Varmestuen skal give følelsen af hjemlighed

0

Kirkens Korshærs Varmestue i Fredericia udfylder dag efter dag det rum af omsorg og hjemlighed, som mennesker kan mangle. Bjarne Dahlmann fortæller i et interview om Varmestuens arbejde med byens udsatte borgere.

Det er Kirkens Korshær, der står bag varmestuen i Fredericia, hvor fem medarbejdere og en gruppe frivillige, hver dag hjælper de sårbare- og udsatte borgere.

– Varmestuen er drevet af Kirkens Korshær. Varmestuen er et fristed og værested for byens sociale udsatte mennsker, som er mærket af udsathed i form af hjemløshed, misbrug, psykisk sårbarhed, psykisk sygdom og ensomhed. De kan her få noget hjemlighed, fællesskab og et fristed, fortæller leder af Varmestuen, Bjarne Dahlmann.

Opgaverne varierer, men de er også ret faste. Det er basis, der bliver leveret til borgere.

– Vi tilbyder nogle helt konkrete omsorgsting på dette værested, det kan være mad, et bad, få vasket tøj, blive set og hilst på. Man kan få en samtale og en snak i hverdagen. Det er basis i, hvad vi leverer på varmestuen. Derudover har vi en “gøretilgang”, altså, at vi kan gøre noget sammen. Det kan være puslespil, lave noget kreativt, arbejde i haven og hjælpe, når fødevarebilen kommer med mad til os.

Samtidig arbejder Bjarne Dahlmann og Varmestuen med brobygning, så de mennesker, der efterspørger konkret hjælp kan få den bedst mulige hjælp.

– Vi har samtidig en anden tilgang, hvor vi særligt fungerer som brobygning for mennesker, der gerne vil have hjælp til noget eller blive klogere til noget, så bygger vi gerne bro til alt fra rusmiddelcenter, jobcenter og lignende, så vi støtter folk i at få den hjælp, de skal have, siger han.

Udover de konkrete omsorgselementer og hjælpen, så spiller fællesskabet en stor rolle.

– Vi møder mennesker, der har hørt om os. Det er en bred gruppe, der har brug for os. Fælles er, at de mangler noget, de kan få her. Det kan som sagt være mennesker, der er mærket af hjemløshed eller misbrug. Det kan også være mennesker, der har det svært, og så kan få hjælp af os, forklarer Dahlmann og uddyber:

– Det er også fællesskabet på mange niveauer, vi bruger. Det kan være bare det at drikke en kop kaffe og tale sammen. Fællesskabet betyder meget. Vi har samtidig også et gravsted, hvor de som ønsker det, kan få sat deres urne ned, hvis de er bruger af stedet. Det er også noget af det, som familie- og pårørende gøre brug af. For mange er det et hjem for mennesker, der mangler hjælp. Det giver også et tilhørsforhold, og giver dem følelsen af at komme hjem.

Mange brugere af Varmestuen er faste brugere, men der er også brugere, der har et akutbehov nu og her.

– Vi har brugere, der kommer ofte, og bruger os fast, men vi har også brugere, der kommer, når de lige nu og her har et behov, som vi kan hjælpe dem med, siger Bjarne og slutter:

– Vi spiller også sammen med de andre steder i byen: både de private, men også de kommunale; Din Adgang, gadesygeplejerskeren, Stoppestedet, Solstrålen og mange flere. Vi rækker også ud til folk, vi tager til hellestedet, havnecaféen ved rusmiddelcentret. Vi er fem ansatte medarbejdere her, og vi har også nogle opgaver ud af huset. Derudover har vi en række frivillige, der hjælper, særligt med de praktiske opgaver. Generelt er alle velkomne til at kigge ind, hvis man har brug for os. Kom ind og se sig hej, så tager vi den derfra.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her