Claus Marcussens helt stor passioner er skak. Han har spillet siden midten af 70’erne. Spillet og passionen har det udviklet sig. Claus har været formand for den lokale skakforening siden 2013. I dag spiller klubben i den bedste række.

Har man hørt om skak i Fredericia, er man formentlig stødt på ildsjælen Claus Marcussen. Han går højt op i spillet, hvor man skal sætte modstanderen mat. Claus Marcussen husker tydeligt starten med den populære hjernesport.

– Min interesse for skak begyndte som hjemmespiller omkring 1976-78. Jeg spillede om eftermiddagen med en kammerat, indtil min interesse blev så stor, at jeg valgte at melde mig ind i en skakklub i Toftlund i Sønderjylland. Efter nogle år med forskellige uddannelser og job, endte jeg i Fredericia i 1990. Her blev jeg først almindelig klubspiller og senere kasserer i Erritsø Skakklub, husker Claus Marcussen.

I dag er Fredericia Skakforening den eneste klub i byen. Medlemstallet var ikke højt nok til at have to klubber kørende.

– På det tidspunkt, da jeg kom til, var der to skakklubber i byen: Erritsø Skakklub og Fredericia Skakklub. Begge klubber havde vigende medlemstal og lidt træthedstegn, primært fordi de havde haft den samme formand i mange år. Som vi alle ved, kan en forandring i ledelsen ofte give en forening nyt liv. Så vi valgte at fusionere klubberne og skifte formand, siger Claus.

Med tiden engagerede Claus Marcussen sig mere og mere. Han blev formand i 2013, og havde som mål at få markedsført skak i Fredericia, så flere fik interessen for det spil, han selv elsker med stor passion.

– Efter fusionen oplevede vi en positiv udvikling, selvom vi på det tidspunkt lå i Danmarks sjettebedste række. Jeg blev formand i 2013 med en klar ambition om at få klubben mere på landkortet. Tingene udviklede sig positivt, og over en periode på 11 år rykkede vi op seks gange og endte i Danmarks højeste skakliga, Skakligaen. En af de faktorer, der bidrog til denne succes, var at en af mine kammerater valgte at spille for vores klub, og han var en meget dygtig spiller, siger Marcussen og fortsætter:

– Klubben fik yderligere et løft, da en meget stærk spiller, der har deltaget i Danmarksmesterskaberne flere gange, besluttede at spille for os. Selvom han var oppe i årene, var hans styrke tilstrækkelig til at hjælpe os med at rykke op i rækkerne. Vi fik en kort periode i Skakligaen, men rykkede ned igen. Dog rykkede vi hurtigt op igen og står nu over for vores anden sæson i ligaen, selvom vi er klar over, at vi er kandidater til at rykke ned igen.

Det er ikke kun på den sportslige scene, at Fredericia Skakforening har markeret sig. Klubben har fokuseret på blandt andet udbrede skak blandt unge mennesker.

– I løbet af de sidste 11 år har vi også afholdt internationale turneringer i Fredericia. Disse har ikke været på verdensniveau, men mere fokuseret på spirende talenter. Vi har haft støtte fra Middelfart Sparekasse og har samtidig holdt en række breddeaktiviteter i hurtigskak og skoleskak. Vi kalder det en skakfestival, og det ligger typisk omkring Kristi Himmelfartsdag, fortæller Claus Marcussen og fortsætter:

– På grund af vores gode organisering og Fredericias centrale placering har vi også haft den ære at afholde ungdomsstævner og nordiske mesterskaber. Dette er en stor anerkendelse fra Dansk Skak Union og beviser, at vores klub har gjort sig bemærket på skaklandkortet.

Med årene er Fredericia Skakforening blevet bedre og bedre, og er kommet op igennem ligaerne. Klubben formåede at komme op i Skakligaen lige inden coronapandemien. Klubben rykkede ned igen, da man kunne genoptage spillet, men nu er Fredericia igen tilbage i ligaen.

– I denne forbindelse blev jeg kontaktet af en spiller, der er interesseret i at købe ejendom i Fredericia. For syv år siden blev det bulgarske skakforbund ekskluderet fra det internationale forbund på grund af korruption, hvilket påvirkede spillerens professionelle karriere. Han valgte derfor at skifte til det danske skakforbund. Han har siden spillet for forskellige danske hold og blev for nylig Danmarksmester i skak. Han planlægger at flytte til Fredericia, og vi har indgået en aftale med ham for at forstærke vores hold, siger Claus Marcussen, som i den forbindelse håber på økonomisk opbakning fra virksomheder i Fredericia, da det ikke er gratis at trække den bulgarske spiller til.

Yngre spillere på vej

Skak lyder pr. defination ikke noget, som unge går til. Fredericia Skakklub arbejder på at knække kurven, og gennemsnitsalderen er dalende, oplyser Claus Marcussen.

– Vi har omkring 50 medlemmer i vores klub. For omkring 4-5 år siden var gennemsnitsalderen højere, men især efter pandemien har flere unge mennesker fået interesse for skak. Da mange af dem ikke kunne engagere sig i online aktiviteter, blev de tiltrukket af muligheden for at spille skak med rigtige mennesker. Denne periode med restriktioner har ironisk nok haft en positiv indvirkning på vores klub. Ud over vores almindelige medlemmer tilbyder vi også juniortræning. Jeg har ikke den nøjagtige optælling af disse unge, men omkring 14-15 af dem deltager regelmæssigt hver mandag. De får undervisning i forskellige skakområder, fra åbningsstrategier til forskellige slutspil. Efter undervisningen får de også tid til at spille mod hinanden, siger Claus Marcussen og fortsætter:

– To unge fra denne træningsgruppe har i år meldt sig ind i selve klubben. En af dem, en ung kvinde, har allerede deltaget i turneringer for voksne og har opnået bemærkelsesværdige resultater. Kvinder er typisk underrepræsenterede i dansk skak, udgør kun omkring 5 procent af medlemmerne. Men blandt de yngre spillere ser vi en stigning, hvor omkring 25 procent er piger. Dette er et positivt tegn for sportens fremtid.

En anden ting der hjælper skak er, at der på Netflix kom en populær serie. Det fik øjnene op for de unge mennesker, som på den måde fik en anden introduktion til skak.

– Der har også været øget opmærksomhed omkring skak på grund af en populær Netflix-serie, “The Queen’s Gambit”. Denne serie fik premiere omkring samme tidspunkt, Danmark gik i lockdown på grund af pandemien. Selvom det var en udfordring, da vi ikke kunne udnytte denne interesse med det samme, gav det muligvis folk mere tid derhjemme til at dykke ned i skak. Serien kunne have spillet en rolle i at øge interessen, især blandt kvinder, siger Claus Marcussen.

I Skakligaen skal Fredericia i denne sæson op imod BMS, Skanderborg, SK 1968, Hillerød, Team Xtracon Køge, Aarhus/Skolerne, Brønshøj, Frem og Nordkalotten