Fredericia Kommunes plan om at etablere en sivegade i Danmarksgade har skabt en del debat blandt byens erhvervsdrivende. Mens nogle butiksejere og repræsentanter fra Fredericia Shopping har udtrykt frustration over manglende information, er der fra politisk side en opfattelse af, at kommunikationen har været tilstrækkelig.
Karsten Byrgesen, næstformand i Teknisk Udvalg og løsgænger, reagerer nu på kritikken og opfordrer til en mere struktureret dialog.
Byrgesen forklarer, at Fredericia Kommune har gjort en indsats for at sikre, at butikkerne har været informeret om projektet. Han fremhæver blandt andet, at kommunen i uge 40 var rundt og tale med de berørte butikker om de ændrede parkeringsforhold i Danmarksgade.
Dermed mener Karsten Byrgesen, at den kritik som butikker og Fredericia Shopping kommer med, ikke er berettiget.
– Vi har haft en god pressedækning og har kommunikeret fint ud. Vi har talt med deres organisation og lyttet til dem. Sagen har været behandlet både i byrådet og i udvalget, og der har været bred pressedækning, siger Karsten Byrgesen. Han opfordrer samtidig de erhvervsdrivende til at organisere sig gennem Handelstandsforeningen, hvis de ønsker yderligere information.
– De, der mener, der mangler mere information, bør samle sig i Handelstandsforeningen og komme samlet til os med deres spørgsmål. Vi er altid klar til en dialog, men det hjælper ikke at udtrykke utilfredshed i medierne, forklarer han.
Sivegade er et komplekst projekt
Selvom kritikken har fokuseret på tempoet i projektet og manglende opdateringer, understreger Karsten Byrgesen, at omdannelsen af Danmarksgade fra gågade til sivegade er et komplekst projekt, der kræver, at der bliver taget hensyn til både politiske, erhvervsmæssige og folkelige interesser.
– Det her er ikke et quick fix. Der er mange hensyn at tage, og det tager tid at sikre, at vi gør det rigtigt. Vi undersøger de udfordringer, der opstår undervejs, og melder noget ud, når vi er klar, siger Byrgesen og tilføjer, at det ikke er et spørgsmål om forsinkelser, men om at sikre, at projektet bliver gennemført ordentligt.
Han understreger, at kommunen ikke trækker processen ud unødigt:
– Vi gør intet for at forsinke det, men det her projekt har stor betydning for byen, og derfor tager det tid. Hvis man er utilfreds med tempoet, må man have lidt tålmodighed, forklarer Karsten Byrgesen.
Bedre dialog fremover
Selvom Karsten Byrgesen mener, at kommunen har gjort en indsats for at informere om projektet, anerkender han, at der kan være behov for forbedringer i kommunikationen.
– Jeg beklager, hvis kommunikationen ikke har været tydelig nok. Hvis nogen føler, de ikke har fået den information, de har brug for, vil vi arbejde på at gøre det bedre fremover, siger Byrgesen.
Omdannelsen af Danmarksgade fra gågade til sivegade er en del af Fredericia Kommunes større strategi for at tiltrække flere handlende til bymidten. Med den nye sivegade vil det være muligt for bilister at køre i lav fart gennem gaden, hvilket forventes at gøre det lettere for kunder at tilgå butikkerne og samtidig skabe en bedre balance mellem fodgængere og biltrafik.
– Vi laver vedtagelser, der skal implementeres ordentligt. Det er vigtigt, at vi tager os tid til at gøre det rigtigt, så alle bliver tilgodeset, slutter Karsten Byrgesen.