Byrgesen: Et konstruktivt budget

0

Nye Borgerlige er med i dette års budgetforlig. Karsten Byrgesen mener, at det er lykkedes for partiet at få nogle afgørende indrømmelse under budgetforhandlingerne, hvorfor han er tilfreds med resultatet.

– Det er et godt forlig, men forliget er kendetegnet af, at vores udgifter er større end det beløb, vi må bruge. Dette har præget hele processen. Der var en idé om at bygge en ny skole, hvilket ville koste en halv milliard kroner. En ny skole ville gå på bekostning af andre skoler og institutioner i kommunen, som ikke har det godt. Derfor har jeg bedt om oprettelsen af et særligt udvalg—et § 17, stk. 4 udvalg, fortæller Karsten Byrgesen.

Hermed ønsker han, at man får undersøgt om det er ikke er bedre at renovere i stedet for at bygge nyt.

– Dette udvalg skal undersøge muligheden for enten at bygge en ny skole eller renovere de eksisterende bygninger. Personligt mener jeg, at det ville være bedre at renovere, da det ellers ville medføre et stort klimaaftryk. Vores skoler er gode, men dårligt vedligeholdte, og det skal der rettes op på, mener Byrgesen.

Karsten Byrgesen er samtidig glad for, at han har fået en ny analyse med i budgettet, hvor man arbejder med at få de mennesker i arbejde, som ikke yder noget.

– Der er flere positive ting i budgettet. Vi har en udfordring i Fredericia, som har været kendt i mange år: At vi tiltrækker mennesker, der ikke burde være her. Folk kommer til Fredericia, fordi byen har været en åben dør for sociale ydelser. Det stopper nu. Nye Borgerlige har foreslået en omfattende analyse af hele situationen. Vi har for mange mennesker, der kunne arbejde men ikke vil, og det er en stor belastning for os alle, siger han.

Byrgesen er glad for at være med i budgetforliget igen i år, og det er han fordi, han og partiet er løsningsorienteret. Byrådsmedlemmet fra Nye Borgerlige er samtidig tilfreds, at det lykkedes at redde børnehaven i Herslev.

– Jeg ser ikke noget decideret negativt i Fredericias politik og budgettering over de mange år, jeg har været involveret. Der opstår konstant nye idéer, og nu har vi skåret nogle af de dårligste væk og introduceret nye, mere sammenhængende tiltag. Nye Borgerlige er et konstruktivt og løsningsorienteret parti. Vi var med til det sidste og det gav resultater. F.eks. i Herslev var der trusler om at lukke en børnehave, men vi holdt fast og fik ændret det i sidste øjeblik. Det er en sejr, ikke kun for Nye Borgerlige, men også for Fredericia og især for Herslev.