I Fredericia er han blevet kendt af mange som den ligefremme mand, der gerne stiller et spørgsmål og kommer med et bud på løsninger indenfor misbrugsområdet. Hans navn er Sune Nørgaard Jakobsen.

Sunes fortid er ikke som den gennemsnitlige borgers. I 2008 vendte han ryggen til et hårdt liv som kriminel, og siden har han arbejdet aktivt på at gøre gode ting for sine medmennesker. På den måde er han kernetypen på det, som kriminalforsorgen og politikerne gerne vil have, nemlig et menneske der kommer ud af kriminalitet for at blive en fornuftig samfundsborger.

I dag lever Sune i Nordbyen sammen med sin kone og børn. Af og til kniber han sig selv i armen, fordi han har svært ved at tro, at han har fået en familie og en kone han elsker overalt på jorden. Det havde han ikke set komme, for hans liv var bygget på kaos, tumult og den stærkeste overlever.

Det hele startede da han som 13 årig hørte om sin storebrors død i politiradioen. Hans mor stod i køkkenet og lavede mad. Inde i stuen havde familien en politiradio, hvor de lyttede med til meldingerne. En eftermiddag var det ham, der hørte at politiet var på vej ud for at meddele om hans brors død. Herefter smuldrede Sunes liv, og han blev på få år en hærdet kriminel.

“Jeg tror ikke der var så mange valg. I skolen gik det ikke godt. Jeg tror selv, at jeg er rimelig godt begavet. Men det hjælper ikke noget, hvis hele ens fundament er i stykker. Så går man ikke i skole og passer sine ting. Med tiden blev jeg også ret ligeglad, for jeg havde jo min familie i det kriminelle miljø”, siger han stilfærdigt.

Det var en forunderlig vej tilbage for Sune. Han fortæller selv, hvordan hele hans verden forandrede sig:

“Jeg begyndte at lede efter arbejde og pludselig havde jeg en birolle i nogle tv-optagelser. Her mødte jeg en fængselsfunktionær, jeg mærkelig nok blev gode venner med. Han spurgte om jeg ikke ville med ham ud og holde foredrag. Det sagde jeg ja til, og det har jeg ikke fortrudt”, forklarer Sune.

Foredragene ændrede meget på Sune og hans tilgang til sit eget liv. Han fik det mere og mere på afstand, og som han selv siger – så bankede han fortiden på plads.

“Du står der og fortæller om en verden, som få mennesker kender. Efterhånden som du hører dine egne ord og sætninger, bliver du klar over, hvor langt væk det egentlig er fra din egen personlighed”, siger han.

Jeg tror ikke, at der var så mange valg. I skolen gik det ikke godt. Jeg tror selv, at jeg er rimelig godt begavet

Det var rundt omkring på skoler og i kommuner, hvor foredragene om at komme ud af misbrug og kriminalitet startede Sunes karriere som mønsterbryder. I dag er han selvstændig i virksomheden Mønsterbrud, hvor han arbejder med forebyggelse, foredrag og hjælp til udsatte. Som noget helt nyt er han også blevet blogger, hvilket er en udfordring han ser meget frem til:

“I den her tid hvor der har været så meget fokus på Fredericia og misbrugproblemer efter udsendelsen Narkoland og avisartiklerne, så kan jeg godt mærke, at jeg har meget på hjertet. Jeg føler det som om der endelig er kommet hul igennem, og nu vil man pludselig godt tale om tabuerne. Så jeg har sparet så meget sammen, at det giver god mening for mig at skrive om det”.

I sit arbejdsliv har Sune været sammen med nogle af de mest belastede borgere blandt os. På psykiatriske afdelinger, bosteder, opholdssteder og sommerhusprojekter. Han har i hverdagen stiftet bekendtskab med problemerne den virkelig verden, samt den identitetskrise han mener mange kriminelle befinder sig i.

“Mange har mistet deres retningssans. De er dybt begravet i misbruget. De aner knap nok hvem de er, men ved at de skal have deres behov dækket. At rette sig selv op er for de fleste helt umuligt. De unges misbrug er langt mere massivt end før hen, det er meget voldsomt at se på. Det kræver virkelig energi og styrke”, uddyber Sune.

Fredericia Fredericia

Sune flyttede til Fredericia i forrige årti. Til at begynde med syntes han byen var død, hvis ikke ligefrem et hul i jorden, fortæller han. Men efterhånden følte han at byen gennemgik en kæmpestor forandring.

“Det virkede som om at alle vågnede op af dvale og pludselig gik ud i gaderne. Jeg husker endnu arealet nede ved Kanalbyen. Og lige pludselig så begyndte der at ske noget. Hvis du kigger derned i dag, så er det jo ikke til at fatte, hvilket hul det har været”, siger Sune.

Dengang blandede Sune sig ikke meget i byens problemer. Men han tænkte sine tanker, og har aldrig været i tvivl om retningen efter hans brud med kriminaliteten. For ham handler det om at være positiv og arbejde for at gøre ting bedre, istedet for kun at brokke sig:

“Sådan er det også med Fredericia. Jeg tror vi er kommet så langt, fordi der nogen, der holdt op med at brokke sig og begyndte at forandre tingene. Derfor er der skudt så mange ting op og kulturlivet er blevet til noget. Der er nogen, der har haft visioner, og sat deres arbejde i at få tingene op at stå. Jeg elsker Fredericia i dag”.

Vi har simpelthen ikke længere nogen lokalpoltikere, der ikke tager det her alvorligt. Alle snakker om det, og nu er der afsat midler til en bedre indsats i det nye budgetforlig

Sune brokker sig også selv, men han har løsninger med i ærmet. En af dem er at bryde tabuerne og få tingene frem i lyset. Efter hans mening er det den eneste måde, man virkelig kan forandre på. For selvom Fredericia er blevet kendt som morfinens by, så er han overbevist om at der er en anden fremtid i vente. Det forklarer han således:

“Vi har simpelthen ikke længere nogle lokalpoltikere, der ikke tager det her alvorligt. Alle snakker om det, og nu er der afsat midler til en bedre indsats i det nye budgetforlig. Altsammen peger i den rigtige retning. Istedet for at vi tror det hele løser sig selv, så begynder vi at tage fat om problemerne ude i den virkelige verden”.

Sune er et engageret menneske (Foto: Fredericia AVISEN)

Min familie, mit arbejde og min loge

Det kniber med tiden for Sune. Han er beskæftiget hele tiden, og prioriteterne har han fået under kontrol. Det er hans familie, hans arbejde og hans loge der er omdrejningspunkterne i hans liv.

Mens vi sidder på Kurts Kaffebar og laver interviewet, bliver vi overhørt af en kvinde, der sidder ved siden af. På vej ud af døren henvender hun sig til Sune:

“Ja det er ikke for at lytte, men vi sidder jo lige ved siden af hinanden. Og jeg kan huske dig fra et foredrag nede på kommunen, hvor jeg har arbejdet. Det var virkelig godt. Samtidig var du fuld af humor”, siger hun.

Sune takker pænt for roserne om hans foredag. Han virker i det hele taget ret beskeden, for det er ikke nemt for ham at tage imod ros. På den måde er han ikke et menneske, der optager al luften omkring sig. Han vil gerne snakke om substansen. Da hun er gået, vender han sig om og siger:

“Jeg bliver altid glad, når folk har fået noget ud af et foredrag. Alligevel så har jeg stadigvæk lidt svært ved at vænne mig til, at folk ser så positivt på mig. Men alting tager tid, så det kommer nok en dag”, griner han.

Udover arbejdet med de mest udsatte i blandt os, så er Sune også meget glad for sin loge. Han er nemlig loge broder i Odd Fellow Ordenen. Her har han fundet et fællesskab, hvor der er et godt formål og en mulighed for at gøre en forskel. Der er faste dage hver uge, hvor han er aktiv i logen. Her sætter han også nye punkter på dagsordenen. For han vil gerne ud og stå der, hvor der gør en forskel for de svageste mennesker i samfundet.

Fremtiden

Der er ingen tvivl om at Sune har mange ambitioner for sit liv og virksomheden Mønsterbrud. Om 10 år vil han gerne sidde og kigge tilbage på en masse resultater, der har hjulpet folk. Lige nu er han meget optaget af at lave nogle gode indlæg til sin nye blog, hvor han skal i dialog med læserne på godt og ondt:

“Man kan ikke være enige om alt. Det er heller ikke meningen. Så jeg forventer da også at blive kritiseret, eksempelvis når jeg foreslår højere straf ved salg af morfinpiller. Men ærlig talt, så kan det også blive ligegyldigt, hvis vi ikke byder ind og taler om løsninger”.

Sunes første indlæg var et åbent brev til ministeren, og det er typisk for manden med de brede skuldre. Man kan ligeså godt starte med toppen, som han siger.

“Nu ved jeg godt at politikerne har deres egen agenda, og at den skal passe ind i forskellige partiprogrammer. Men et sted mellem alt det findes der også virkelige mennesker. Når man møder dem, så vil de fleste gerne lytte. Og det er her, jeg ser en fremtid. Det nytter noget at sige sin mening, og det nytter noget at tage initiativer”, siger mønsterbryderen.

Sune er også ved at udvikle en app sammen med sin samarbejdspartner. Den hedder “Dope info”:

“Hvis vi skal forebygge ordentligt, så bliver vi nødt til at anerkende at vores børn har stor sandsynlighed for at komme i berøring med stoffer. Derfor er det vigtigt at tale med sine børn om hvad der venter dem i eks nattelivet. Der er jo nogle som trods dialog omkring farligheden ved at tage stoffer vælger at tage dem alligevel. De kan downloade app’en som indeholder oplysning om stofferne, forgiftnings symptomer, links til forskelligt hjælp, samt livredende førstehjælp. Det bliver både en hjælp til brugerne af stoffer, men også til de pårørende”.

Det kræver i det hele taget mod at stå med en fortid som Sunes, og alligevel tage turen op af stigen. Ugens Kurt er et eksempel på et menneske, der har været de mørkeste steder, men alligevel har troet på at man kan finde lyset igen.

1 KOMMENTAR

  1. Kære Sune.
    Du ved hvad jeg tænker, føler og håber for fremtiden m.h.t. unge og deres debut med livets “udfordringer”.
    Og STOR TAK for din og familiens indsats.
    Du ved hvor du kan finde mig.

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her