Thomas Renneberg-Larsen har håndbold i blodet. Han er administrerende direktør i Fredericia Håndboldklub, men ved siden af driver han også virksomheden Momenti. Hans historie med håndbold går helt tilbage til da han var barn og startede ud som spiller.
Roen har sænket sig efter nogle hektiske måneder med FHK. På Momentis kontor på Søndermarksvej 212 byder Thomas på en flaske vand på kontoret. Han har netop været ude i håndboldklubben for et par praktiske gøremål inden, at han satte sig ind på kontoret sammen med AVISEN, hvor et af temaerne var Thomas Renneberg-Larsens passion for håndbold.
Som lille startede han med at spille håndbold i en alder af fem, seks år.
– Jeg tror, jeg var omkring fem, seks eller syv år gammel, da jeg startede med at spille håndbold i F’erne. Jeg har altid spillet håndbold, siger Renneberg-Larsen.
Thomas Renneberg-Larsen smiler varmt, når han mindes sin barndom, der i høj grad var fyldt med håndbold, men også en hel del hyggelige stunder uden for banen. Han taler nostalgisk om, hvordan hans far ofte tog ham med på det lokale værtshus, Hos Agnes, efter håndboldkampe.
– Dengang var det ikke så politisk korrekt, men når vi havde vundet, tog vi ned til Agnes for at fejre det. Det var der, byens håndboldfolk samledes, griner han.
Selv om Thomas dengang var for ung til at nyde øl, var der altid en sodavand og et smil at hente. Hos Agnes blev på mange måder et sekundært hjem for ham, et sted hvor han kunne mærke fællesskabet og passionen for sporten. Han mindes med et smil, hvordan han tit fik lov til at prøve kræfter med værtshusets spillemaskiner, og hvordan det altid var hans første nyhed til sin mor, når de kom hjem – at han havde været med far på værtshus, selvom han egentlig ikke måtte sige det til mor-Britta.
– Dette værtshus var et sted fyldt med røverhistorier og folk, der bare elskede håndbold, siger han og fortsætter:
– Jeg elskede at være der, jeg elskede at være omgivet af de gamle spillere, høre deres historier og bare være en del af det fællesskab.
Som årene gik blev F’erne og KFUM lagt sammen til det man i dag kender som Fredericia Håndboldklub.
– Jeg har også spillet i FHK. Jeg havde et par sæsoner på førsteholdet. Det var dengang, det var i 2. division. Karsten Bording tog til udlandet for at spille og det gav mig en plads på venstre fløj, husker Larsen.
I 1996 blev Renneberg-Larsen medejer af sportstøjfirmaet HC Sport. Her spillede han en sæson mere og skiftede derefter til anden og tredje divisionsholdet. På det tidspunkt besluttede han, at han skulle finde noget andet at lave, da det blev klart for ham, at han ikke ville kunne leve af at spille håndbold.
Var med til at genopbygge FHK
I 00’erne sad Thomas med i herreudvalget i klubben. Blandt andet sammen med klubfolk som Mogens “Muggi” Jeppesen og Per Holm, men da klubben begyndte at blive mere profesioniel og i den forbindelse blev Ole Nikolajsen ansat. Frem til konkursen i 2012 så Thomas derfor mere til fra sidelinjen, inden, at Renneberg-Larsen og nogle af hans bekendte forsøgte at bygge klubben op igen.
– Vi var nogle stykker, der ligesom sagde, så skulle vi prøve at bygge det op. Resten er historie, siger han.
Renneberg-Larsen har en dyb passion for håndbold, som er grundlaget for hans engagement i FHK og Momenti.
– Jeg har rigtig dygtige ansatte i Momenti, som jeg har arbejdet sammen med i over 20 år. De tager over på nogle af de ting, når jeg ikke lige er der, fortæller han.
At det kan blive til så mange timer i FHK-regi skyldes ikke mindst Thomas Renneberg-Larsens hustru, Gitte, og deres tre børn.
– Håndbold er min store passion, og det er også den store passion for hele min familie. Vi elsker alle sammen håndbold, så det gør det lidt nemmere at bruge rigtig mange timer på at være i hallen, siger han.
Renneberg-Larsen erkender, at hans arbejdsuge kan strække sig op til 60-70 timer, fordelt mellem hans opgaver hos FHK og Momenti. Han ser dog ikke det arbejde, han lægger i FHK, som arbejde i traditionel forstand.
– Det er min passion, så jeg ser det ikke som rigtigt arbejde, siger han og fortsætter:
– Klubben er som et fjerde barn for mig. Det er ikke kun en institution, men også en passion, en del af familien, kan man sige. Og det gælder ikke bare for mig. Det er også en stor del af Bent Jensen og Per Hunniches liv. Vi har kørt som en tæt trio. Så for dem er det også noget særligt, en form for ‘barn’ kan man sige, siger han.
Bevægende bronzemedalje
I den afsluttede sæson kulminerede Thomas’ arbejde med FHK. Klubben hentede en historisk bronzemedalje – den første DM-medalje til Fredericia i 43 år.
Det var en bevægende oplevelse for Thomas at se Fredericia Håndboldklub opleve sådan en stor succes. Det var ikke bare resultatet af et veludført spil, men kulminationen på mange års hårdt arbejde, beslutsomhed og vilje til at overvinde enhver udfordring på vejen. Det var et øjeblik, hvor alt faldt på plads – mange års forberedelse, strategi, sved og tårer blev endelig belønnet.
Da den sidste fløjte lød, og det var klart, at FHK havde vundet, følte Thomas en overvældende følelse af stolthed og lettelse. Han kunne se folk med tårer i øjene, ikke af sorg, men af ubeskrivelig glæde. Det var et øjeblik, han havde drømt om og arbejdet hen imod i mange år. Han så rundt på spillernes glade ansigter, på de jublende tilskuere og på hans familie, der også var overvældede af øjeblikket.
Thomas Renneberg-Larsen mindes også måden, at FHK kom i semifinalen på. Det skete på udebane mod Skanderborg-Aarhus, hvor en sejr sikrede FHK avancement.
– Selvom det ‘bare’ var en semifinaleplads, betød det medaljer og en pludselig ændring i klubben og dens omgivelser. Folk blev vildt begejstrede, vi blev overmandet af følelser, tårer sprang frem – det viser bare, hvor meget det betyder for folk. Det er så utrolig vigtigt, at det vi gør, har betydning for mange. For når det gør det, bliver arbejdet værd at gøre, siger Larsen.
Thomas er en mand, der finder glæde i sin travle dagligdag. Han accepterer og værdsætter det faktum, at hans rolle i håndboldverdenen er mere end bare et job – det er en livsstil. Men selv en passioneret ildsjæl som Thomas har brug for en pause en gang imellem.
Efter en sæson fuld af op- og nedture, intense kampe og triumfer, ser Thomas frem til en velfortjent ferie. Han har, med en pragmatisk tilgang, valgt at rykke sin ferie lidt, hvilket betyder, at han snart vil tage 14 dage i Italien sammen med sin familie. Han ser frem til disse to uger, hvor han kan puste ud og genoplade sine batterier.
Når Thomas kommer tilbage, vil holdet have startet deres træning igen. For nogen ville dette være et stressende scenarie, men for Thomas er det fint. Han trives i det konstante travlhed, idet han ser det som en del af hans livsstil. Og som han siger, det gør ikke noget at være lidt travlt.
