fredericiaavisen.dk › Opinion

Fadervor har overlevet i århundreder – kan det overleve moderniseringstrangen?

Fadervor har overlevet i århundreder – kan det overleve moderniseringstrangen?

Jeg er hverken teolog, præst eller særligt bibelkyndig. Jeg skal heller ikke gøre mig klog på, hvordan man bedst oversætter gamle religiøse skrifter. Men jeg tillader mig alligevel at stille et ganske almindeligt spørgsmål:

Hvorfor skal vi absolut lave om på noget, der har fungeret gennem generationer?

Bibelselskabet har udsendt en prøveoversættelse af Matthæusevangeliet, og dermed har Fadervor fået en sproglig overhaling. Det er sikkert sket med de bedste intentioner. Sproget skal være mere nutidigt, lettere at forstå og mere tilgængeligt for nye generationer.

Det lyder jo alt sammen meget fornuftigt. Men er det en forbedring?

Vi lever efterhånden i et samfund, hvor intet synes at være så gammelt, at det ikke kan moderniseres, omformuleres, omorganiseres eller sendes gennem en arbejdsgruppe. Nu er turen så kommet til Fadervor. Man fristes næsten til at spørge, om Vorherre selv er blevet hørt i processen.

For mig er Fadervor ikke blot en religiøs tekst. Det er en del af vores fælles kulturarv. Det fadervor Jeg lærte som ung er endda anderledes end den nuværende. Det er ord, som generationer af danskere har lært som børn. Ord, der er blevet sagt ved sengekanten, i kirken, ved dåb, konfirmationer og begravelser. Ord, som har givet trøst, håb og eftertanke også for mennesker, der måske ikke betragter sig selv som særligt religiøse.

Der ligger noget smukt i formuleringen: Helliget vorde dit navn. Ja, sproget er gammeldags. Lige som de gamle julesalmer. Men det er netop en del af dets særlige karakter. Skal vi virkelig fjerne det højtidelige, blot fordi det ikke lyder som noget, vi siger over morgenkaffen?

Vi behøver vel heller ikke omskrive H.C. Andersen, Grundtvig eller vores gamle salmer til moderne hverdagssprog, hver gang en ny generation får lidt besvær med at forstå ordene. Måske skulle vi i stedet lære de unge, hvad ordene betyder. Det er vel også en del af dannelsen at forstå fortiden frem for blot at omskrive den. Hvad bliver det næste?

Hvis vi først accepterer, at alt skal tilpasses nutidens sprog og tankegang, hvor stopper vi så? Skal De Ti Bud også have en sproglig opdatering? Måske kunne »Du må ikke stjæle« blive til »Vi opfordrer til respekt for andres ejendomsret«. Og »Du må ikke slå ihjel« kunne måske omskrives til »Vi anbefaler en konfliktløsende tilgang til medmenneskelige uoverensstemmelser« eller dialogkaffe. Det ville sikkert lyde mere tidssvarende i et moderne værdigrundlag. Men næppe mere klart.

Naturligvis er det sat på spidsen. Men pointen er alvorlig.

Vi skal passe på, at vores trang til at modernisere ikke ender med at udviske det, der gør vores kultur og historie til noget særligt. Der er også noget moralsk på spil. Fadervor indeholder mere end religiøse formuleringer. Bønnen rummer også nogle grundlæggende moralske værdier.

Når vi beder om tilgivelse, samtidig med at vi selv skal tilgive andre, ligger der et princip om gensidighed og personligt ansvar. Man kan ikke med rimelighed kræve tilgivelse af andre, hvis man ikke selv er villig til at tilgive. Man kan heller ikke kræve retfærdighed, hvis man ikke selv ønsker at handle retfærdigt. Det er faktisk et ganske stærkt moralsk fundament. Også i et moderne demokratisk samfund. Det er værdier, der ikke bliver forældede, blot fordi sproget omkring dem ældes.

Friheden til også at bevarer. Som liberal har jeg ingen problemer med, at mennesker ønsker fornyelse. Tværtimod. Frihed handler netop om retten til at tænke anderledes, udfordre traditioner og vælge sin egen vej. Men friheden bør vel også gælde dem, der ønsker at bevare det velkendte? Hvorfor kan den gamle og den nye oversættelse ikke eksistere side om side?

Lad dem, der foretrækker et moderne Fadervor, bruge det. Lad os andre bevare de ord, vi er vokset op med. Det ene behøver ikke udelukke det andet. Vi har en besynderlig tilbøjelighed til at tro, at forandring automatisk er fremskridt. Det er det ikke.

Nogle gange er forandring nødvendig. Andre gange er den blot udtryk for, at nogen har fået en idé, som absolut skal føres ud i livet. Det er værd at huske, at tradition ikke nødvendigvis er det samme som stilstand.

Lad os ikke modernisere historien væk. Jeg anerkender fuldt ud, at en bibeloversættelse også skal forsøge at gengive de oprindelige teksters betydning så præcist som muligt, og at sproget udvikler sig. Men der er forskel på at oversætte en tekst og på at erstatte en tradition, som mennesker har et personligt og kulturelt forhold til.

Fadervor er ikke blot noget, vi læser. Det er noget, mange af os kan udenad. Ordene har fulgt os gennem livet. Derfor synes jeg, at man bør udvise en vis ydmyghed, inden man ændrer på dem.

Ikke fordi alt gammelt er helligt, men fordi ikke alt gammelt er forældet.

Skal vi virkelig ændre vores kulturarv, fordi den kræver lidt forklaring? Eller skulle vi hellere lære de kommende generationer at forstå og værdsætte den?

Måske er udfordringen, at vi voksne efterhånden har så travlt med at gøre alting lettere, at vi glemmer at lære de unge at forstå det, der kræver lidt mere. Fadervor har overlevet generationer, krige, samfundsomvæltninger og skiftende tidsånder.

Mon ikke bønnen også kunne have overlevet, at vi lod ordene stå? For ikke alt bliver bedre af at blive lavet om.

Vorherre har trods alt, mig bekendt, ikke bedt om en sproglig opdatering.

Del artiklen
Spil – prøv vores spil på fredericiaavisen.dk →

Læs også

Byrådets usaglige forvaltning af familieafdelingenDennis Nielsen - som dig og mig!Er jeg virkelig den eneste, der tænker på, hvem der kan slukke for kontakten?Kære kommunaldirektør – historien gentager sig, hvis ingen lærer af den