Onsdag d. 6. december var alle Fredericia Kommunes 6.klasser samlet i Tøjhuset for at dyste mod hinanden i Smart Parat Svar og finde Fredericias klogeste 6.klasse. Det blev 6.A fra Skolesvinget – under navnet ‘Smarties’ – der løb med sejren.
‘Smarties’ går nu videre til den regionale konkurrence og måske den landsdækkende. Fredericia bibliotek har været vært på Smart Parat Svars lokale konkurrence. Bibliotekets børn- og unge team er virkelig stolte over alle børnenes entusiasme på dagen, opbakningen fra klasserne, og hvor mange af de svære spørgsmål, 6.klassernes elever kunne svare på. Kategorier som ‘Harry Potter’, ‘Verdens flag’, ‘Star Wars’, ‘Rummet’ og ‘Gåder’ var populære. Der var også lidt svære spørgsmål om bl.a. dinosaurer og katte.
‘Smarties’ nåede frem trods snevejret
Det var ellers tæt på at være endt helt anerledes for vinderholdet ‘Smarties’, alias 6.A fra Skolesvinget, da sneen og vejrforholdene gjorde det svært at nå frem i tide. Bussen var aflyst og udfordrede klassen på at nå ind til byen. Heldigvis trådte frivillige forældre og bedsteforældre til og hjalp med at køre børnene ind til Tøjhuset, så de nåede med i konkurrencen i sidste øjeblik. Første runde måtte de klare uden resten af klassen, der måtte bane sig vej gennem sneen, før de kunne være der for holdet. Derfor var det også imponerende, da ‘Smarties’ stormede igennem dysten og finalen og løb med både pokal og titel. Derudover bringer vi en vinderkage ud til klassen. Vi er helt trygge ved at lade dem repræsentere Fredericia i den videre konkurrence. Vi takker for en helt forrygende formiddag, og som vi siger – “Det er bibliotekarens juleaften”.