KRIMI. Et skænderi på Snapchat endte tirsdag eftermiddag med trusler på livet, en politiransagning og en sigtelse, da to mænd mødtes på Ullerupdalvej i Fredericia.
Det oplyser Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi.
De to mænd havde forinden været uvenner på Snapchat, og klokken 16.00 mødtes de på Ullerupdalvej. Her følte den 29-årige forurettede sig ifølge anmeldelsen truet på livet, da den anden mand kom imod ham med en genstand i hånden, som han opfattede som en machete.
Da politiet nåede frem, var kun den forurettede på stedet. Han havde dog taget fotos af den anden mand, og på dem kunne en af politiets patruljer genkende personen.
Politiet opsøgte derefter manden, en 25-årig fra Fredericia, og foretog en ransagning efter den mulige machete. Den blev ikke fundet, men det blev til gengæld en klump hash på 6,2 gram, to styks tramadol og en mindre mængde kontanter.
Den 25-årige er sigtet i sagen og var kortvarigt anholdt, inden han blev løsladt igen.



















