Avisen

Nyheder og indsigt fra Fredericia.

fredericiaavisen.dk › Gastro

Druen Vinbar henter italienske vinbønder til Fredericia

Druen Vinbar henter italienske vinbønder til Fredericia

GASTRO. Fredag den 30. oktober kan fredericianerne møde de folk, der selv dyrker og laver vinen i glasset. Druen Vinbar har inviteret de to vinhuse Boffa og Castino fra Piemonte i Italien til en aften med vinsmagning og middag. Det er første gang, vinbaren holder et arrangement af den slags.

»Vi får to italienske producenter, som selv ejer vingårdene, til at komme ned til os. I stedet for at det kun er os, der fortæller om vinen, er det dem, der selv laver den,« siger Oliver Crone Dyhr, der er daglig leder af Druen Vinbar og står i spidsen for arrangementet.

Druen Vinbar får sine vine fra en importør i Skagen, som køber direkte hos de to vingårde i det nordvestlige Italien. Det tætte samarbejde med importøren har gjort det muligt at få producenterne til Fredericia.

»Det har været nemt at planlægge, fordi vi allerede har et tæt samarbejde med vores leverandør i Skagen, som har kontakten til producenterne. Så har der altid været mulighed for en god dialog,« siger Oliver Crone Dyhr.

Fra klokken 18 til 21 er vinbaren lukket for andre gæster end dem, der har købt billet. Aftenen byder på otte vine, fire fra hver producent, og en italiensk treretters menu fra Restaurant Lara. Forretten er carpaccio af okse med trøffelmayo, croutoner, sprød salat og urteolie. Hovedretten er steak Alfredo med cremet svampesauce, pasta og mør steak, og til dessert er der klassisk tiramisu. Undervejs fortæller producenterne om vingårdene og om, hvordan de laver deres vin, og gæsterne kan stille spørgsmål.

En billet koster 795 kroner pr. person inklusive vin og menu. Der er et begrænset antal pladser, og ifølge vinbaren er der allerede booket godt op.

Når middagen er slut klokken 21, åbner Druen Vinbar for resten af byen. Så kan alle komme ind, møde producenterne og smage nogle af deres vine.

Ifølge Oliver Crone Dyhr har Fredericia manglet den slags oplevelser.

»Nu hvor vi er den eneste vinbar i byen, kunne vi se en fordel i, at man kunne prøve noget andet end bare at høre på os, nemlig at møde dem, der ejer vingårdene. Og vi har prøvet at lave det til en fair pris, så de fleste kan være med til en treretters menu og otte vine,« siger han.

Han håber, at mange vil tage imod tilbuddet.

»Jeg håber, at folk tager imod det med nysgerrighed og åbne arme og har lyst til at være med,« siger Oliver Crone Dyhr.

Del artiklen

Læs også

Peter Lunds opskrifter vender tilbage – bag et kommende gourmetprojekt ved LillebæltNiclas Kirkeløkke og Marie Hobitz venter deres første barnFredericia-mand får fire et halvt års fængsel for handel med hash150 unge social- og sundhedselever mødtes til bootcamp i Fredericia