For at minimere risikoen for voldelige overfald og selvskade i danske arrester og fængsler er der indført mulighed for at indkøbe gummi- og plastikgenstande.

En tilspidset tandbørste eller toiletbørste kan være et farligt våben over for både indsatte og ansatte.

Derfor har kriminalforsorgen nu indført mulighed for at indkøbe gummi- og plastikgenstande som alternativ til nogle af de genstande, der udleveres til indsatte. De nye gummi- og plastikgenstande er udført i hårdt, bøjeligt gummi og omfatter blandt andet tandbørster, toiletbørster, service og bestik.

De alternative genstande kan indkøbes i de afdelinger og institutioner, hvor det vurderes relevant. Muligheden for at indkøbe de nye genstande ses som et vigtig skridt i at minimere risikoen for overfald på både indsatte og ansatte samt selvskade hos de indsatte:

– Sikkerhed har højeste prioritet i kriminalforsorgen, og vold og trusler i vores institutioner er
helt uacceptabelt. Derfor har vi i flere år arbejdet med at hindre og minimere antallet af episoder, og det er lykkedes at nedbringe antallet. Det arbejde fortsætter vi selvfølgelig med.
Derfor sætter vi nu ind på at forebygge, at inventar udformes til våben. Muligheden for at
indkøbe gummi- og plastikgenstande kan være med til at minimere antallet af episoder rettet
mod personalet, da det bliver sværere at udforme våben, ligesom det er et vigtigt skridt mod
at minimere risikoen for selvskade, siger direktør i kriminalforsorgen, Ina Eliasen.

Kriminalforsorgen har over en årrække haft et massivt fokus på at nedbringe vold og trusler i fængsler og arrester mod sine medarbejdere. Det har medført, at antallet af episoder er faldet 45 procent i perioden 2017-2022.

Faldet i episoder er resultatet af et langsigtet arbejde med at identificere problemer og igangsætte forebyggende indsatser. Indsatserne tager udgangspunkt i, at kriminalforsorgen i 2015 indførte en nultolerance over for vold og trusler mod ansatte. Nultolerancen betyder, at alle strafbare episoder mod ansatte politianmeldes. Derudover er der blandt andet indført skærpede disciplinære sanktioner, herunder at indsatte, der overfalder personale, overføres til afdelinger med højere sikkerhed.

Konkret er antallet af episoder med trusler mod ansatte i perioden 2017-2022 faldet 55 procent, mens antallet af episoder med vold eller forsøg på vold i samme periode er faldet 16 procent. I samme periode af det gennemsnitlige belæg steget 18 procent.

Blandt andet bestik-serien er udviklet i den svenske kriminalforsorg, hvor flere af hjælpemidlerne blandt andet anvendes. Det har været muligt at indkøbe de nye hjælpemidler siden sommer 2023.