SPORT. FC Fredericia har forstærket truppen med 20-årige Lauritz Dauerhøj, der kommer til klubben fra Næsby BK på en fri transfer efter en vellykket prøvetræning. Trods sin unge alder har han allerede mere end 100 førsteholdskampe i benene.
Den unge venstreback har spillet 101 kampe for Næsbys divisionshold, hvor han markerede sig som en vigtig profil. Allerede som U19-spiller blev han rykket op omkring divisionsholdet, og han blev senere den første kontraktspiller i Næsby BK.
Hos FC Fredericia ser man et udviklingspotentiale i ham, fremhæver rekrutteringschef Oliver Fredsted. »Lauritz er en spændende ung spiller, som vi har set nogle klare udviklingsmuligheder i. Selvom han kun er 20 år, kommer han med over 100 førsteholdskampe i bagagen, og det siger noget om både hans niveau, modenhed og stabilitet. Han har et stærkt venstreben, gode kvaliteter på backpositionen og en indstilling, som passer godt til det miljø, vi har her i FC Fredericia. Vi glæder os til at få ham ind og arbejde videre med hans udvikling,« siger Oliver Fredsted.
Lauritz Dauerhøj har sin fodboldopvækst på Fyn, hvor han blandt andet har været en del af Dalum IF, B1913, OB og senest Næsby BK. For ham selv er skiftet en stor mulighed. »Jeg er rigtig glad for at få muligheden i FC Fredericia. Det er en klub, der har vist, at man tør give unge spillere ansvar, og jeg ser det som et rigtig godt sted for mig at udvikle mig videre. Jeg glæder mig til for alvor at komme i gang efter en god prøvetræning, hvor jeg har fået et fantastisk indtryk af både truppen og staben,« siger Lauritz Dauerhøj.
Han har allerede haft sin første træning og var med i træningskampen mod Silkeborg, og han tiltræder dermed som FC Fredericia-spiller med det samme.


















