Midt i det første boksestævne blev René kaldt frem - han anede ikke, hvad der ventede

Der var nogen, der tog fat i ham midt i det hele, og i første omgang forstod René Kjestrup ikke rigtig hvorfor. Der var en kamp i gang i de gamle bowlinglokaler i Fredericia Idrætscenter, der var boksere, der skulle have handsker på og hoved på plads, og der var et stævne, han havde planlagt alene i månedsvis, og som kørte lige nu og her, så da han blev kaldt frem foran alle og udnævnt til æresmedlem af AK Heros, var glæden stor, men den måtte deles med en mand, der havde hovedet et helt andet sted.

»Det kom fuldstændig bag på mig. Jeg anede ingenting, og der er jo ikke ret mange, der har fået den hæder gennem årene. Samtidig havde jeg så travlt med stævnet, at jeg i forvejen var temmelig presset. Så pludselig at skulle stå og holde en tale oveni, det var lige ved at være for meget,« fortæller han med et smil i stemmen.

Så tog han imod, og så gik han tilbage til sine boksere, og det siger i grunden det meste om, hvad æresmedlemskabet dækker over. AK Heros blev stiftet den 12. november 1926 og holder i dag til i kælderen under idrætscentret, og i klubben er det René Kjestrup, der har ansvaret for hele bokseafdelingen og selv træner kampbokserne. Stævnet i lørdags var det første, han nogensinde har arrangeret, og han gjorde det fra en ende af, tilladelser, tidsplan, dommere, speaker og ringside, samtidig med at hans egne boksere skulle i ringen og have en træner i hjørnet, der kunne tænke på dem og kun dem. »Det var første gang, jeg skulle stå for et stævne, og jeg havde selv arrangeret og koordineret det hele. Samtidig skulle jeg også tage mig af mine egne boksere, så der var rigtig mange ting at holde styr på. Det var derfor, jeg var så presset,« forklarer han.

Travlheden er dog kun en del af forklaringen, for et lille år siden fik René Kjestrup en blodprop, som han ikke tog varig skade af, men som betyder, at hjernen skal træne sig op igen, og at han i dag kun arbejder 20 til 25 timer om ugen, mens resten af tiden går til klubben. Og når han selv skal forklare, hvorfor hæderen vejer, som den gør, går han længere tilbage end til blodproppen. Det var hans storebror, der bagefter skrev om udnævnelsen, og René Kjestrup har selv et bud på hvorfor. »Jeg har haft kræft i ti år, og for et år siden fik jeg så også en blodprop. Jeg tror, det er derfor, min bror skrev om det. Fordi jeg trods alt har formået at holde det hele kørende undervejs,« siger han.

Det hele er i hans tilfælde efterhånden blevet til en del. Boksningen kom ind i hans liv, da han var 13, og den har været der til og fra lige siden, med nogle år væk og nogle år tilbage, men samlet set, regner han med, omkring 30 år med handsker på eller ved siden af ringen. Hvorfor han begyndte, kan han ikke huske, men han har et bud, som de fleste, der har stået i en bokseklub som teenager, vil nikke til. »I starten handler det jo nok lidt om, at det er smart at kunne fortælle, at man går til boksning. Men når man så finder ud af, at man er god til det og får succes med det, bliver man ved. Og pludselig er der gået mange år,« lyder det fra René Kjestrup.

Syv år som håndboldtræner har han også bag sig, og han kan lide at have med unge mennesker at gøre og se dem udvikle sig, men når det alligevel blev ringen frem for hallen, hænger det sammen med, hvad man kan se, når kampen er slut, og der kun står én tilbage i hvert hjørne. »Boksning er en sværere sport, men til gengæld kan man tydeligt se den enkeltes udvikling og resultater. I håndbold kan spillerne godt komme til at give hinanden skylden, når noget går galt. I boksning står man alene med ansvaret. Og så er jeg altså også hundrede gange bedre til boksning, end jeg er til håndbold,« konstaterer han med et smil.

Stævnet i lørdags blev en succes, selv om han selv knap nåede at opleve det. Dommerne, speakeren og en tidligere sportskommentator, sagde bagefter, at det var et af de bedste stævner, de havde været til, på grund af lokalet og stemningen, og han skønner selv, at 500 til 600 mennesker var inde til selve boksningen, og at omkring 800 kom forbi i løbet af dagen, hvor vægtløfterne også var i gang i den anden ende af huset. »Det var enormt fedt, ikke mindst fordi stævnet blev så stor en succes. Jeg havde så travlt undervejs, at jeg næsten ikke nåede at nyde det selv. Men bagefter er folk kommet tilbage og har fortalt, hvor godt et stævne det var. Så når jeg ser tilbage på det, er jeg faktisk lidt stolt,« siger han.

Og så er han i gang igen, nede i kælderen under idrætscentret, hvor der er kampboksere, der skal gøres klar, ligesom der var, da de tog fat i ham og kaldte ham frem.