Carsten Andersen har været formand for Fredericia Triathlon Team i 16 år, men i torsdags, til klubbens generalforsamling, gav han stafetten videre.

Efter de formelle agendapunkter skulle der tages stilling til bestyrelsesposter på valg. Da Carsten Andersen havde valgt ikke at genopstille til posten som bestyrelsens formand, skulle der her vælges en ny. Carsten Olesen var som eneste kandidat opstillet og blev derfor valgt som klubbens nye bestyrelsesformand.

– Da jeg startede i klubben for cirka fem år siden, var dette ikke min plan – men nogle gange udvikler tingene sig hurtigt, smiler Carsten Olesen og fortsætter:

– Det er nogle store sko at fylde ud, da den afgående formand har siddet på posten i 16 år, men jeg glæder mig utroligt meget til at tage fat på de fremtidige opgaver sammen med bestyrelsen. Jeg er meget struktureret som person, og her har jeg helt sikkert nogle egenskaber, som jeg vil bringe ind i bestyrelsesarbejdet. Fredericia Triathlon Team er en klub, hvor der er plads til alle, og det tror jeg også på. Her skal være plads til unge og ældre, motionisten, der er her for det sociale – og atleten, der har mål og planer, og en mere struktureret tilgang til træningen. Endelig tror jeg på transparens og gennemsigtighed gennem kommunikation som ledelsesværktøj, så det kommer klubbens medlemmer nok til at mærke i den nærmeste fremtid.

Til øvrige bestyrelsesposter blev Emilie Vejby Mott valgt ind, Charlotte Boye og Henrik Thomsen blev genvalgt. Første suppleant til bestyrelsen blev Glen Leonhardt, og anden suppleant Helle Hygum.

Klubbens nuværende bestyrelse vil snarligt afholde deres første bestyrelsesmøde, hvor denne vil konstituere sig selv og kigge ind i, hvilke opgaver der ligger for fremtiden.