Wow, det bliver fedt. Ordene kommer fra en af de omkring 20 unge mennesker, der torsdag eftermiddag havde benyttet sig af muligheden for at komme forbi til rejsegilde til den nye streetsportshal i Fredericia. En begejstring, der lyste op i de unges øjne, mens de gik rundt og betragtede de store planer for deres kommende samlingssted.

Se her indslag fra rejsegildet

Efter en formel seance tidligere på dagen blev det nu de unges tur til at se processen med den nye streetsarena, der er under opførelse. Anledningen var rejsegilde, og traditionen tro var der opstillet en pølsevogn og noget koldt at drikke, som gæsterne kunne nyde i det solrige vejr.

Byrådsmedlemmer, forældre og ikke mindst potentielle brugere af de nye faciliteter var mødt talstærkt op. Alle var de spændte på at høre mere om projektet og se tegningerne til den kommende indretning. En af dagens højdepunkter var talen fra lederen af Fredericia Fritid, Min Guldberg Christensen, som stolt sagde:

– Jeg er mega stolt over at stå her, det er en bygning, der rejser sig stille og roligt. Det jeg som leder og os i huset glæder os til, er at komme i gang med at udvikle pædagogiske tilbud og indhold, og hele strukturen med åbningstider og indhold, og der har vi brug for inputs. Jeg er sikker på, at den her facilitet bliver et kendetegn, hvor vi vil opleve både folk fra byen, men også nogen ude fra, komme og bruge det her fantastiske sted. Den indretning der tegner sig, bliver imponerende, og jeg glæder mig til at se det stå færdigt.

Christensen løftede også sløret for, at der har været behov for at tilknytte ekstra personale til stedet, hvilket kun understreger projektets omfang og betydning.

På det politiske plan har man lagt vægt på, at stedet skal være åbent og indbydende. Derfor vil store dele af bygningen have en glasfacade, så den er lys og man kan se, hvad der foregår indvendigt samtidig med, at det er synligt ude fra gaden. Foruden det åbne miljø til streetsportshallen er der også en proces i gang med at gøre Ungdommens Hus mere indbydende. Det sker ved at have fjernet de karakteristiske togvogne og indvendigt at have fjernet “tags” fra væggene. Denne forvandling skal sikre, at stedet ikke kun henvender sig til et bestemt klientel, der i en årrække har præget Ungdommens Hus.

Håbet er, at de nye faciliteter, som der er afsat omkring 22 millioner kroner til, skal være et trækplaster, der får folk til at søge ned i et fritidsmiljø med forskellige tilbud. Og at dømme ud fra reaktionerne fra rejsegildet fra de potentielle brugere, er det positivt med den nye streetsportshal, som forventes at stå færdig til november.

Det summede af liv og forventning denne torsdag eftermiddag, og de unge, naboerne, byrådet og andre interesserede fik en forsmag på, hvad der snart vil blive en central del af Fredericias fritidsliv. For alle fremmødte var det tydeligt, at denne nye streetsportshal ikke blot er en bygning, men et kommende samlingspunkt, hvor drømme og fællesskaber vil blomstre.