andet sted i deres jobsøgning. »Det handler om at være nysgerrig på virksomhederne. Se på brancherne, se på hvad der findes herovre – og så tænke i, hvordan man selv kan byde sig til. Altså begynde et andet sted end den traditionelle ansøgning.«

Oplægget har ifølge hende bekræftet, at arbejdet med at tiltrække akademikere fortsat er en vigtig opgave for Fredericia. »Vi har stadig brug for at være synlige over for ledige akademikere og gøre os attraktive. Vi har faktisk rigtig meget brug for dem i Fredericia,« siger hun.

Næste skridt kan blive, at Fredericia selv inviterer. Der er allerede talt om, at en busfuld akademikere på et tidspunkt kan komme til byen for at møde virksomhederne. »Det tænker jeg, vi er gode til i Fredericia. Måske kan vi gentage succesen og ellers kan vi jo selv invitere,« bemærker hun. Målet er i sidste ende ikke kun at skabe opmærksomhed, men at påvirke retningen. »Studiebyerne kan ikke absorbere alle de færdiguddannede. Derfor er det nødvendigt at kigge i andre retninger, når man søger job. Og så gælder det om at være på banen, når de gode kandidater er der.«

Om indsatsen fører til konkrete jobmatches, vil vise sig over tid. Men ifølge bosætningskonsulenten er første skridt taget. »Nu starter vi her – og så ser vi, hvad det giver.«

Fredericia Gymnasium klar med årets store musical

0

EVENTS. Der har været travlt på gangene, i øvelokalerne og på scenen på Fredericia Gymnasium siden november. Når tæppet går for premieren den 28. januar, er det kulminationen på måneders intensivt arbejde, hvor mere end 100 elever og lærere har været involveret i årets musicalproduktion.

I år har gymnasiet valgt at kaste sig over Romeo og Julie, der får nyt liv i en moderne musicaludgave. Forestillingen markerer endnu et kapitel i en mangeårig tradition på Fredericia Gymnasium, hvor der hvert tredje år samles kræfter på tværs af klasser og fag for at skabe en stor fælles forestilling.

En tradition, der samler hele gymnasiet

Musicalen er ikke bare et sceneshow, men et fælles projekt, hvor elever med vidt forskellige interesser arbejder side om side. Nogle står på scenen, andre spiller musik, syr kostumer, arbejder med lys, lyd og scenografi eller holder styr på det hele bag kulisserne.

Bredden i projektet er en af grundene til, at musicalen har fået en særlig plads i gymnasiets kultur. Her mødes kreativitet, samarbejde og fællesskab i et forløb, der strækker sig over flere måneder og samler hele skolen om én fælles ambition.

Klassisk fortælling i ny musikalsk ramme

Årets musical tager udgangspunkt i Shakespeares klassiske kærlighedsdrama om de to unge elskende fra rivaliserende familier i Verona. Romeo og Julie forelsker sig på trods af familiernes had, bliver gift i hemmelighed og håber, at deres kærlighed kan skabe forsoning. Men historien tager en tragisk drejning, da en skæbnesvanger misforståelse får alvorlige konsekvenser.

I Fredericia Gymnasiums version bliver fortællingen nyfortolket gennem musik, der taler direkte til et ungt publikum. Publikum kan se frem til sange inspireret af kunstnere som Tessa, Minds of 99 og Aphaca, som giver den klassiske historie et nutidigt udtryk uden at fjerne dens følelsesmæssige tyngde.

Flere forestillinger efter premieren

Premieren finder sted onsdag den 28. januar, men publikum får flere chancer for at opleve musicalen. Forestillingen spiller også den 29., 30. og 31. januar.

Med årets opsætning lægger Fredericia Gymnasium endnu en gang op til en musical, hvor klassisk dramatik, moderne musik og ungt engagement smelter sammen – og hvor publikum kan forvente både store følelser og stærkt fællesskab på scenen.

Børn i Fredericia går for børn i Uganda: »Vi er bare glade, hvis der kommer nogle med«

0

EVENTS. Fredericia Bibliotek danner lørdag formiddag rammen om en gåtur, hvor leg, fællesskab og global omtanke går hånd i hånd. I anledning af Børnenes Danmarks Indsamling inviterer biblioteket børn og familier med på en rute på op til fire kilometer – med start og slut samme sted.

Bag arrangementet står børnebibliotekar Ulla Skovgaard, der fortæller, at initiativet er en del af et landsdækkende koncept under DR, hvor skoler, institutioner og biblioteker kan arrangere gåture og samle kilometer. »Det er jo noget, som Danmarks Radio laver, og så skriver de ud til både børnehaver og skoler og biblioteker, at man kan arrangere gåture. Hver kilometer, man går, donerer Novo Nordisk 20 kroner til udsatte børn,« fortæller hun.

I år går indsamlingen til børn i Uganda. Hver gang et barn har gået én kilometer, udløser det 20 kroner fra Novo Nordisk Fonden, og kilometerne tælles samlet. »Hvis der kommer ti børn med ud at gå, og vi går en rute på fire kilometer, så skriver vi det kilometerantal ind, og så donerer vi pengene til børn,« forklarer Ulla Skovgaard.

Leg undervejs

Gåturen er bevidst tænkt i børnehøjde. Undervejs lægges der pauser ind med små lege og aktiviteter, så turen ikke føles lang. »Vi kommer forbi legepladserne på Volden. I år tror jeg, vi kommer forbi to, og så har jeg kigget på nogle naturlege. Det kan være, man laver sit eget kryds og bolle på volden, krammer et træ eller laver balanceøvelser. Når man kan mærke, at nu skal der ske noget, så laver vi et lille break,« siger hun.

Biblioteket har prøvet konceptet før, og erfaringerne er gode. »Det gik rigtig fint og vi havde en god gåtur sidste år. Jeg tror, der var 12–15 børn med og forældre, og vi fik set nogle legepladser og gået nogle kilometer,« fortæller Ulla Skovgaard.

I år håber hun på et lignende fremmøde, og understreger samtidig, at arrangementet er helt uformelt. »Det er uden tilmelding, og man kan bare møde op. Vi er glade, hvis der kommer nogen med. Man kan selvfølgelig også gå turen selv og melde kilometerne ind en anden dag, men her er der en anledning til at gøre det sammen og få en hyggelig gåtur.«

En rute i børnehøjde gennem Fredericia

For Ulla Skovgaard handler gåturen også om at give familier en anledning til at opleve byen på en ny måde. »Det er også en god anledning til måske at se noget af Fredericia, som man ikke kender. Hvis man bor i Taulov eller Nordbyen og tænker, at man tager ind og går turen, så ser man noget andet, end man er vant til.«

Ruten er i år justeret, så den passer bedre til børnenes tempo og energi. Erfaringerne fra sidste år viste, at fem kilometer blev for langt for mange, og derfor er turen denne gang lagt lidt kortere, så de fleste kan være med uden at blive trætte undervejs. »Sidste år var den på fem kilometer, og der kunne vi godt mærke, at det blev lige i overkanten. I år er den lige over fire, men ikke fem. Fire kilometer lader til at være den gyldne middelvej,« slutter hun med et smil i stemmen.

Gåturen starter ved biblioteket klokken 10.00 og slutter samme sted. Hvor lang tid den tager, afhænger af tempo, pauser – og legelyst.

Bilist sigtet for narkokørsel på Vejle Landevej

0

Tirsdag middag blev en varebil standset på Vejle Landevej, hvor føreren blev sigtet for narkokørsel. Politiet standsede køretøjet klokken 12.49 og skønnede føreren påvirket af euforiserende stoffer.

Der er tale om en mand født i 1993 fra Søndersø. Manden er sigtet for at føre køretøj under påvirkning af euforiserende stoffer.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing onsdag klokken 09.00.

.midspar-wrap { position:relative; width:100%; padding-top:56.25%; cursor:pointer; } @media (max-width:600px) { .midspar-wrap { padding-top:100%; } }

19-årig sigtet for narkosalg efter fund i lejlighed i Fredericia

0

Sydøstjyllands Politi har tirsdag eftermiddag sigtet en 19-årig mand for narkosalg i Fredericia. Det oplyser Arno Rindal Petersen fra Sydøstjyllands Politi på politiets pressebriefing onsdag klokken 09.00.

Politiet observerede klokken 17.55 en person komme ud fra en lejlighed på Købmagergade. Patruljen tog kontakt til manden og fandt ham i besiddelse af 1,63 gram hash, 17 tramadolpiller samt en nøgle til den lejlighed, han netop var kommet ud fra.

Ved en efterfølgende ransagning af lejligheden fandt politiet yderligere narkotika. Den 19-årige mand er på den baggrund sigtet for narkosalg.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing onsdag klokken 09.00.

Tyveri for omkring 100.000 kroner fra byggeplads i Fredericia

0

Der har mandag eftermiddag været tyveri fra en byggeplads på Norgesgade i Fredericia. Ifølge politiet er tyveriet sket omkring klokken 15.15. Gerningspersonen har skaffet sig adgang til en container ved at åbne en hængelås med den rette nøgle. Nøglen var blevet stjålet tidligere samme dag.

Fra containeren er der stjålet en større mængde værktøj. Politiet oplyser, at den samlede værdi anslås til omkring 100.000 kroner, men at der endnu ikke foreligger et præcist overblik over de stjålne genstande.

Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing onsdag klokken 09.00.

Boligkøbene tager fart i Fredericia – job, tilflytning og prisniveau trækker markedet op

0

Danskernes lyst til at købe bolig voksede markant i 2025, og Fredericia er en af de kommuner, hvor udviklingen passer godt ind i det nationale billede. På landsplan blev der optaget knap 56.900 nye lån til køb af ejerboliger – en stigning på 25 procent i forhold til året før – og aktiviteten steg i 93 ud af landets 98 kommuner. Det viser nye tal fra Finans Danmark.

Selv om de kommunespecifikke tal endnu ikke er offentliggjort, peger flere strukturelle forhold på, at Fredericia er blandt de kommuner, hvor boligkøbene igen har taget fart.

Ifølge Finans Danmark hænger den nationale fremgang blandt andet sammen med robuste husholdningsbudgetter, høj beskæftigelse og et arbejdsmarked, der fortsat er stærkt – trods geopolitisk usikkerhed. Det billede genkendes lokalt i Fredericia, hvor beskæftigelsen i en årrække har været høj, og hvor store arbejdspladser inden for energi, logistik og transport fortsat trækker nye medarbejdere til byen.

Fredericia har samtidig et boligmarked, der adskiller sig fra flere af nabokommunerne i Trekantområdet. Prisniveauet er generelt lavere end i Vejle og Middelfart, hvilket gør kommunen attraktiv for både førstegangskøbere, børnefamilier og pendlere. Samtidig har byen de senere år oplevet en stigende tilflytning af vidensarbejdere – blandt andet som følge af udviklingen omkring Taulov, havnen og den grønne omstilling.

Nationalt viser tallene, at det fastforrentede lån fortsat er den mest populære låntype, men at interessen for variabelt forrentede lån er vokset. I 2025 udgjorde fastforrentede lån knap 54 procent af de nye ejerboliglån – et fald på 12 procentpoint i forhold til året før.

Ifølge Finans Danmark skyldes det blandt andet, at forskellen mellem den korte og den lange rente er blevet større, hvilket giver en umiddelbar besparelse for boligejere, der vælger variabel rente – dog med en større renterisiko.

I Fredericia kan den udvikling få særlig betydning. Et lavere boligprisniveau betyder, at mange købere er mere prisfølsomme, og at selv mindre renteudsving kan have betydning for økonomien. Samtidig giver netop prisniveauet mulighed for at komme ind på boligmarkedet, selv i en periode med højere renter end før 2022.

Boligmarkedets bevægelse i Fredericia skal også ses i lyset af byens rolle som pendlerby. Med relativt korte afstande til både Vejle, Kolding og resten af Trekantområdet kan Fredericia tilbyde en kombination af jobmuligheder, transportinfrastruktur og boligpriser, som mange finder attraktiv.

Finans Danmarks underdirektør for realkredit og ejendomsfinansiering, Peter Jayaswal, peger på, at danskernes fortsatte aktivitet på boligmarkedet netop handler om, at mange har valgt at realisere boligdrømmen, selv i et usikkert globalt klima.

For Fredericia betyder det, at boligmarkedet igen bevæger sig – ikke som et eksplosivt boom, men som en bredere og mere stabil fremgang, hvor flere handler gennemføres, og hvor både købere og långivere agerer mere afbalanceret end i årene op til rentechokket.

.midspar-wrap { position:relative; width:100%; padding-top:56.25%; cursor:pointer; } @media (max-width:600px) { .midspar-wrap { padding-top:100%; } }

Axeltorvet skal summe igen når lokale kræfter inviterer til gratis festival

0
KULTUR. Der er lagt op til liv, musik og fællesskab i hjertet af Fredericia, når Axeltorvet i begyndelsen af maj danner rammen om en...

Dødsfald Fredericia uge 16