Temashop fortsætter væksten og planlægger nu udvidelse af deres lagerbygninger i Erritsø, der på nuværende tidspunkt er 3.700 kvadratmeter og rummer 1,2 millioner vareprodukter.

– Vi er simpelthen ved at vokse ud af vores lager- og kontorbygning, og vi har en udvidelse af vores lager på tegnebrættet. Vi påtænker at tilføre mindst 2.000 kvadratmeter, fortæller administrerende direktør Daniel Diness Andersen.

Sidste år opkøbte Temashop 5.000 kvadratmeter jord, der ligger i forlængelse af virksomhedens nuværende kontor- og lagerbygninger på Håndværkervej 24, og det er her udvidelsen skal ligge.

Vækst og social ansvarlighed går fortsat hånd-i-hånd

Nyheden om Temashops vækst og udvidelse vækker også glæde hos Fredericias borgmester Steen Wrist:

– Det er fantastisk, når det går så godt for vores lokale virksomheder, at der skal større rammer og mere plads til. Temashop er også en af de mange virksomheder i Fredericia, som gør en forskel for vores borgere på kanten af arbejdsmarkedet, så jeg er glad for, at de har valgt at udvide deres aktiviteter i kommunen, siger han.

Det har fra starten været en central del af Temashops strategi at have udsatte medarbejdere, hvorfor fleksjobbere, hørehæmmede og folk med psykiske udfordringer er en naturlig del af medarbejderstaben.

– Jeg tror på, at alle kan bidrage, hvis de får en håndsrækning, og lige nu har vi flere hørehæmmede og fleksjobbere. Vi har en ambition om, at mindst 20% af vores medarbejdere er fra udsatte grupper, udtaler Daniel Diness Andersen.

Daniel Diness Andersen. Arkivfoto: AVISEN

Festen vender også tilbage til Pjedsted

I begyndelsen af 2020 rykkede Temashop til større kontor- og lagerbygninger i Erritsø efter mange år med base i Pjedsted. Nu må de gamle kontorlokaler dog i brug igen.

– Vi er allerede vokset ud af vores kontorlokaler i Erritsø, og flere af vores marketing- og indkøbsmedarbejdere er rykket tilbage til vores gamle kontorlokaler i Pjedsted, siger Daniel Diness Andersen og tilføjer, at de har moderniseret kontoret og er i gang med at omdanne de gamle butikslokaler til fotostudie. Bygningen i Pjedsted udgør 2.200 kvadratmeter, og her har virksomheden også et fjernlager.

– Temashop er en virksomhed, som har formået at opfinde sig selv og ramme tidens trends. Det er dejligt at virksomheden valgte at flytte i større rammer i Fredericia kommune og nu atter udvider mulighederne for yderligere ekspansion. Temashop skaber mange arbejdspladser lokalt for kommunens borgere nu og i fremtiden. Der er potentiale til mere, udtaler Kristian Bendix Drejer, erhvervsdirektør hos Business Fredericia.