»Det var rørende« – ministeren mødte hverdagen bag demensplanen i Fredericia

POLITIK. Det er mandag formiddag i Demensfællesskabet Lillebælts lokaler i Fredericia, og der er ikke mange kvadratmeter at gøre godt med. Til gengæld bliver de brugt. I det rum, som lederen af demensområdet i Fredericia Kommune, Sussie Enghøj Bruun, kalder stedets hjerte, hænger brugere og frivillige ud over en kop kaffe, inden dagens aktiviteter går i gang, og på væggen hænger en tavle med navne på alle de frivillige. Nogle kommer én gang om måneden, andre næsten hver dag.

Denne mandag har stedet en gæst ud over det sædvanlige. Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark er kommet til Fredericia for at få inspiration forud for den nationale demenshandleplan, som regeringen skal lave i år, og besøget har fokus på forebyggelse. Ministeren får en rundvisning, hører om tiltaget »Tag godt imod Bjarne«, der skal gøre foreninger og fællesskaber i Fredericia bedre til at rumme mennesker med demens, og sætter sig derefter i samtalegruppen sammen med brugere, pårørende og frivillige.

Demensfællesskabet Lillebælt har eksisteret siden 2018 og har i dag en veletableret gruppe af frivillige. Ifølge Sussie Enghøj Bruun er stedet inden for de seneste par år begyndt at række mere ud mod civilsamfundet i et samarbejde med Alzheimerforeningen, hvor man ser på, hvordan tilbuddene supplerer hinanden frem for at lave dobbeltindsatser. De små, skærmede lokaler har fordele, men det kan også være svært at tage skridtet, forklarer hun.

»Det er det der med at sige, ja, jeg har demens. Og måske er det det her tilbud, jeg skal til nu. Den erkendelse kan jo være svær,« siger Sussie Enghøj Bruun.

Derfor er fællesskabet i maj rykket ud i lokalområderne med en demenscafé, hvor mange lokale kommer, selv om de ikke er brugere af demensfællesskabet, og et hold i kognitiv stimulationsterapi i Erritsø, fordi transporten til lokalerne i Fredericia kan være en udfordring for nogle borgere. Pia Heesch Andersen, der er demenskonsulent i Fredericia Kommune, understreger, at tilbuddene ikke kun retter sig mod de syge.

»Vi gør meget ud af at lave tilbud både til mennesker med demens, men også til pårørende, men også mange fælles arrangementer,« siger hun. Blandt andet udgiver fællesskabet et halvårskatalog over aktiviteterne.

Pia Heesch Andersen lægger også vægt på, at de frivillige er både mænd og kvinder, og at det bedste er, når en frivillig selv anbefaler stedet til den næste. Det handler om tillid – hvis en frivillig siger torsdag, så kommer vedkommende torsdag.

Inde i samtalegruppen arbejder de frivillige ud fra et samtalemateriale udviklet af Nationalt Videnscenter for Demens, hvor en sæson på et halvt år kører emnerne igennem. Men har en deltager noget på hjertet, ryger dagens emne ud. Reglen er enkel, fortæller en af stedets frivilligkoordinatorer, der faciliterer samtalen.

»Hvad der er her i rummet, det bliver her i rummet,« siger hun og understreger, at man altid skal slutte på en god tone – med en sang, en quiz eller noget andet, der får folk til at grine – så deltagerne går hjem med en god følelse.

For deltagerne er det afgørende at være sammen med ligesindede, som forstår, hvad man går igennem. En af brugerne, Inge, fortalte ministeren, at hun i starten slet ikke talte om sin sygdom, men nu er nået dertil, hvor hun mest er sur og irriteret over den. En anden deltager, Fredrik, der fik sin diagnose i 2010, pegede på, at fællesskabet er særligt vigtigt for dem, der er alene, og at aktivitet holder sygdommen på afstand.

»Vi bliver ikke accepteret på samme måde mange andre steder i samfundet, end vi gør her,« sagde han.

Tabuet gik igen i samtalen. Flere deltagere sammenlignede med kræft, som alle taler om og respekterer, mens demens gemmes væk, og Kenneth, der netop er valgt ind i Alzheimerforeningen, kaldte det nok det største problem i Danmark – et kæmpe tabu, hvor man går og er flov over det. Jacob Mark kender den fortælling fra sin egen familie. Både hans farmor og mormor havde demens, og mormoren skjulte sygdommen i fem år, indtil morfaren døde og ikke længere kunne dække over hende.

Efter besøget lagde ministeren ikke skjul på, at mødet havde gjort indtryk.

»Det der med at komme ind og møde nogle mennesker, som har gavn af det, og for hvem det betyder meget, det var rørende. Det der med, at de er forskellige aldre og er der på helt forskellige vilkår, men fælles, så siger de jo, at det, at de er kommet ned i fællesskabet, betyder ekstremt meget for dem,« sagde Jacob Mark.

Han fortalte, at den kommende plan for hele Danmark skal sikre, at der i alle kommuner findes en form for fællesskaber – aflastning, hjælp til pårørende og fællesskaber for de demensramte – fordi mange oplever manglende forståelse i samfundet og føler skyld over for deres familie.

»Demens er også en dødelig sygdom. Det er en brugelig dødelig sygdom, hvor vi gør mere for at forebygge og lave tidlig opsporing, så folk får bedre liv,« sagde ministeren, der også hæftede sig ved, at demens kaldes en pårørendesygdom, fordi den lægger et kæmpe ansvar og en kæmpe sorg på skuldrene af dem, der elsker den syge.

Tilbage i Fredericia var glæden over besøget til at få øje på. For Pia Heesch Andersen er det spændende at få besøg af en ældreminister, og håbet er, at handleplanen kommer i år, og at ministeren tager det, han så, med sig – ikke mindst det, der skete inde i samtalerummet.

»Det var så godt. Det gør så godt. Især når jeg kender sådan en som Inge, som åbner så meget op, som tidligere har været meget privat,« siger hun.

Og som Pia Heesch Andersen mindede ministeren om, inden han gik, kan man mange ting, selv om man har en demenssygdom.

»Kenneth, han hjælper mig hver mandag,« sagde hun – med at rydde op, kopiere og lave demenskonsulenternes velkomstmappe.