Derfor bør Socialdemokratiet stå uden for budgettet i Fredericia
LEDER. Den 7. oktober 2025 stod Peder Tind på talerstolen i byrådssalen og forklarede Socialdemokratiet, hvad politisk ledelse er. Partiet havde valgt at stå uden for det toårige budgetforlig, og Venstres spidskandidat lod det ikke passere. »Fredericia har i sandhed brug for politisk ledelse. Synlig ledelse,« sagde han, og til den socialdemokratiske gruppe: »Spørgsmålet er, hvor jeres budget er. For i virkeligheden ved ingen fredericianere, hvad Socialdemokratiet vil.« Seks uger senere var han borgmester.
Det var en effektiv tale. Den var også selektiv i sin hukommelse. I efteråret 2021, da Steen Wrist skulle lave sit første budget som socialdemokratisk borgmester, var det Venstre, der stod udenfor. Ingen kaldte det dengang mangel på ledelse. Man kaldte det opposition, og det var det. Peder Tind vidste udmærket, hvornår man stiller sig uden for et budget: når det er andres, og når det bærer i en retning, man ikke kan forsvare over for sine vælgere. Det er ikke en anklage. Det er en lærestreg, som Socialdemokratiet nu bør tage til sig.
For det samme Socialdemokrati sidder i dag med i den brede konstituering bag Peder Tind og er efter alt at dømme på vej ind i det budget, der skal vedtages den 5. oktober. Ansvar, lyder ordet. Bredde. Fællesskab i en svær tid. Det er smukke ord, og de er borgmesterens. Men før Socialdemokratiet skriver under, bør partiet stille sig selv ét spørgsmål: Ansvar for hvad?
Lad os se på, hvad der ligger på bordet. Forvaltningen har lagt et katalog frem med 120 forslag og op til 212 færre årsværk. Klasseloftet på 24 elever rulles tilbage. Den gratis bus afskaffes. Herslev Børnehave lukkes, trods et løfte om ro. Rengøring hos de ældre hver fjerde uge. Tre daginstitutioner deler leder med naboen. Og i toppen af rådhuset nedlægges én stilling, som allerede er tom. Det er ikke et katalog, der udtrykker politisk ledelse. Det er et katalog, der udtrykker fraværet af den. Direktionen har regnet, byrådet har tiet, og resultatet er en liste, hvor byrden lægges hos dem, der ikke sidder med ved bordet.
Her er den pointe, Socialdemokratiet bør holde fast i: Gratis bus, klasseloft og ro om Herslev var ikke socialdemokratiske beslutninger. De blev truffet i det forlig, partiet ikke var med i, af de partier, som nu vil rulle dem tilbage. Socialdemokratiet advarede dengang – gentagne gange – om, at økonomien ikke hang sammen. Det blev kaldt kritik uden ledelse. I dag viser det sig, at kritikken var berettiget, og at ledelsen manglede et andet sted. Skal partiet så et år senere sætte sit navn på oprydningen efter beslutninger, det stemte imod? Det ville være et mærkeligt begreb om ansvar.
Man kan indvende, at kommunen har brug for et bredt forlig, og at det er utidigt at stå udenfor, når kassen er på vej mod minus 76 millioner i 2030. Men bredden er ikke et mål i sig selv. Et budget, som syv partier skriver under på, uden at ét af dem har villet sige offentligt, hvad de mener om et eneste forslag, er ikke bredt. Det er bare tavst. Og tavshed er ikke ledelse, hverken politisk eller forvaltningsmæssig. Det nuværende oplæg mangler begge dele. Det er ikke ansvarligt at vedtage det. Det er ansvarligt at sige det.
Der er også et vælgerhensyn, som Socialdemokratiet bør tage alvorligt. Ved valget i november tabte partiet massivt i landsbyerne. I Herslev faldt det fra 25,6 til 16,1 procent, og det var ikke tilfældigt: Landsbyen havde set sine marker udlagt til solceller af et byråd, der først lyttede, da det var for sent. Det er landsbyernes stemmer, der i tal afgør, hvem der får borgmesterkæden i Fredericia, og de valgte Peder Tind. Nu er det Peder Tinds forvaltning, der vil lukke Herslevs børnehave. Hvis Socialdemokratiet er med til det, har partiet ikke bare mistet landsbyerne. Det har bekræftet dem i, at det var rigtigt at forlade det.
Socialdemokratiets DNA er ikke kompliceret. Det handler om, at dem, der har mindst, ikke skal betale mest. Om at medarbejderne på gulvet ikke skal bære en byrde, som ledelsen går fri af. Om at et løfte til en landsby er et løfte. Det katalog, der ligger i høring, strider mod alle tre. Partiet kan naturligvis gå ind i forhandlingerne og forsøge at rette det. Men det kan kun rette det, hvis det er villigt til at gå igen. Et parti, der på forhånd har besluttet at være med uanset hvad, har ingen forhandlingsposition. Det har kun en underskrift.
Det samme gælder i øvrigt SF og Enhedslisten. Heller ikke de kan med rimelighed se sig selv i et oplæg, hvor ledelsen går fri, og hvor det, de selv kalder kernevelfærd, skæres ind til benet – rengøring, klasser, børnehaver, hænder på plejehjemmene – mens der ligger penge at hente andre steder, hvor ingen borger ville mærke det. Og de kan slet ikke se sig selv i et budgetmateriale, der finder plads til et fodboldstadion til mindst 50 millioner kroner, samtidig med at skoler, børnehaver og plejehjem år efter år ikke får den vedligeholdelse, de har brug for, og vejene om vinteren får mindre salt. Det er ikke velfærd. Det er en prioritering, og den er forkert.
Peder Tind havde ret i oktober. Fredericia har brug for politisk ledelse. Han mente det om Socialdemokratiet. Han bør nu høre det fra dem – og fra deres tomme stol ved forhandlingsbordet, hvis budgettet ikke ændrer sig grundlæggende. Venstre gjorde det i 2021. Det er tilladt at lære af sine modstandere.
Andreas Dyhrberg Andreassen, ansvarshavende chefredaktør
