TREFOR El-net arbejder på højtryk på at genetablere elforsyningen efter fredagens og lørdagens forhøjede vandstand. Mange anlæg er beskadigede, hvilket besværliggør arbejdet med at sikre forsyningen til de afbrudte husstande og virksomheder i Kolding midtby. TREFOR El-net håber, at mange har strøm igen sidst på dagen søndag.

”Antallet af afbrudte husstande landede i det leje, som vi havde forventet. Men nu, hvor vandet har trukket sig tilbage, kan vi konstatere, at mange af vores anlæg og kabelskabe har taget skade. Saltvandet har ramt hårdere og dybere i vores elnet, end vi havde forventet, og derfor tager det desværre lang tid at genetablere strømmen, siger Per Sørensen, elforsyningsdirektør i TREFOR El-net.

I alt 1336 husstande og virksomheder i Kolding midtby og havn, ved Skærbæk Havn, i Hejlsminde og langs strandene ved Binderup mistede strømmen i forbindelse med den rekordhøje vandstand fredag og natten til lørdag.

Siden vandstanden begyndte at falde lørdag formiddag, har TREFOR El-net arbejdet på højtryk på at få overblik over de mere end 300 kabelskabe og 17 transformatorer, som har været ramt af vandmasserne. En del steder har enten kortslutninger eller selve saltvandet skabt større skader på anlæggene.

”Vores ambition er, at mange af de afbrudte husstande har strøm igen sidst på dagen søndag, men der vil være områder, som vi først kan forsyne igen først i næste uge. Vi har fuld forståelse for, at der sidder mange derude og er frustrerede over ikke at have strøm, men der venter os stadig en stor opgave, inden vi har genetableret forsyningen alle steder, siger Per Sørensen.  

TREFOR El-net har haft ekstra folk på i døgndrift siden fredag morgen, og søndag har selskabet indkaldt yderligere ekstra mandskab. De ramte kunder kan finde oplysninger om, hvordan de skal forholde sig på Få driftsinfo om forsyningsnettet i Trekantområdet (trefor.dk)