Af Karsten Byrgesen, Nye Borgerlige, Regionsrådsmedlem Region Syddanmark og byrådsmedlem i Fredericia

Kære skatteborgere. Jeg siger nej til frås med jeres dyrt betalte skat. Det er penge – mange penge – som har det meget bedre i jeres lommer end i mine. Årets politiske ”fætter og kusine fest” med tilbehør, det såkaldte folkemøde på Bornholm kommer igen til at kigge langt efter min deltagelse.

I sidste måned var Regionsrådet i Region Syddanmark med direktører inviteret på studietur til enten Holland, Finland eller Skotland. Det var også uden mig. Ingen tvivl om, at der var lagt et seriøst program der bød på spændende orienteringer og travle dage og jeg bider ikke efter dem der deltog. Men nu ligger landet sådan, at I skatteborgere ikke kommer til at opleve mig i bar figur i hverken Den Blå Lagune i Island, eller på en Pub i Edinburgh – for jeres penge – og jeg kommer ikke til at miste pusten eller blive rød i hovedet over at skulle forklare hvorfor jeg tager på en offentlig betalt udflugt. Der kan sikkert argumenteres for alt det fantastiske og fagligt interessante jeg som Regionsrådsmedlem kan få med hjem, men jeg vil hellere bruge min andel af udgifterne til rejseholdet til det formål, som pengene er givet til, nemlig sundhed til os alle sammen i Region Syddanmark. Der er i sundhed nok at bruge pengene på. Lige om hjørnet venter årets store politiske begivenhed – Folkemødet på Bornholm. I nye Borgerliges gruppe i Regionsrådet har vi foreslået at Regionen kan sende to repræsentanter!! Men nej, alle 41 politikere er inviteret.

Der er helt tydeligt noget galt. Den rejse kommer til at koste en formue. Ikke alene for Region Syddanmark men også for de øvrige Regioner, flere kommuner osv. Priserne på Bornholm er skruet op til vanvittige højder og jeg kan hverken forklare eller forsvare, hvorfor jeg skal tage på en 4-dages VIP tur til Bornholm. Networking får jeg at vide. Nå´r ja. Det skulle da lige være det……,men jeg har svært ved at se, hvorledes det kan gavne folkesundheden, at jeg kan stå i et telt i Svaneke med svømmende øjne og en Krøllebølle is i den ene hånd og en fadbamse i den anden og grine fjoget og lave netværk for skatteborgernes regning. Jeg kan ikke ignorere det faktum, at vores sundhed er under pres og der er brug for, hver en krone.

Så beklager, jeg melder fra – igen.