Brøndby IF har offentliggjort, at de har ansat Jesper Sørensen som ny cheftræner. Sørensen var fra december 2015 og frem til den 30. juni 2018 ansat i FC Fredericia, og derfor kender klubbens direktør, Stig Pedersen, den nye Brøndby-træner indegående.

49-årig Jesper Sørensen havde egentlig forlænget aftalen som U21-landstræner for Danmark, men da Brøndby afsøgte markedet for en ny træner faldt valget på Sørensen. DBU gik derfor med til at lade deres U21-landstræner få cheftrænerjobbet i Brøndby, da han blev tilbudt det.

Da Sørensen forlod FC Fredericia i sommeren 2018, og efterfølgende tog et år til Canada med familien, lå det ikke i kortene, at han den dag i dag ville stå som cheftræner i en af Danmarks mest profilerede klubber.

– Jeg glæder mig på hans vegne med, at han får et af de største trænerjobs i dansk fodbold. Jesper er hamrende dygtig. Han er enormt dedikeret, grundig, og detaljeret i den måde han tilgår fodbolden på. Han er nørdet på den gode måde. Når han gør noget, så gør han det i forhold til holdet. Han stille store krav, og da han var i FC Fredericia, kunne han blive irriteret på spillerne, hvis de ikke fulgte hans plan, men han behandler altid alle godt. I de funktioner, som Brøndby bruger en cheftræner i, ser jeg hans store styrker på træningsbanen og i kamp, og det er det man blive målt på, siger Stig Pedersen.

Når man taler med spillere, der var i FC Fredericia under Jesper Sørensen, er det med stor respekt omkring det rent fodboldfaglige. Det kan Stig Pedersen nikke genkendende til.

– Jeg synes, at Jesper er en af de allerdygtigste omkring det fodboldfaglige. Jeg kender ikke alle trænere, men jeg følger meget med, og kan se hvad de andre trænere vi har haft i Fredericia, har præsteret efter de har været her. Jesper har et forspring i forhold til de fleste trænere jeg kender til. Han er virkelig godt klædt på. Han er virkelig dedikeret og det har hans interesse. Ved siden af fodbolden er han en omgængelig fyr, der også er sjov at diskutere med, da han har holdninger til mange ting. Det kan ikke komme som en overraskelse, at man ikke er enige om alt, og så bliver man udfordret, da han har gode argumenter. Han er kompetent til opgaven, og har også suget til sig i Brøndby og har understøttet Niels Frederiksen tidligere i Brøndby, og var blandt andet med til at vinde mesterskabet med dem som assistent. Derudover glæder det mig altid, når en dansk topklub kigger en dansk træners vej, og når man gør det, er det fordi det er det bedste valg i den situation man er i, slår Stig Pedersen fast.

FC Fredericias direktør har igennem tiden været med til at sende spillere afsted til større adresser, hvor de er slået igennem på højt niveau. At det nu er sket med træneren Jesper Sørensen glæder Stig Pedersen.

– Det er tilfredsstillende. Alle de trænere, der har været her os hos, følger jeg med interesse når de får et nyt job i fodboldens verden. Det er tilfredsstillende at have hjulpet Jesper på vej sammen med de andre klubber han har været i. Det er glædeligt for ham og dejligt at tænke på, at han er tidligere ansat i FC Fredericia, slutter Stig Pedersen.

I løbet af trænerkarrieren har Jesper Sørensen blandt andet været assistenttræner i AGF i flere omgange, ligesom han har været cheftræner i Silkeborg.