I denne sæson har AaB været at finde i landets næstbedste fodboldrække. Med weekendens resultater i Superligaen er det nu slået fast, at det til næste sæson bliver et andet hold med store traditioner. OB tager turen ned i NordicBet Ligaen.

Gennem årene har flere traditionsklubber med store budgetter været at finde i landets næstbedste fodboldrække. AGF har været nede at vende flere gange, og det samme har Vejle, som har store, stolte traditioner og et budget, der kan matche eksempelvis Silkeborg og Viborg. I de seneste år har flere andre af de traditionelle klubber også prøvet det. Først var det AaB, der rykkede ud af Superligaen i 2023, og senest i denne sæson har OB måtte sande, at de skal ned i NordicBet Ligaen, selvom de havde det sjette største budget i Superligaen, men bolden er rund, som man siger og derfor skal FC Fredericia og Kolding IF til næste sæson møde endnu et storhold i Danmarksturneringen. Der er glæde i Fredericia over, at store hold kommer forbi.

– Man kan sammenligne AaB og OB, og det vil skærpe interessen, når OB er i næstbedste række, fordi det er en kæmpe klub og fylder meget i fodboldhistorikken. Vi har mødt OB mange gange i pokalen, men aldrig i turneringen, så det er sådanne kampe, man ser frem til. Det bliver mere lokalt end AaB, da det er en halv times tid væk, så det er en kæmpe klub ved siden af os, som vil komme til at præge rækken, siger FC Fredericias direktør, Stig Pedersen.

At et hold med så stor økonomi rykker ned i NordicBet Ligaen, kan virke lidt uhørt, men ikke desto mindre er det nu sket flere gange for hold.

– Det har vi også prøvet med Vejle og AGF. Det er vilkårene i fodbold. Der er benhård konkurrence ned i rækkerne, og der står altid nogen klar til at overtage fra de andre. Der er mange ting, som kan gøre, at man ender, hvor man ender. Når man først bliver slået skæv, kan det ende galt som for OB. Det er ikke fordi, de ikke har et godt hold, men når man lagde det hele sammen, havde de ikke nok, siger Stig Pedersen.

Stor kamp, når OB kommer forbi

FC Fredericias direktør, Stig Pedersen kan glæde sig til billetsalget, når OB kigger forbi. Foto: AVISEN

Med OB’s nedrykning overlevede eksempelvis Lyngby. Det giver noget andet til en klub som FC Fredericia, at det er OB fremfor de kongeblå fra Lyngby.

– Det er en meget større kamp mod OB hjemme og ude end mod eksempelvis Lyngby. Mange fredericianere har et forhold til OB også, og det er en kæmpe klub, og vi har fine bånd til OB, forklarer Pedersen.

Stig Pedersen nævner selv, at OB er en meget større kamp end mod en knap så profileret nedrykker. Det giver en anden interesse for kampene, især dem på Monjasa Park.

– Vi ved godt, at når OB kommer her, så kommer der mange mennesker. Er vi dygtige nok, så får vi fire kampe mod dem, så det er også interessant for os. Det gør også, at når der kommer et stort hold, så er det ikke nogen, man bare kører forbi. Vi har slået AaB to ud af fem gange. Det viser også, at det ikke er let at være bedre end dem over en sæson, siger Stig Pedersen.

OB kommer med et markant højere budget end de øvrige hold i NordicBet Ligaen. Derfor er det todelt i forhold til, hvis det havde været en knap så stor klub, der rykkede ned i NordicBet Ligaen. På den ene side kommer FC Fredericia til at møde en attraktiv modstander, men på den anden side bliver det sværere at rykke op, hvis nu fredericianerne skulle ramme en sæson, hvor alt spiller.

– En ting er de store økonomiske muskler, men OB har sværere ved at trække de allerbedste til, da de bedste vil spille i den bedste række, og OB skal formentlig bygge noget op omkring det hold, de har i dag. Nogen vil komme ud, og nogen vil komme til, og vi kan være sikre på, at OB kan få sat noget sammen, som på papiret er meget stærkt. Når man rykker ned, føler man, at man skal vinde alle kampe og nok også ret klart. Det har drillet mange hold, at man ikke bare kommer ned og vinder det hele. De andre traditionsklubber har også bøvlet med det, men økonomien spiller også ind, slutter Stig Pedersen.

Der resterer endnu en runde af denne sæsons NordicBet Liga. For FC Fredericias vedkommende venter der søndag en hjemmekamp mod Hobro. Kolding IF møder SønderjyskE på udebane.