Jeg vil gerne rette en tak til alle de hårdtarbejdende mænd og kvinder, som igennem generationer har skabt det Danmark, vi har i dag. Jeg tænker konkret på landbobefolkningen og andelstanken, som politisk samlede sig i Venstre og arbejderbevægelsen, som samlede sig i Socialdemokratiet. Jeg er medlem af det sidstnævnte parti.

Min tak skal rettes til de folk, der støttede den danske arbejdsbevægelses grundlægger Louis Pio og hans venner, samt de folk der stemte på Stauning. Folk der lyttede til Hans Hedtoft og HC Hansen. Folk, som mine gamle forældre, der talte med respekt om Jens Otto Krag, også selv om de ikke nødvendigvis stemte på ham. Mine gamle forældre – som i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne adopterede mine to yngre søskende og mig – var jo selv kommet godt i vej på grund af andre hårdtarbejdende mennesker før dem.

Som barn af 1960’erne er jeg taknemlig for, at jeg i en alder af 4 år kom her til landet. Fra fattige kår i Finland. Mine adoptivforældre stiftede familie i et Danmark, som Socialdemokratiet var en af hovedarkitekterne bag. Et Velfærds-Danmark, som siden i lange perioder er blevet formet af Socialdemokratiet med Anker, Svend, Poul, Mogens, Helle og Mette i spidsen.

Jeg har nydt godt af Velfærds-Danmark. Med en tryg opvækst efter adoptionen og en god og velfungerende folkeskole i Fredericia. Jeg tog hele tre uddannelser, hvoraf de to var på SU. Håndværker, korrespondent og til slut civiløkonom. Tak, Danmark.

Nu står vi ved en skillevej. At de 5 mia. kroner i aftalte skattelettelser overhovedet blev en del af SMV-regeringsgrundlaget, er en kamel, jeg som socialdemokrat har slugt. Men vi kan ikke bede Danmarks værdigt trængende unge og ældre om at sluge den kamel, at der skal kunne gives endnu flere skattelettelser. Dansk Metals aktuelle forslag om skattelettelser i bunden, kan jeg naturligvis godt acceptere. Men ikke skattelettelser i midten, og slet ikke skattelettelser i toppen.

De dårligst stillede ældre er stadig ramt af inflation”, skrev Kristeligt Dagblad på forsiden, torsdag den 21. september 2023. Og jeg tilføjer: Er der noget, der giver inflation, så er det skattelettelser, til os, der har vores på det tørre. Ja, det er en skandale, at jeg ikke betaler topskat.

Vores regioner og kommuner er i færd med at spare velfærden væk. Det kan vi ikke være bekendt. Kære top i mit parti. Kære folketingsgruppe i mit parti: Det er nu, I skal vise os medborgere i hele landet, at vi – Socialdemokratiet – sikrer velfærden fremfor alt.

Allan Pertti Frandsen

Herslev Bygade 26

7000 Fredericia