Lørdag formiddag dannede Det Bruunske Pakhus rammen om åbningen af 6. Juli Cup i Fredericia. Åbningen bød på musikalsk indslag fra 6. Juli Garden, taler og en tur op på volden, hvor konkurrencen finder sted.

Lene Møller, indehaver af Iris Blomster, bød velkommen til deltagerne og publikum i gårdhaven, inden hun gav ordet videre til 2. viceborgmester, Susanne Eilersen (DF).

– Vi har set frem til at byde jer velkommen til vores smukke by. I de næste fire dage vil I udfolde jer inden for jeres kunstneriske disciplin og fuldføre værker på vores historiske voldanlæg. I år har vi en rekord på 16 hold, der deltager, og det glæder os at se både faste deltagere og nye ansigter fra sidste år. Med hold fra 11 lande bliver det en international begivenhed. Jeg ser frem til at se resultatet af jeres arbejde, når en vinder bliver valgt, og jeg håber, I får en god tid her i Fredericia. Må den bedste mand eller kvinde vinde, sagde Eilersen blandt andet.

Efter Eilersens varme velkomst tog en af arrangørerne, Thomas Kvist Christiansen, ordet. Christiansen berettede om byens rige historie og vigtigheden af blomster og planter i byens udvikling.

– Velkommen til denne fantastiske by, en rig historisk by, hvor blomster og planter har spillet en meget speciel rolle i mere end 117 år. Vores by er bygget af mænd, tusindvis af mænd med trillebøre og skovle, der bragte jord til dette sted. Nu vil I arbejde med planter og blomster, der kommer fra forskellige dele af Danmark. Jeg glæder mig meget til at se, hvad I kan få ud af det, sagde han blandt andet.

6. Juli Cup er en international land art-konkurrence, der afvikles fra den 1. til 4. juli 2023, og har i år opnået en rekord stor interesse. Hele 16 teams med i alt 32 deltagere har meldt deres ankomst. Konkurrencens gennemgående tema er biodiversitet, og deltagerne arbejder med naturkunst på det historiske voldanlæg i Fredericia. Værkerne skabes i området fra Prinsessens Bastion til Slesvigs Bastion

.

Efter talerækken og musikalske indslag fra 6. Juli Garden, gik deltagerne samlet op på voldanlægget, hvor konkurrencen finder sted. Blandt deltagerne er amerikanske Garrett, der i år deltager sammen med Jason, der er med i 6. Juli Cup for første gang. Turen på volden startede netop ved det sted, hvor Garrett havde valgt at lave hans bidrag til konkurrencen sidste år. Deltagerne bestemmer selv inden for et udvalgt areal på volden, hvor de vil lave deres kreation.

6. Juli Cup er en del af Naturkunstfestivalen, som løber fra 1. – 4. juli. Udover land art-konkurrencen indeholder festivalen en fotoudstilling af naturbilleder, workshops med naturkunst, baggårdsvandringer med blomstertema og man kan også opleve en træskulptør i arbejde.