Valgets undertoner – Mellem linjerne ligger valget for den enkelte borger

SAMFUNDSANALYSE: I den seneste samfundsanalyse skrev jeg om, ”Hvordan genskaber vi en meningsfuld verden anno 2026? – Fra eksistentiel diagnose til konstruktiv handling”. Den var skrevet umiddelbart før Folketingsvalget blev udskrevet d. 26. februar, og udgivet d. 01. marts, få dage efter.  Analysens måske vigtigste budskab fra Viktor E. Frankl og Karl E. Weick, de to teoretikere, som jeg anvendte, var, at Frankl mente, at: ”genskabelsen af en meningsfuld verden begynder ikke med en stor plan. Den begynder med viljen til at handle, ansvaret for at forbinde og modet til at insistere på, at retning er mulig – selv når verden føles kaotisk. Men det er ikke ”et enten eller”. Som Weick peger på, må vi ikke tabe det store billede i forenklings tegn, og det var Frankl for så vidt også enig i.”

Valgets udskrivelse fik mig til at stoppe op – midt i samfundsanalysens udfoldelse – og stille spørgsmålet: Hvordan kan vi som borgere bruge denne tese og dette teoretiske baggrundstæppe midt i en hektisk, kaotisk og uoverskuelig valgkamp? Det handler denne samfundsanalyse om.

To teorier, der mødes – og tilsammen peger fremad

For at forstå, hvad mening er, og hvordan vi skaber den, tager jeg forsat afsæt i de to tidligere omtalte og anvendte tænkere, der sjældent sættes sammen, men som supplerer hinanden med næsten påfaldende præcision: den østrigske psykiater Viktor Frankl og den amerikanske organisationsteoretiker Karl E. Weick.

Viktor Frankl overlevede Auschwitz og Dachau og vendte derfra tilbage med en erkendelse, der er mere aktuel end nogensinde: At det ikke er omstændighederne, der bestemmer et menneskes indre frihed, men de valg, vi træffer i mødet med omstændighederne. I sit hovedværk “Man’s Search for Meaning” (1946) skriver han:

“Mennesket har alt fra sig taget – alt undtagen én ting: den sidste af de menneskelige friheder – friheden til at vælge sin holdning under enhver omstændighed, friheden til at vælge sin egen vej.”

Frankl beskriver tre veje til mening: At skabe noget af værdi, at opleve noget eller nogen af dybde, og – den sværeste – at vælge sin holdning i mødet med lidelse og begrænsning. Det er ikke en passiv eller nostalgisk filosofi. Det er en radikal påmindelse om, at mening ikke er noget, vi finder, men noget, vi aktivt skaber og bærer ansvar for.

Karl E. Weick tilfører en anden og komplementerende dimension. Hans begreb sensemaking – meningsskabelse – beskriver den proces, hvorigennem mennesker og organisationer fortolker og reagerer på en kompleks og tvetydig virkelighed. Weick viser i “Sensemaking in Organizations” (1995), at vi ikke oplever verden og derefter tilskriver den mening. Vi skaber mening løbende, retrospektivt og – afgørende – i fællesskab:

“Meningsdannelse handler om samspillet mellem handling og fortolkning snarere end evalueringens indflydelse på valg.”

Weicks pointe er, at de fortællinger, vi deler i en organisation eller et fællesskab, ikke blot beskriver virkeligheden. De konstituerer den. Når fælles fortællinger bryder sammen – i en organisation, i et samfund, i en familie – mister vi ikke blot orienteringen. Vi mister selve fundamentet for fælles handling.

Frankl giver os det individuelle meningsansvar. Weick viser os, at mening altid skabes i et socialt rum. Tilsammen udgør de et stærkt fundament for det, vi kan kalde meningsfulde liv i en meningsfyldt verden: liv, hvor det personlige og det kollektive gensidigt styrker hinanden.

Modellen: MENING I BEVÆGELSE

På baggrund af disse to teorier og mine egne ledelseserfaringer foreslår jeg en model med tre sammenvævede elementer – en model, jeg kalder Mening i Bevægelse. Den er ikke statisk, men cirkulær og dynamisk: Hvert element forudsætter og forstærker de andre.

M – Mennesket er udgangspunktet. Det enkelte menneske bærer et unikt potentiale og et reelt ansvar for at fortolke og handle. Vi kan ikke altid vælge, hvad der sker med os, men vi kan altid vælge, hvad vi gør med det, der sker. Det kræver mod, selvindsigt og – ikke mindst – tid til refleksion. I en verden, der konstant kræver reaktion, er den dybeste mangelvare ikke information, men ro til at spørge: Hvad giver mit liv retning? Hvad er jeg villig til at stå for?

F – Fællesskabet er det rum, hvori mening tager form. De fælles fortællinger, vi bærer og vedligeholder i fællesskabet – hvad enten det er familien, arbejdspladsen eller lokalsamfundet – afgør, om vi oplever livet som sammenhængende eller fragmenteret. Et fællesskab, der mangler fælles fortællinger, er ikke et fællesskab. Det er en samling individer, der tilfældigvis befinder sig på det samme sted.

H – Handlingen binder de to første elementer sammen. Mening opstår ikke altid før handling, men ofte igennem den. Den, der venter på fuldstændig klarhed, inden han eller hun handler, venter forgæves. Mening er ikke en tilstand, vi opnår én gang for alle. Det er en praksis, vi gentager og forfiner dag for dag.

Modellen er cirkulær: Individet bidrager med sit potentiale til fællesskabet, fællesskabet bærer og beriger individet, og begge realiseres og udvikles gennem handling. Der er ingen naturlig start og ingen endelig slutning – kun bevægelse.

Spørgsmål til politikerne – og til os selv som borgere

Vi er i disse uger vidne til et dansk Folketingsvalg, og de politiske partier konkurrerer om vores stemmer med programmer, løfter og dagsordener. Det er naturligt og nødvendigt i et demokrati. Men som borgere har vi ret til – og ansvar for – at stille et grundlæggende spørgsmål, der sjældent stilles højt nok i en valgkamp:

”Hvilken fortælling om Danmark tilbyder I – og hvad er jeres svar på det voksende behov for mening, sammenhæng og fællesskab i vores samfund?”

Det er ikke et spørgsmål om økonomi, enkeltsager eller velfærdsbudgetter alene. Det er først og fremmest et spørgsmål om, hvilken vision for det menneskelige liv, det danske samfund skal bære og blive bære- og væredygtige af.

Vi må insistere på, at politikerne forholder sig konkret til mindst tre dimensioner:

• For det første: Hvordan vil I styrke de nære fællesskaber – familier, lokalsamfund, foreningsliv, arbejdspladser – der er de egentlige rum for meningsskabelse? Store institutioner og nationale politikker sætter rammerne, men mening skabes ikke i et ministerium. Den skabes der, hvor mennesker mødes og handler sammen lokalt.
• For det andet: Hvordan vil I sikre, at de mennesker, som er mest udsatte for meningsløshed – de ensomme, de unge uden fodfæste, de ældre, der er overset, ”de udenforstående” – gives reel mulighed for at være en del af et fællesskab, der ser dem og bruger dem?
• For det tredje: Hvilken fortælling om det danske fællesskab vil I lede ud fra? Ikke blot en historisk fortælling om, hvem vi har været – men en levende og inkluderende fortælling om, hvem vi ønsker at blive, og hvad vi er villige til at gøre for hinanden.

Weick minder os om, at de fælles fortællinger, et samfund bærer, former den virkelighed, vi lever i. Frankl minder os om, at ansvaret for mening ikke kan delegeres til politikerne – det begynder hos os selv. Men politikerne kan enten understøtte eller undergrave de betingelser, der gør meningsfulde liv mulige.

Lad os som borgere kræve svar. Og lad os stille spørgsmålene ikke blot til kandidaterne, men også til os selv. Og gør det sidste først.

Fra tanke til handling

Meningsfulde liv i en meningsfyldt verden skabes ikke af store systemer eller politiske beslutninger alene.

De skabes også i mødet mellem mennesker, der deler fortællinger, træffer valg og handler med omsorg – i regimentet under forandring, i en belejret by under beskydning, i en familie ved middagsbordet, i en arbejdsplads i krise, og i et demokrati ved et valg.

Stil dig selv tre spørgsmål – ikke én gang, men som en løbende praksis:

• Hvad giver du mening i din hverdag – og hvad giver mening for dig?
• Hvilke fællesskaber er du en del af, og hvilke nye, fælles fortællinger trænger de til?
• Hvilke handlinger kan du tage i dag for at bidrage til et mere meningsfuldt liv, både for dig selv og for dem omkring dig?

Viktor Frankl formulerede det med en klarhed, der ikke er blevet mindre sand med årene:

“I sidste ende er meningen med livet ikke at finde – men at skabe.”

Og Karl E. Weick minder os om, at denne skabelse aldrig sker i isolation. Den sker i mødet mellem mennesker, der deler fortællinger, træffer valg og handler med omsorg for hinanden. Opgaven begynder altid med ét menneske, der beslutter sig for at tage den alvorligt. Måske begynder det med dig.

Den enkelte borgers valg

Midt i den hektiske valgkamp og usikkerhed om, hvor krydset skal sættes (jeg har selv været en af dem) kan jeg kun anbefale, at TEST dine egne refleksioner i ovenstående model ”Mening i bevægelse” og OVERVEJ dine svar på de stillede i afsnittet ”Spørgsmål til politikerne – og os selv som borgere”, for:

”Når du først ved, hvor du selv står og vil hen, og når du ved, hvad der giver mening for dig selv og dine nærmeste, så ved du også, hvor krydset skal sættes.”

Fortsat god valgkampagne til alle opstillede. Held og lykke med krydset til borgerne😊

PS! På torsdag den 19. marts 2026 afholdes fra kl. 1630 Borgerdialogmøde og fra kl. 1900 Valgdebat i MESSE C. Du kan ser mere om det og tilmelde dig her

Læs også