Tryghed for såvel borgerne som ansatte og medindflydelse på indførsel af velfærdsteknologi er vigtigt for at indførsel kan lykkes i praksis, viser ny analyse.

Velfærdsteknologi skal have konkret positiv betydning for borgernes trivsel, og medarbejderne skal have medindflydelse på indførsel af velfærdsteknologi. Det er blandt de vigtigste forudsætninger for at indførsel af velfærdsteknologi i pleje- og sundhedssektoren kan lykkes. Det konkluderer en ny analyse, som er udført af Teknologisk institut og finansieret af Velliv Foreningen.

Analysen er baseret på dybdegående interviews med ledere og medarbejdere på ti­­­­­­­­­­­­­ danske plejecentre, samt en række eksperter. Her er undersøgt, hvordan forskellige typer af velfærdsteknologi som for eksempel loftlifte, senge med vendelagener og GPS-trackere påvirker det psykiske arbejdsmiljø for medarbejderne.

Helhedsorienteret tilgang

– Det er vigtigt, at der bruges en helhedsorienteret tilgang, når der skal indføres velfærdsteknologi. Tryghed spiller en afgørende rolle for medarbejdernes psykiske arbejdsmiljø. Borgenes tryghed er samtidig en vigtig kilde til at skabe mening i de ansattes arbejde. Derfor skal velfærdsteknologi bidrage til at skabe tryghed for både borgere og medarbejdere, hvis det skal fremme det psykiske arbejdsmiljø, siger forretningsleder Emil Højbjerre Thomsen, Teknologisk Institut.

Manglen på arbejdskraft i omsorgsfagene er en udfordring, der kun ser ud til at blive værre i de kommende år. Ifølge Kommunernes Landsforening kan der mangle op mod 16.000 SOSU-hjælpere og -assistenter i 2030, hvis ikke der uddannes flere i de kommende år.

Betydeligt pres
Den danske plejesektor står derfor over for et betydeligt pres, der kun forventes at stige i fremtiden. Derfor er det afgørende at værne om de ansatte og sikre et godt arbejdsmiljø, hvor medarbejderne trives. Én af de tiltag, der kan mindske presset på de ansatte og hjælpe til at aflaste dem, er velfærdsteknologier, som har et stort potentiale i plejesektoren.

– Arbejdet med nye velfærdsteknologier kan både opleves som en byrde eller som en spændende faglig udfordring, afhængigt af øjnene, der ser. Implementering og drift af velfærdsteknologi er en vigtig ledelsesopgave, der kræver involvering af medarbejderne og med fordel kan tage højde for medarbejdernes forskellige forudsætninger for at arbejde med velfærdsteknologi, siger forretningsleder Emil Højbjerre Thomsen, Teknologisk Institut.

Rapporten indeholder også anbefalinger til ledere og arbejdsmiljørepræsentanter på plejecentre. Blandt rådene er, at der skal kommunikeres klart om formålet med indførelsen af ny velfærdsteknologi, så medarbejderne kan se meningen og motivationen. Desuden bør medarbejderne involveres tidligt i valget af ny teknologi, så de føler ejerskab og ansvar. Endelig er det vigtigt, at de enkelte teknologiske løsninger er testet grundigt, inden de tages i brug. Derved kan man undgå utryghed og frustrationer blandt de medarbejdere, som skal benytte velfærdsteknologi i dagligdagen.

Projektet er finansieret af Velliv Foreningen med 691.628 kr.

https://www.ibc.dk/fredericia-middelfart/uddannelser/hf-og-vuc/