Foto: AVISEN

Alle billetter til Rock Under Broen er nu udsolgt, 19.000 billetter fredag og 21.000 lørdag, bestyrelsesformand for festivalen, Charlotte Skovby, er overvældet over opbakningen.

– Det er utroligt rart, og det giver ro i maven. Der kan ikke komme flere, og vi kan ikke sælge flere billetter, siger hun med et smil og fortsætter:

– Det er resultatet af hårdt arbejde og dedikation fra teamet bag festivalen. Det er afspejlingen af en markedsføringsafdeling, der virkelig har knoklet. Peder (musikansvarlig, red.) har gjort en stor indsats for at få de helt rigtige kunstnere ombord.

Hun udtrykker også stor tilfredshed med årets lineup:

– Jeg synes, vi har sammensat vores plakat på en rigtig god måde. Vi havde brug for den kvindelige kunstner. Nu hvor Jada måtte melde afbud, er det bare helt fantastisk, at Tessa kunne rydde sin kalender så hurtigt og træde til.

Når det kommer til forberedelserne til festivalen, er der stadig lidt arbejde at gøre.

– Vi lapper alle de huller, der er lige nu. Vi har en ‘running plan’, hvor alting skal falde på plads. De sidste skraldespande skal ud, der skal sættes lidt hegn op, og så er der brandeftersyn om lidt, forklarer bestyrelsesformanden.

Til trods en presset tidsplan og de sidste opgaver før festivalen, er stemningen høj. Med udsigten til et fuldt hus og et solidt musikprogram, er der noget at glæde sig til for alle deltagere ved dette års Rock Under Broen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her