Det bliver en festlig afslutning på sommeren og på Sommer i Fredericia, når Fredericia Street Food Festival kommer til Fredericia fra den 7. – 10. september

Fredericia Street Food Festival bliver en folkefest med fokus på fællesskab, spændende madoplevelser og den skønne sensommer tæt på Lillebælt og Kanalbyen.

– Vi har de seneste år haft stor succes med at tiltrække gæster og turister til kommunen ved at sætte fokus på de gode oplevelser med Sommer i Fredericia. I år vil vi gerne øge attraktionskraften med flere store aktiviteter som sejlturene med Aventura og Fredericia Street Food Festivalen – til stor glæde for vores egne borgere og turister fra ind- og udland, siger Susanne Eilersen, formand for Bosætnings- og Turismeudvalget.

Madboderne til street food-festivalen bliver en blanding af leverandører, som arrangørerne af festivalen, Mad & Kultur, finder, og lokale leverandører.

Udover madboder laver Mad & Kultur en række aktiviteter og underholdning i løbet af de fire dage, som er for både unge som gamle. De har tidligere arrangeret street food-festivaler i Herning og Silkeborg, hvor der har været henholdsvis 55.000 og 25.000 besøgende.

– Jeg glæder mig til nogle spændende dage med madoplevelser fra flere forskellige kulturer og underholdning, som skaber liv og gang i gaderne omkring J.B. Nielsens Plads. Både borgere og turister kan glæde sig til at besøge street food-festivalen og nyde stemningen, fællesskabet og den skønne sensommer tæt på vandet i Fredericia, siger John Nyborg, næstformand i Bosætnings- og Turismeudvalget.

Kom og nyd sensommeren ved Lillebælt i Fredericia

I fire dage bliver J.B. Nielsens Plads et kulinarisk slaraffenland fyldt med lækkert street food og et hav af aktiviteter for store og små, hvor du kan spise dig gennem et spændende udvalg af lækker gademad, læne dig tilbage til lyden af dejlig livemusik og nyde sensommeren på kanten af Lillebælt.

Tag dine kollegaer, familie eller bedste ven under armen, og kig forbi Fredericia Street Food Festival fra den 7. – 10. september.