Omkring 40 personer, fra forskellige virksomheder, var torsdag til morgenmøde med blandt andet Vejdirektoratet. Baggrunden er det kommende TSA 61-projekt, også kendt som tilslutningsanlægget ved motorvejen i Taulov. Det kommer til at give virksomhederne udfordringer.

Mødet blev faciliteret af Business Fredericia, og Vejdirektoratet var inviteret til at komme og svare på de bekymringer, der var. Tiden er især en faktor, og i den forbindelse har Vejdirektoratet lyttet til virksomhederne.

– Jeg glæder mig over dialogen mellem parterne, siger erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer.

Spørgsmålene til mødet handlede især om det omfattende vejarbejde, som TSA-projektet kommer til at medføre. Det vil komme til at ramme virksomhederne økonomisk blev det flere gange slået fast. Der var også spørgsmål om signalanlæg, trafikmeldinger, cykelstier og særtransporter, mens der også blev talt om, hvordan sådan et projekt kommunikeres bedst ud.

Især går en bekymring på den periode, hvor afkørsel 61 lukkes ned. Der har allerede været dialog for at mindske perioden, og det er det, som Kristian Bendix Drejer glæder sig over. At afkørslen lukkes ned betyder i praksis, at trafikken, som normalt ville skulle til Taulov, ryger til afkørsel 59 i Snoghøj, hvorefter man skal på Snoghøj Landevej og køre tilbage på motorvejen i modsatte retning.

Formålet med TSA 61

På mødet blev det fremlagt, at projektet i Taulov vil øge trafiksikkerheden. Ofte er der kø ned ad ramperne og helt ned på motorvejen, og der er stor risiko for uheld. Der er undersøgt flere forskellige muligheder med at ombygge rundkørsler til signalanlæg.

Anlægget, som kommer i Taulov, er det andet af sin slags i Danmark. Det er inspireret af TSA 52 i Odense, som åbnede i 2017. Det er et såkaldt DDI-projekt, der er et rampekryds, hvor trafikken flyttes over i den modsatte side. Teorien bag DDI er anvendt særligt i USA, hvor Vejdirektoratet har hentet inspiration og viden fra.

Afledt konsekvens af ombygningen er, at den eksisterende rundkørsel ved Dronningens Kvarter ombygges til et signalanlæg, og Adelvej omlægges, så den får tilslutning i dette nye signalanlæg. Der etableres desuden en ny pendlerplads, og der sikres sammenhæng på Skærbækvej fra Kolding landevej til Europavej.

Projektet, der i alt koster 105,9 millioner kroner, er i udbud frem til den 21. marts 2024. Derefter forventes det, at entreprenørens arbejde starter i slutningen af april 2024, og så er det nye DDI-anlæg i Taulov klar i slutningen af 2025.