fredericiaavisen.dk › Business
Wavin vil have vandværkerne til at grave plasttanke ned

BUSINESS. Klokken er lidt over syv. Bruserne kører i tusindvis af hjem, kaffemaskinerne brummer, og om lidt skal alle ud ad døren. Det er et af døgnets hårdeste øjeblikke for et vandværk, og netop det tidspunkt vil rørproducenten Wavin tale med vandværkerne om, når Danske Vandværkers Fagmesse den 2. oktober samler branchen i Fredericia.
Forbruget svinger nemlig voldsomt i løbet af døgnet. Om morgenen skal mange i bad og afsted på arbejde, og om aftenen stiger forbruget igen, når der blandt andet skal laves mad. Samtidig skal vandet igennem en række processer på værket, før det kan sendes ud til forbrugerne. Derfor bruger mange vandværker drikkevandstanke som buffer, så der er vand nok, når efterspørgslen topper. Traditionelt er tankene lavet af beton eller rustfrit stål, men det vil Wavin gerne udfordre med tanke i plastmaterialet PE, som kan graves ned i jorden.

»Vi vil gerne gøre vandværkerne nysgerrige på muligheden for at få drikkevandstanke i PE, som kan graves ned i jorden, så man ikke kun skal kigge på beton eller rustfrit stål. Det er en løsning, vi gerne vil vise frem og snakke med de besøgende om,« fortæller Thomas Mortensen, der arbejder med teknisk support inden for vand og afløb hos Wavin.
Wavin er fast gæst på Danske Vandværkers tre årlige fagmesser, hvor især de mindre vandværker fra hele landet møder op. For virksomheden handler dagen både om at sælge løsninger og om at lytte til, hvad der optager folkene ude på værkerne.
»Fagmessen er en god mulighed for at møde vandværkerne og have den direkte dialog med vores kunder. Samtidig bruger vi dagen til at få indblik i, hvad der fylder hos vandværkerne, og hvad der rører sig på markedet. Drikkevandstankene er et af de områder, vi oplever stor interesse for og gerne tager dialogen om på messen,« siger Thomas Mortensen.

Tankene er dog ikke det eneste, der bliver vist frem på standen. Wavin sætter også fokus på sporbarhed af drikkevandsrør, altså muligheden for at vide præcis, hvilket rør der ligger hvor i jorden. Her kan de besøgende blive klogere på QR-koder, mærkning, indmåling og data. Og så har virksomheden taget montøren Claes med, så vandværkerne kan få en snak med en af dem, der har hænderne i arbejdet, om svejsning og samling af plastrørsystemer.
»Vi håber selvfølgelig, at de besøgende får et bedre indblik i, hvad vi kan bistå med inden for svejsning og samling af plastrørsystemer. Og så håber vi, at de bliver nysgerrige på mulighederne med drikkevandstankene i PE,« siger Thomas Mortensen.
Wavin kan findes på stand nummer 3158.


