Vore største udfordringer løses bedst i EU-fællesskabet

I rækken af TV-interviews om EU-valget er vi kommet til partiet Venstre. På AVISEN har vi dagen før Grundlovsdag haft besøg af Asger Christensen, der er kandidat for Venstre til Europa-Parlamentet den 9. juni 2024.

Asger Christensen er landmand og driver sammen med sin søn Peter gården Nørupgaard i Jordrup ved Kolding, hvor de har 650 malkekøer. Asger blev valgt første gang til EU-parlamentet i 2019 og genopstiller for Venstre ved EU-valget på søndag den 9. juni. Asger kæmper for at sætte et dansk aftryk på den europæiske landbrugs- og miljøpolitik. Hans mission er at bringe EU i øjenhøjde. Med fødderne plantet solidt i den jyske muld arbejder han hver dag for at sikre mere fornuft og færre regler, som han skriver på sin hjemmeside.

Det blev et spændende interview, hvor vi kom ind på Asger Christensens og Venstres holdninger og synspunkter på de EU-valgtemaer, som netop nu er mest aktuelle.

Asger Christensen talte om klimaudfordringerne, coronakrisen og Ukraine-krigen, som stadig præger dagsordenen i EU, og hvordan vi bevarer vores frihed, sikkerhed og demokrati. Forsvars- og sikkerhedspolitikken er kommet øverst på dagsordenen, og Asger Christensen peger blandt andet på, at vi bliver nødt til at analysere årsagen til den politiske højreradikalisering, der i øjeblikket finder sted rundt om i verden. Klimaudfordringer og den grønne omstilling fylder også meget, og de opgaver skal løses, mener Asger Christensen, herunder ikke mindst energipolitikken og spørgsmålet om biodiversitet. Dette gælder ikke kun for landbruget, men også for hele industriområdet. Brug af færre ressourcer, de økonomiske aspekter og EUs fremtid, migration, Afrikas udvikling og kvindernes betydning for udviklingen er andre temaer, som Asger Christensen tager stilling til.

Vores største udfordringer løses bedst i EU-fællesskabet gennem frihandel, samhandel og integration mellem de europæiske lande, mener Asger Christensen. Han understreger, at vi sammen i det europæiske fællesskab er stærkere end hver for sig.

Se og lyt med på samtalen med Asger Christensen nedenfor: