I sommeren 2005 skiftede den kendte håndboldtræner Mik Hagenbo til FHK. Eventyret varede ikke længe. I foråret 2006 blev han fyret. Hagenbo har haft en lang trænerkarriere i blandt andet FIF, FCK Håndbold og TMS Ringsted. Nu er han gået bort efter lang tids sygdom.

Mik Hagenbo var en af de mest karismatiske trænere i dansk håndbold i 90’erne og 00’erne. Han var københavner med stort K, og han elskede at træne. Han var også med til at redde FIF udenfor banen. Da klubben var på randen af konkurs, fik han overtalt FCK til at købe licensen og drive holdet videre.

– Da FIF var på randen af konkurs i starten af 0-erne, fik Mik og andre gode klubfolk overbevist FCK-ledelsen om, at det var både en kommunal pligt og en god ide at redde klubben ved at overtage førsteholdene. Og det var i hvert fald halvvejs sandt. Da jeg var bortrejst i de dage, faldt det i mit lod at arbejde med FCK Håndbold på toppen af mine øvrige opgaver i F.C. København. Alle andre havde angiveligt nok at se til. Derfor blev det også Miks opgave at indføre mig i håndboldens indre sportslige væsen, og det var alle de ekstra arbejdstimer værd. Denne iltre, men også omsorgs- og indsigtsfulde bamse af en nytænker med alle de bedste klassiske dyder i behold, viste sig hurtigt at være et unikum som træner og menneske. Jeg vil aldrig glemme, da en meget matematisk intelligent mand en dag viste Mik et forslag til en ny angrebsåbning, skriver den tidligere FCK-boss, Dan Hammer, blandt andet lørdag.

Med faste principper, der inkluderede et offensivt forsvar, var han FCK-træner i den nye klubs spæde start. Som årene gik blev der skiftet ud i FCK, også på trænerposten, og ind kom den svenske trænerprofil Magnus Andersson. Mik var dog på ingen måde færdig med trænergerningen endnu.

I 2005 gik FHK i en ny retning. Efter at have konsolideret sig i ligaen efter oprykningen i 2002, skiftede klubben Nick Rasmussen ud med Mik Hagenbo, der blev hentet til. Det markerede en ny tid for FHK, hvor flere nye spillere kom til.

Hagenbo hentede flere spillere til FHK, der blev fanfavoritter, heriblandt Jan “Tromle” Nielsen, men også den islandske forsvarsklippe Fannar Torbjörnsson, der vandt FHK-fansenes hjerter.

Mik Hagenbo var træner, der kunne lære fra sig. Ud det blå lærte han flere hold, også FHK, det jugoslaviske 3:2:1-forsvar. Målet var klart: Der skulle stables et forsvar på benene, som Hagenbo altid havde haft, og det blev der. Manden i front i forsvaret blev Jesper Traberg, der ellers under Nick Rasmussen havde været reserve på venstre fløj.

Selvom Hagenbo efterlod FHK i en truende nedrykningsfare, og endte med at blive fyret i foråret 2006, er der flere anekdoter om den københavnske håndboldtræner. Da FHK gæstede Viborg på udebane, opstod der pludselig spektakel på tilskuerpladserne. En FHK-fan havde stjålet en lagkage fra cafeteriet i hallen. Lagkagen skulle have ramt nogle Viborg-fans, men endte i hovedet på Viborgs eventchef. Det kom Mik Hagenbo for øre, og som den madelsker Hagenbo var, ville han have lagkager til alle i “Fredericia” ved den næste FHK-kamp. Mik Hagenbo fik sit ønske opfyldt, da HK Ultras’ daværende formand, Andreas Dyhrberg Andreassen, lavede lagkage til alle.

Mik Hagenbo blev ansat i TMS Ringsted. Fredericias fanklub tænkte “kreativt” og havde stadig en gimmick kørende med Hagenbo, der foruden at være håndboldtræner, civilt var kendt for at være “pølsemand”. Derfor medbragte fanklubben flere poser pølser. Han kvitterede med et smil.

Da FHK var rykket ned i 1. division i 2011, var Hagenbo på lægterne til udekampen mod Team Sydhavsøerne. Hagenbo fik ved den lejlighed en snak med flere fredericianere, og gensynsglæden var stor. Hagenbo kunne konstatere, at enkelte af de spillere, som han havde på holdet i hans FHK-tid, stadig var at finde i truppen. Det gjaldt blandt andet Paw Peters.

Det mest eksotiske højdepunkt i Mik Hagenbos trænerkarriere kom tilbage i 2009, da han blev ansat som landstræner for Bahrain, hvor han underskrev en et-årig aftale.

Det seneste trænerjob på topniveau, som Mik Hagenbo havde, var tilbage i 2016, da han blev ansat som cheftræner i Team Sydhavsøerne sammen med Jesper Svensson. Den konstellation blev dog droppet efter et halvt år, da det viste sig, at der var for stor forskel på de to træneres håndboldfilosofi.

At Mik Hagenbo var en stor personlighed i Danmark skal man dog ikke være i tvivl om. Det strømmer ind med ord om den karismatiske træner, også fra den tidligere håndboldspiller, Michael Sahl Hansen.

Mik Hagenbo blev 67 år.

Æret være hans minde.