KULTUR. Mens festteltet på Gl. Havn rejser sig, og lyd og lys rykker ind, gør et lille hold klar til den del af festivalen, publikum aldrig ser. Bag scenen ligger backstageområdet med kunstnervogn og eget toilet, og det er her, Marianne og hendes søster Eva har deres faste post, når musikken fredag og lørdag fylder havnen.
»Vi servicerer orkestrene. Vi sørger for, at der er lidt at spise, snacks, kaffe, øl og vand, og at det hele er i orden deromme,« fortæller Marianne.
Opgaven lyder enkel, men bag den gemmer sig en hel lille husholdning. Søstrene møder ind omkring middagstid og begynder med at fylde op. »Vi starter med at sørge for, at køleskabene er fyldt op med drikkevarer, slik og alt muligt, så det er rart at være der. I løbet af dagen rydder vi op, samler skod op, og nogle af orkestrene har ønsker, som vi prøver at opfylde. Nogle vil gerne have noget mad, andre vil gerne have lidt plads og være lidt for sig selv,« siger hun.
Maden veksler efter holdene, smørrebrød, varm mad eller pølser, og serviceringen fortsætter, til de sidste toner har lydt. »Vi bliver ved til ved tolv-tiden om aftenen, når de sidste har spillet. Så pakker vi sammen og starter igen næste dag,« fortæller Marianne, der også har kirkekoncerten onsdag med i kalenderen, hvor musikerne ligeledes skal have en hånd.
Pladsen bag scenen er trang, bilerne skal ud og ind, og det næste orkester står ofte klar, mens det forrige stadig hænger ved. For musikerne mødes på kryds og tværs af sommerens festivaler, og gensynsglæden kan mærkes i kunstnervognen. »De er så glade for at se hinanden, at de næsten ikke kan komme af sted igen. Nogle gange er vi nødt til lige at skubbe lidt til dem, fordi det næste hold står klar,« griner hun og sætter gerne ord på, hvad musikerne siger om forplejningen. »De siger altid, at de bliver rigtig godt serviceret hos os. De bliver serviceret så godt, at de næsten ikke har lyst til at tage af sted igen.«
Og selv om dagene er lange og til tider hektiske, er selskabet samtidig en del af belønningen. »Det er vældig hyggeligt at møde musikerne. Det er nogle meget søde og imødekommende mennesker, og selvom forholdene måske er lidt små, er de vældig fleksible,« siger Marianne.
At det netop er to søstre, der deler posten, gør sit til stemningen. Søstrene bor i dag hver sit sted i landet, og festivalen er blevet deres faste mødested, hvor snakken går, mens køleskabene fyldes. »Det kan godt være lidt hektisk, men jeg tror, man er mere tolerant, når man er søskende. Man kender hinanden, så det stikker nok ikke så dybt, hvis man kommer til at sige et eller andet dumt,« siger hun.
For de to er festivalen samtidig en hjemkomst. De er begge født og opvokset i Middelfart, og bag scenen går årene i byen igen i mødet med gamle ansigter. »Vi møder gamle skolekammerater og folk, vi har mødt gennem livet. Det er også det der med at komme hjem på en eller anden måde,« fortæller Marianne, der stadig kommer meget i byen. »Jeg synes, det er en dejlig by, og de er rigtig gode til at lave arrangementer derovre.«
Netop derfor stiller hun år efter år op bag scenen, tredje eller fjerde gang er det blevet til, mens Eva er med for anden gang. »Jeg synes, det er fantastisk, at man kan lave sådan en jazzfestival, som er gratis, og med et rigtig fint musikprogram i år. Det vil jeg gerne være med til at støtte op om.«
