Fredericia Triathlon Teams formand, Carsten Andersen, havde ikke forventet ,at klubben blev bevilliget 300.000 kroner til afviklingen af de nordiske mesterskaber. Han har derfor armene over hovedet i jubel i disse dage. Det betyder meget, forsikrer han.

Efter, at Økonomi- og erhvervsudvalget i Fredericia Byråd i mandags godkendte Fredericia Triathlon Teams ansøgning om 250.000 kroner fra brandingpuljen har triathlonklubben nu de midler, de skal bruge til afviklingen af de nordiske mesterskaber i september.

Formelt set skal sagen endeligt godkendes i byrådet på mandag, men med et flertal i Økonomi- og erhvervsudvalget forventes det at blive en formsag. 

– Jeg er glad for, at det kan lade sig gøre, da det vil vise Fredericia frem på en god måde. Det vil skabe liv i byen, siger Carsten Andersen.

Efter at Kultur- og Idrætsudvalget ikke kunne blive enige om at tildele Fredericia Triathlon Team 100.000 kroner fra deres pulje havde Andersen dog ikke forventet, at klubben ville blive tildelt nok penge.

– Jeg troede ikke rigtigt på det efter mødet i Kultur- og Idrætsudvalget. Vi havde givet udtryk for, at vi ikke kan afholde stævnet uden 300.000 kroner, fordi vi så ville skulle gå på kompromis med kvaliteten. Der ville komme deltagere, der ikke ville få et optimalt stævne, og så ville de ikke komme igen til de stævner, som vi gerne vil arrangere i de kommende år. Derfor er de 300.000 kroner nødvendige, hvis vi skal afholde det, siger Carsten Andersen.

Efter beslutningen i Økonomi- og erhvervsudvalget har Carsten Andersen taget kontakt til Triathlon Danmark og meddelt dem forbundet, at Fredericia Triathlon Team kan afvikle de nordiske mesterskaber. Når sagen formelt set er godkendt i byrådet starter arbejdet for alvor.

– Vi har gamle planer, vi kan pudse af, og kan hive lidt op af skuffen så det bliver spændende. Vi kan bruge både Gammel Havn og Østerstrand, men det skal vi tale med politikerne om. De har givet os pengene, så jeg synes det er fair at inddrage dem og høre deres ønsker. Arrangementet er over to dage med individuel om lørdagen og stafet om søndagen, så det er lidt det samme ,som sidst vi havde et nordisk mesterskab. Det gode er, at nu får vi et ekstra år at øve os på, og det er guld værd med de lærepenge. Det giver os vigtig erfaring, og jeg er taknemmelig for den velvillighed, der har været fra politisk side til at støtte os i en ekstraordinær situation, slutter Carsten Andersen.

Carsten Andersen henviser til, at Fredericia Triathlon Team oprindeligt ikke ville skulle have afviklet de nordiske mesterskaber i år, men først fra næste år ifølge den oprindelige plan. Med den første ansøgning, hvor triathlonklubben ikke blev tildelt de midler, som de havde søgt, pegede det ikke i retning af, at det kunne lade sig gøre, men nu kan det lade sig gøre efter, at Økonomi- og Erhvervsudvalget har godkendt ansøgningen på 250.000 kroner fra den såkaldte brandingpulje. Dertil kommer det, at triathlonklubben også støttes med 50.000 kroner fra Kultur- og Idrætsudvalget.

Det går midlerne til

Carsten Andersen oplyser, at der i Fredericia Triathlon Teams budget er afsat 700.000 kroner til stævnet, hvor de 300.000 kroner kommer ind via støtte fra Fredericia Kommunes brandingpulje. Formand Carsten Andersen oplyser, at pengene blandt andet bruges på cykelhegn og andre sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med stævnet, samt skilte, der skal vejlede trafikanter og andre ting.