Torsdag aften vedtog Fredericia Byråd planerne om at oprette en ny selvejende institution, med henblik på at skabe et nyt museum på den gamle Voss-grund. Beslutningen vækker stor glæde hos Business Fredericias direktør, Kristian Bendix Drejer, der ikke er i tvivl om, at der nu er sat en afgørende retning for udviklingen i Fredericia.

– Der er blevet snakket meget gennem årerne om et fæstningscenter, men indtil i aftes er det blevet ved snakken. Derfor er jeg også meget begejstret for, at det nu endelig er en realitet. For de handelsdrivende inde i centrum bliver der virkelig noget at se frem til. Alene de analyser der er udarbejdet, og som jeg nok mener er ret konservative i deres vurderinger, viser at der vil komme et betydeligt løft af nye besøgende til Fredericia, siger Kristian Bendix Drejer.

Business Fredericia er som organisation fast forankret i det fredericianske erhvervsliv. Her har man meget længe ønsket sig et nyt museum, der kan skabe attraktionsværdi til Fredericia. Det er specielt fortællingen om Fredericia Vold, der har savnet de rigtige rammer:

– Volden ligger der, og den er guld værd for byen. Desværre har vi ikke kunnet brede den fortælling ud i det omfang og på den måde, der kan tiltrække det moderne publikum. Men med den beliggenhed det nye museum får, vil det ændre sig markant. Den gamle Voss-grund er placeret optimalt. Den er tæt på den indre by, voldanlægget og indfaldsvejene til byen. Samtidig er den så stor, at der er mulighed for at bygge et både flot og spændende museum, understreger Drejer.

indtil videre har tyverne været præget af kriser. Først Corona-krisen, dernæst energi- og inflationskrisen. Det har gjort livet særdeles vanskeligt for rigtig mange af de handelsdrivende. Derfor mener Kristian Bendix Drejer også, at beslutningen kommer på et psykologisk godt tidspunkt.

– Nu har vi noget at tale om og se frem til. Diskussionen har altid været, hvordan vi får folk ned i byen, så gaderne ikke er tomme. Det er også lykkedes i rigtig mange sammenhænge, hvor vi også har nogle gode succeser som Sommer Rock, Krydstogtskibe og 6. julifestlighederne. Men et museum vil være attraktiv hele året rundt. Alt andet lige vil det blive nemmere for butikkerne, hvis der er mange turister i gaderne. At vi så samtidig bliver brandet som by, er med til at understrege synenergi-effekten ved det nye museum.

Det er op til en kommende bestyrelse og direktør at få formet ideerne til det nye museum, der skal stå for formidlingen af den fredericianske historie. Derfor hæfter erhvervsdirektøren sig også ved, at der er god repræsentation fra erhvervslivet, hvor han roser Anders Østergaard for at tage roret:

– Det betyder rigtig meget, at vi har en erfaren erhvervsmand som Anders Østergaard med i projektet. Og jeg vil også gerne takke Anders for det. Det gælder også hele gruppen bag udviklingsarbejdet indtil videre, såvel som de politikere, der har engageret sig. Endeligt er det godt at byrådet bakker kraftigt op om et nyt museum. Vi sender nu det helt rigtige signal til omverdenen og byens erhvervsdrivende. Det er et signal om at Fredericia vil og kan og det skal vi være stolte af.