Nyborg Kommune har ansat Lone Grangaard Lorenzen som ny direktør for Børn og Skole, Arbejdsmarked og Borgerservice samt Social og Familie med virkning pr. 1. august 2023. Lorenzen kommer fra en stilling som chef for afdelingen Familie og Børn i Fredericia Kommune.

Lone Grangaard Lorenzen er i dag ansat i Fredericia Kommune som chef for afdelingen Familie og Børn. Lone har en baggrund som pædagog og har mange års indgående praktisk erhvervserfaring fra social-, børne- og familieområdet.

Hun har 17 års ledelseserfaring blandt andet fem år som centerleder i Center for Børn, Unge og Familier i Svendborg Kommune og to år som afdelingschef for Psykiatri og Handicap i Gladsaxe Kommune. Derudover er hun ved at gennemføre en masteruddannelse i offentlig ledelse og har flere relevante efter- og videreuddannelser.

Lone Grangaard Lorenzen glæder sig til arbejdet som direktør for Børn og Skole, Arbejdsmarked og Borgerservice samt Social og Familie i Nyborg Kommune.

– Områderne er hver for sig – og sammen – vigtige velfærdsområder, som er tæt forbundne. Jeg ser frem til, sammen med chefer, ledere og medarbejdere, at skabe de nødvendige og smidige sammenhænge, der skal gøre både børn, unge og voksnes møde med Nyborg Kommune hjælpsomt og givende. Jeg har gennem mit arbejdsliv beskæftiget mig med det specialiserede børn, unge og voksenområde og har på den måde samarbejdet tæt med både skole og dagtilbud og beskæftigelsesområdet, fortæller hun og tilføjer:

– Muligheden for at bidrage til udviklingen af områderne hver især og på tværs har været en drivende faktor for mig til at søge stillingen. Jeg er meget glad og stolt over, at ansættelsesudvalget har tillid til, at jeg sammen med resten af organisationen kan løfte en ualmindelig meningsfuld opgave, og jeg vil gøre mig umage for at leve op til den.

Borgmester i Nyborg Kommune Kenneth Muhs ser frem til samarbejdet med den kommende direktør.

– Jeg glæder mig over, at et enigt ansættelsesudvalg med anbefaling og godkendelse af Økonomiudvalg og Byråd nu kan meddele, at Lone Grangaard Lorenzen ansættes som ny direktør i Nyborg Kommune.

– Der har været et stærkt ansøgerfelt til jobbet, og Lone kommer med den rette kombination af konkret og relevant erhvervserfaring samt ledelseserfaring. Vi glæder os til, at Lone starter i jobbet, og jeg ser frem til at byde hende velkommen 1. august, understreger borgmester Kenneth Muhs.

Der var 11 ansøgere til stillingen, og det var et enigt ansættelsesudvalg, der pegede på Lone Grangaard Lorenzen.

Lone Grangaard Lorenzen bor i Odense, er 52 år gammel, gift og har 2 børn.