AaB ligger på en suveræn førsteplads i NordicBet Ligaen, og var i sidste sæsons pokalfinale. FC Fredericia havde dermed ikke fået den optimale lodtrækning i Oddset Pokalen, men med kynisme lykkedes det fredericianerne at skabe overraskelsen og vinde 3-2.

Med en betydelig svækkelse af holdet drog FC Fredericia til Aalborg Portland Park. Mod Kolding IF, hvor FC Fredericia vandt 2-1 i fredags, blev keeper Valdemar Birksø skadet. Det har vist sig at være en skade, der kan holde ham ude længe. Derfor blev reservekeeper Frederik Mehder sat til at vogte målet, og med på bænken var U19-keeperen Lukas Døssing, som er reserve, indtil FC Fredericia har fået hentet en erstatning.

Resten af FC Fredericias hold lignede nogenlunde sig selv. Kun Tobias Bach, foruden Birksø, var gledet ud af opstillingen i forhold til kampen mod Kolding. Bach blev erstattet af Emilio Simonsen, som har været en af de helt store profiler i FC Fredericia i denne sæson.

https://kaiserkaffe.dk/

AaB på den anden side kom også med et slagkraftigt mandskab. Et par af deres ændringer var, at Rody de Boer startede på mål, og at Lucas Andersen også startede på bænken. Ellers var det et AaB-hold med blandt andre Lars Kramer, Malthe Højholt og Nicklas Helenius fra start. Men det var ikke til at se, da de var tamme i det meste af første halvleg.

FC Fredericia spillede afventende, klogt og disciplineret. De gav ikke mange millimeter væk til AaB’s offensiv, som ikke fik mange chancer. Efter ni minutter var der lidt ridser i lakken, da et indlæg fra AaB’s højre side ikke blev clearet og strøg ind i feltet, men ingen af hjemmeholdets spillere var i position til at udnytte det.

I det 20. minut fik AaB en mulighed. Den tilfaldt den offensive højre back, Kasper Jørgensen, men han mistimede sit skud. Fire minutter senere forsøgte en AaB’er sig fra kanten af feltet, men uden held.

Efter 25 minutter slog FC Fredericia til. På holdets første chance kom bolden i kassen, da et indlæg ramte AaB’s Pedro Ferreira og strøg ind i AaB’s mål, hvilket bragte FC Fredericia i front og efterlod Aalborg Portland Park i chok.

I det 36. minut kunne det være blevet værre for hjemmepublikummet. Nicklas Røjkjær drev bolden frem i en omstilling, men han spillede bolden videre for sent, og så blev muligheden for at fordoble føringen forspildt.

Stillingen efter de første 45 minutter var 1-0 til FC Fredericia, men kort tid inde i anden halvleg blev der lavet om på det. AaB kom med fornyet energi, hvilket blev eksemplificeret af Melker Widell, som tog bolden til sig, driblede, og med et præcist, hårdt spark sendte bolden ind bag Mehder til 1-1.

AaB fortsatte presset, men efterhånden ebbede det ud, og FC Fredericia fik igen muligheden for at byde sig til. Efter knap en time spillede Emilio Simonsen Adam Jakobsen fri i dybden, og han afdriblede en AaB’er og fik skudt på kassen, men forsøget gik akkurat forbi.

FC Fredericia fortsatte med at lure på omstillinger. Tobias Bach fik bolden midt på AaB’s banehalvdel i en overtalssituation. Han driblede mod mål, trak ind i banen og skød på mål fra kanten af feltet. Bolden strøg ind bag en chanceløs de Boer i AaB-målet.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

AaB’s energi udeblev. Energien, som de havde haft i starten af anden halvleg, var forsvundet. Men i det 80. minut udlignede AaB til 2-2, da Diego Cabello skød på kassen efter et hjørnespark. Skuddet blev rettet af og gik i mål. AaB pressede for sejren og havde kort tid efter et hovedstød, der gik lige over mål.

Men FC Fredericia slog til igen. Indskiftede Mikkel Juel sendte en perfekt bold til Adam Jakobsen, som scorede til 3-2. AaB kastede alt frem, men det lykkedes ikke for dem at score. FC Fredericia trak sig sejrrigt ud af kampen, sendte sidste års pokalfinalister ud i 3. runde og påførte dem samtidig sæsonens første nederlag.